∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Osvald Helmuth: Henne om hjørnet – musikalsk fortælling med de gamle viser.
Med Katja Holm og Mads Strandgaard, oplevet på Teatret ved Sorte Hest.
Henne om Hjørnet, og så er vi straks både nede i kælderen og sammen med gamle Osvald Helmuth. Men i denne omgang er det skuespilleren Katja Holm og pianisten Mads Strandgaard, der har pudset de gamle viser af og sat dem ind i en ny ramme. Det fungerer aldeles fint med Mads Strandgaard som den umælende, men suveræne pianist – og Katja Holm som en kvindelig servitrice, nede i kælderen, hvor hun er blevet hængende i 27 år. For hun, tjeneren, har stor veneration for alle de mænd, som er repræsenteret i hver og én af Osvald Helmuths viser. Og de tomme ølflasker står tilbage på bordene som monumenter eller gravsten.
Med denne lille distance og sunget af en kvinde, bliver de enkelte viser til sorgmuntre portrætter af nogle modne mænd, der måske har haft det lidt koldt derude i livet. Og så hjalp det at søge ly i kældervarmen.
I disse tider, hvor det storpolitiske trækker mørke skyer, bliver en ganske kendt tekst utrolig aktuel: ”Brev til Bulganin”, fra Tivolirevyen 1957. Visen, som den eneste i cabaret-programmet, er ikke oprindelig dansk, men oversat og skrevet af østrigeren Gerhard Bronner til Vienna Midnight Cabaret, 1957, mens Arvid Müller fordanskede historien. Uhyggeligt, at de samme problemer går igen 69 år efter, for vi, den menige befolkning vil gerne have fred! Derfor et brev til Bulganin, en højtstående russisk politiker eller andre med tilsyneladende magt.
Katja Holm får tegnet nogle gode portrætter af mange forskellige mænd, også af manden, der har svært ved at give slip på datteren, som er blevet gift og har fået en mand, måske med penge, i sangen ”Brudens far”.
Teksterne og dermed portrætterne står meget tydeligt, og den berømte ”Konen, Kællingen, Madammen” bliver derfor i denne sammenhæng faktisk trist og sørgelig. Hvilket ægteskab, som Poul Sørensen har beskrevet, og Åge stentoft har sat musik til. Han er en tøffelhelt, og hun er vist noget for sig. Ingen skønhed med fedtet hår, en krop som Rundetårn og GRIM. Og oveni slår hun ham rent fysisk, men trøster bagefter. Den gik vist ikke i dag. Visen er fra 1938, men findes også i filmen “Stjerneskud” fra 1947. Siden hen har sønnen Frits Helmuth også sunget om den uundværlige kvinde.
Det næstsidste nummer kendte jeg ikke: ”Sagt op” om manden, der mister sit job, og hvad så? Også her bliver billedet af den lille mand faktisk ubærligt, men heldigvis lysner det. For han kobles sammen med optimisten, der cykler ned i havnen. Nok er det en omvej, men der nede ved vandet næres drømmene om det store ocean og den endnu større verden – og tankerne går til Java, Algier og de store palmer.
I det lille program fortæller Katja Holm, at ideen til kabareten kom fra hendes fader. Sammen med pianisten, Mads Strandgaard, satte de programmet sammen og viste det for publikum, for 25 år siden. Nu står de der igen, og jeg oplevede dem i Teatret ved Sorte Hest’s café med øl og kaffe på bordene.
Den lille forestilling fortjener et stort publikum, for selv om man er lige ved at fælde en tåre – er det ærkedansk kultur: henne om hjørnet, nede i kælderen. Og hvor mange brune værtshuse er der overhovedet tilbage?
Varm anbefaling.
Spiller de næste par dage på Teatret ved Sorte Hest.