∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Onkel Vanja – fordanskning på Det Kongelige Teater.
Imponerende ensemblespil i lidt tung semifordanskning af et af den klassiske dramatiks mesterværker.
Tjekhovs ”Onkel Vanja” er et af de fire store dramaer, som Anton Tjekhov nåede at skrive, før han døde af tuberkulose i en alder af 44 år i 1904.
Dramaerne, tragedierne eller hverdagsbillederne af Tjekhov kan bruges på mange måder, og bedst er det, når en instruktør accepterer Tjekhovs ord, ikke undervurderer publikum og lader os selv transformere og ”oversætte” betydningen. For Tjekhov skrev om mennesker til mennesker og gjorde os derved klogere på os selv.
Marxistisk og strukturalistisk litteraturkritik er tilbage
Men sådan er det desværre ikke helt i Skuespilhuset, hvor den litauisk-amerikanske instruktør Yana Ross, som i øvrigt skulle være er en stor Tjekhov-kender, læner sig op ad en teoretisk udredning, aftrykt i programmet.
Det er forholdet imellem nutid/ fortid og herunder Ruslands invasion af Ukraine sat over for fortidens synder, inklusive Tjekhov og anden stor kunst skabt i fortidens Rusland, der tages under behandling. Professor Bryce Lease ved tilsyneladende allerede, da han skriver artiklen, hvordan forestillingen, der først havde premiere d.27.3.26 bliver, så han forklarer : ”(Men) som Yana Ross viser os (..) kan vi engagere os i Tjekhov på en kritisk dekonstruktivistisk eller rekontekstualiseret måde.” Det skal nok hjælpe det københavnske publikum til en forståelse og accept af, at ”Onkel Vanja” er flyttet til en dansk gård med svineavl.
Den teoretiske udredning giver desværre mindelser om 1970ernes litteraturkritik, hvor marxistiske teoretikere og strukturalister genlæste Ibsen og Shakespeare, og alle fulgte efter i de næste par årtier som lemminger i flok. Vi turde ikke andet. Nogle teaterinstruktører nægtede ligefrem at iscenesætte Ibsen, som blev anset for småborgerlig, og holdt sig derfor til Brecht, Tjekhov og Shakespeare.
Tjekhov er god nok og ligeså skuespillerne
Men Tjekhov skal ikke transformeres, Tjekhov er god nok, og de syv skuespillere, som udgør ensemblet på scenen, Jens Jørn Spottag, Sofia Nolsøe, Mathilde Arcel, Tina Gylling Mortensen, Nicolas Bro, Morten Brovn og Mads Rømer Brolin-Tani er alle fremragende, og deres samspil er eksemplarisk og tydeligt.
Sjældent har jeg set en ”Onkel Vanja”, hvor alle personer står lige markant og synlige som bærere af livets tragiske byrder. Og det er for mig pointen i ”Onkel Vanja”, som i de andre stykker.
Det handler som oftest om, at A elsker B, som elsker C og dertil en spleen, en kedsomhed, en nyttesløshed – i en venteposition, som jo forandredes med første verdenskrig. Siden opstod en anden, men også genkendelig stemning hos 1930ernes dramatikere og forfattere, hvor en ny mellemtid afløstes af Anden Verdenskrig. Og hvor er vi nu?
Det russiske islæt
Det fremmedartede og spændende hos Tjekhov er ofte de lange russiske navne og personernes omgangstone (hos det landlige borgerskab) sat over for helt basale, genkendelige menneskelige vilkår. Så når pludselig en af personerne hedder Jens Jensen i denne nye version, bliver det blot for meget, og man har næsten lyst til at ringe til ”Tjekhovpolitiet”.
At det hele er lagt i et dansk svinebrug set i forlængelse af det netop overståede folketingsvalg, hvor statsminister Mette Frederiksen bl.a brugte ord som (søde) grisebasser i valgkampen, kunne være sjovt, men synes nu på scenen at være et postulat.
Den træghed og slumrende alkoholisme, som ofte ligger latent hos Tjekhovs figurer, kommer i den nye version ikke mindst i første del til fuld udfoldelse, men synes udansk. De drikker, til de segner, men der er vodka eller noget hjemmebrændt (?) i flakonerne. Og den russiske te er afløst af den prosaiske kaffe. Er det nødvendigt?
Naturalisme er det dog ikke, for nogle musikalske ”udbrud”, meget fint eksekveret af både Morten Brovn og Mathilde Arcel, er på engelsk i amerikansk western-stil. Det virker fremmedgørende og helt udansk og passer slet ikke ind. Hvad siger den britiske professor i øvrigt til USA’s aktuelle forhold til Grønland og Danmark? Det melder programmet vist intet om.
At Det Kongelige Teater i forannonceringen har kørt på Nicolas Bro som titelperson i arbejdstøj på en dansk grisefarm er ok, og folk har talt meget om gylletank på scenen. Derfor havde jeg set frem til mødet med gylletanken, men den var placeret på scenens venstre side, og jeg kunne ikke se den. Derved gik der nok en hel del symbolik til spilde for mig, for personerne traskede ofte over i venstre hjørne, uden at publikum i venstre side af salen kunne se, hvad der skete.
Publikum viste dog på forestillingens tredje, regulære spilledag en tilfredshed, da forestillingens flow og de nemme replikker, skrevet af Yana Ross, oversat af Niels Brunse, intet fejlede og blev båret igennem af de syv skuespillere. Men min ”Onkel Vanja” blev det ikke. Til gengæld må man endnu engang konstatere, at Tjekhovs personer synes at være hårdføre og eviggyldige.
Om hundrede år
Om Hundrede år – siges der i ”Onkel Vanja” og også et sted i ”Tre søstre”. Personerne er altid opmærksomme på deres egen forgængelighed og deraf affødte resignation.
Jeg ved godt, at det er farligt at optræde som én, der vil bevare fortidens mesterværker, men fortæl mig forskellen på et operapartitur, som ingen må røre ved og en dramatisk tekst, der har klaret sig igennem i 125 år og opnået klassikerstatus? Hvorfor må den dramatiske tekst ændres til næsten ukendelighed? Og hvordan skal næste generation lære om litteratur og sprog, når såkaldt svære passager partout skal forfladiges?
Dramatiker: Anton Tjekhov
Iscenesættelse og bearbejdelse: Yana Ross
Scenografi og kostumedesign: Bettina Meyer
Assisterende instruktør: Matilda Belin Larsson
Lysdesign: Michael Breiner
Lyddesign: Jonas Vest
Koreografi: Mia Hellberg
Oversættelse: Niels Brunse
Dramatiker: Anton Tjekhov
Iscenesættelse og bearbejdelse: Yana Ross
Scenografi og kostumedesign: Bettina Meyer
Assisterende instruktør: Matilda Belin Larsson
Lysdesign: Michael Breiner
Lyddesign: Jonas Vest
Koreografi: Mia Hellberg
Oversættelse: Niels Brunse
Jens Jørn Spottag / Alexander, professor emeritus
Sofia Nolsøe / Helena, Alexanders hustru
Mathilde Arcel / Sonja, Alexanders datter
Tina Gylling Mortensen / Maria, Alexanders svigermor, Vanjas mor og Sonjas mormoder.
Nicolas Bro / Onkel Vanja, søn af Maria, onkel til Sonja
Morten Brovn / Jens Jensen, tidligere gårdejer
Mads Rømer Brolin-Tani / Mikael, læge
Morten Brovn / Jens Jensen, tidligere gårdejer
Jeg er helt enig i dine betragtninger på dagens behandling af de store klassikere.
Kære Vibeke, tak for at kommentere, men måske er det et spørgsmål om erfaring – vi har levet et langt liv med teater og kender klassikerne og de mange blindgyder, der ser smarte ud på papiret og i reklamerne, men på scenen kan det irritere..
Kære Ulla,
Jeg fatter ikke dine 4 stjerner og jeg må indrømme at jeg gik i pausen og ikke orkede at de dygtige skuespillere ( jeg dynes dig at Arcel i den grad overspillede) udsat for en tekst som var fuldstændig uden mening. Det føltes som om Tjekow var blevet klippet i tusind stykker, smidt op i luften sammen m noget gylle og lidt lokalpoltik og så blev spillet i tilfældige småstykker. Du
Du gik ikke glip af noget m gylletanken, den fyldte 1/3 af scenen og blev ikke brugt til noget. Jeg blev ikke grebet på noget tidspunkt, måske af medlidenhed m skuespillerne også dem i underbukser… meningsløst er min bedømmelse..
Mbh Dorrit Kjær Christiansen
Kære Dorrit. Tak for kommentaren. Onkel Vanja som skuespil er fra Tjekhovs hånd jo svær at myrde, og noget af essensen blev heldigvis tilbage takket være skuespillerne, men sandelig ikke på grund af den amputerede tekst.Enig. Og jeg forstår dig godt, du som også kender din Tjekhov. Men jeg (som anmelder på gratis billet) må jo prøve at forstå hvorfor, instruktøren har handlet, som hun har. Efterfølgende har jeg fundet ud af, at det på en måde nok har været hendes hensigt at anvende den forholdsvis naturalistiske tekst (som Stanislavsky kunne lide) på en brechtsk måde – og det har jo været “moderne” i forskellige epoker at forvandle en gammel tekst til noget andet! At det er tilladt kan man jo undre sig over – men jeg blev forestillingen ud. Du så næppe western-scenen – da var du blevet vred – med lægen som en drømmemand i cowboyhat, vest og ellers bar overkrop lægge den unge pige over skulderen, som var hun et bytte – måske hendes drøm – men altså ikke en del af Tjekhovs fine tekst. tak for at reagere. mange hilsener Ulla
Kære Ulla
Tak for en fin anmeldelse. Jeg skal ind og se stykket i aften og glæder mig fortsat. Men jeg regner da med at skulle tillægge “moderniseringen” nogle af de irritations-point, der måtte blive scoret.
Når jeg læser din anmeldelse slår det mig, at tidens teater jo netop er – tidens, og at de herskende tanker må være de herskendes. Derfor må man jo så skære til, så det passer med de tanker, der skal udtrykkes. Tjekhovs personer, der med deres ennui afventer en kommende revolution, er jo af deres tid og sted.
Og de har måske været mere nyttige i en tid, hvor revolutionen lå om et nærmere hjørne end den gør idag. Og så må der jo skæres for at materialet bliver relevant for dem, der betaler billetterne idag… Brecht ville man vel næppe turde binde an med i dag, hvor Europa så småt planlægger vore egne felttog til Moskva og Tblisi..?
Kære Thomas, tak for kommentaren, måske har du ret, skriv gerne igen, når du har set forestillingen, men jeg manglede poesien i replikkerne, som jeg har hørt flere gange (og læst)igennem årene – og nutid har jeg sjældent brug for. Mh ulla