Menu Luk

Ødelæg, siger hun – en performance skabt af Kant Fabrik hen over en tekst af Duras.

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Ødelæg, siger  hun – en performance skabt af Kant Fabrik hen over en tekst af Duras.

Overraskende poetisk performance skabt hen over en tekst af Marguerite Duras.

Det er mit første møde med Kant Fabrik, en dansk tværæstetisk performancegruppe (kalder de sig), grundlagt i Berlin i 2018.  Men det er ikke mit første møde med Marguerite Duras som forfatter.

”Ødelæg, siger hun” er en lille roman – skrevet i 1968, udkommet året efter, som et avantgardistisk svar på det studenteroprør, som begyndte i Paris, foråret 68. Men ikke et håndgribeligt svar på 68, snarere en poetisk kommentar.

Ødelæg siger hun, Kant Fabrik. 2026. Pressefoto.

Forestillingen er på mange måder interessant, fordi nogle yngre mennesker trækker en forfatter frem, som vi ældre måske har lagt bag os fordi der mangler bid og et tydeligere samfundsengagement, hvor ordet er mere end blot dekorativt.

Samtidigt er det interessant at sammenligne Duras med den noget yngre franske billedkunstner, Sophie Calle, (1953) der fredag d.27. marts åbner en stor udstilling på Louisiana.  Her er ordet og kærligheden også i centrum, selv om Calle rangerer blandt billedkunstnere.

Calle er mere konkret, mere favnende og indimellem med et glimt i øjet og derfor  forståelig for flere, men samtidig med en udansk hang til ordets og sætningernes iboende skønhed og betydning – og ikke at forglemme med en god ballast af intellektualisme, som findes og fandtes i Frankrig, men længe har været en mangelvare i Danmark. Sat over for Calle bliver Duras og Kant Fabrik en smule mere interessant, men stadig er de stemmer fra tidligere tider og for borgerklassen.  ( Se anmeldelsen af Sophie Calle her på Kulturkupeen.)

Ødelæg siger hun, Kant Fabrik. 2026. Pressefoto.

Kant Fabriks forestilling begynder i mørke, men når lyset blændes op er scenebilledet grafisk underskønt og smukt med søjler, og menneskeskikkelser, hvor alt smelter sammen og bliver en æstetisk nydelse  og sanseoplevelse med den fineste scenografi i fuld harmoni med lysdesignet og en gennemkomponeret lydside med operatoner. Det hele smelter sammen til en udefinerlig oplevelse. Men det iboende budskab eller er det et livssyn (?)  er sort, mørkt og uden udvej.

De ord, som siges, bliver for hovedpartens vedkommende fremsagt, så de kunne være i overensstemmelse med Marguerite Duras’ begrebsverden, men kropsligt er hele fornemmelsen mere opdateret, men denne modernisering trækker faktisk fra.

Ødelæg siger hun, Kant Fabrik. 2026. Pressefoto.

Marguerite Duras blev født i Indokina i 1914, men tog til Frankrig som 17 årig for at studere og blev siden forfatter på et tidspunkt med den store franske trend, der oven på absurdismen gik i en eksistentiel retning og siden i et lidt yngre  parallelspor  med ”den ny franske roman”, som man læste i slutningen af  1960erne og 1970erne. Her stod ordet i centrum, ganske minimeret og beskrev primært menneskelige relationer og depressioner og sortsyn, men hverken politik, samfund endsige den store verden kunne få lov at blive en del af emnekredsen.

Marguerite Duras passede ind her, men definerede sig aldrig som en del af bevægelsen ”den ny roman”, selv om bl.a. hendes film (manuskript) som ”Hiroshima mon amour” (1959)  havde blandingen af ophøjet intellektualisme og en bevidsthed om det enkelte individ og verden omkring – og her var hun på sidelinjen i den store franske (filmiske) nybølge.

I ”Ødelæg, siger hun” – i Kant Fabriks version er det blevet til en meget moderne accept af fri kærlighed, dog visuelt forholdsvis ærbart fremstillet med tre aktører i usexet hvidt undertøj på scenen i mystiske kropsattituder, men også med associationer til bl.a. Henri Matisse’s smukke menneskekreds.

Hos Duras skitseres i handlingen et ”hotel”, eller snarere sanatorium, og så kan man måske tænke på Thomas Manns ”Troldfjeldet”, hvor isolationen uvægerlig skaber en helt speciel samhørighed mellem de tilstedeværende.

Ødelæg siger hun, Kant Fabrik. 2026. Pressefoto.

Her hos Duras mødes nogle skikkelser, som kommunikerer med korte sætninger – og hos Kant Fabrik er de få ord suppleret af fysiske bevægelser, hvor køn er ophævet.

Det er på mange måder udansk og ude af tidens hang til konkret betydning og ligefrem forståelse.  Men takket være den smukke visualitet  og operaarierne accepterer man det på linje med andet lettere eksotisk fra fortiden og uden konkret oversættelsesmulighed.

“Ødelæg, siger hun” er for feinschmeckere eller for dem, der gerne vil flygte fra den banale virkelighed, hvor landets statsminister lige nu sidder og forhandler om nye politiske konstellationer. Det kan man nemlig hurtigt blive træt af.

 

GÆSTESPIL│TVÆRÆSTETISK MUSIKDRAMATIK

VARIGHED 75 min. uden pause
SPROG Dansk
ANBEFALET ALDER 15+
SPILLER PÅ Store Scene

TEKST Marguerite Duras
DRAMATISERING, ISCENESÆTTELSE
Kant Fabrik
MEDVIRKENDE
Lasse Steen, S.E. Andersen, Lisa Carlehed, Signe Asmussen (solist), Johannes Lilleøre
SCENOGRAFI, KOSTUME Anne Sofie Vermund
KOMPOSITION, LYDDESIGN Matilde Böcher
KOREOGRAFI
S.E. Andersen
LYSDESIGN Brian Cord’homme
SCENEMESTER, REKVISITØR Johanne Engbirk
BYGGER Anders Toft Pedersen, Allan Carlsson 
OVERSÆTTER
Morten Chemnitz / Arena
KONSULENT LYDDESIGN Daniel Fogh
PRODUKTIONSASSISTENT Mie Lyhn
PRODUCENT Kant Fabrik / PRFRM
FOTO Sara Galbiati

Kant Fabrik består af billedkunstner og scenograf Anne Sofie Vermund og Performer og Koreograf S.E Andersen.  

Kant Fabrik er stiftet i Berlin, 2018 og har nu base i København.

www.kantfabrik.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *