∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Palladio – ny bog om villaerne: Rejse til Andrea Palladios villaer.
Mange kender Andrea Palladio, (1508-1580) fordi den italienske arkitekt fra 1500 tallet er blevet kopieret igen og igen, og der ligefrem er opkaldt en isme efter ham, palladianismen. I England, med de mange herresæder, er palladianismen ganske udbredt, og enhver teaterhistoriker har læst om arkitektens unikke Teatro Olimpico i Vicenza, lidt vest for Venedig.
De eneste, der helt sikkert ikke kærrer sig om Palladio, er Københavns borgerrepræsentation og herunder medlemmer af teknik og miljø-udvalget, som netop er gået ind for et åbenlyst mord på Paladsbygningen i København. Heller ikke lokalpolitikerne i Aarhus har tilsyneladende nogen viden om Palladio, for så ville de ikke igennem de seneste par årtier have skamferet smilets by med legoklodslignende bygninger i alle størrelser.
En ny bog af Grete Trane: “Rejse til Andrea Palladios villaer” – understreger, hvilken proportionsfornemmelse de gamle arkitekter havde, og hvordan de byggede med et dybt kendskab til antikkens byggestil. Selv citeres Palladio for at gå i fodsporene på den romerske arkitekt Vitruvius og hylde hans tre grundprincipper for arkitektur: skønhed, holdbarhed og nytte, – hos Palladio bl.a. beskrevet i hans manifest: Il Quattro Libri, fra 1570: ”Man kan ikke beskrive en bygning som perfekt, hvis den er nyttig, men ikke holdbar, eller hvis den er holdbar, men ikke nyttig, eller som er både nyttig og holdbar, hvis den ikke er smuk” (desværre uden litteraturhenvisning).
Bogen er tænkt for menigmand, så selv en kommunalpolitiker ville kunne forstå Grete Tranes bog, hvis personen ellers forsøgte.
Grete Trane forholder sig kun til Palladios over 30 villaer i Veneto-området, men gør det systematisk og klart.
De mange rigmandsvillaer, der er større end en almindelig villa og mindre end et Palazzo og ligger i et område i lavlandet uden for Venedig, er i bogen opført i kronologisk orden med masser af fotos, men kun få grundtegninger eller opstalter. Det er lidt ærgerligt, for det kunne have skabt en smuk variation.
I stedet fortælles pænt og pædagogisk om hver villa, hvor den ligger og hvordan menigmand eventuelt kan tage villaerne i øjesyn. Også det specielle ved de enkelte bygninger fremhæves. De indre udsmykninger er af og til afbildet, men desværre ikke med fyldestgørende forklaring. Bagest i bogen er der en udmærket ordliste, hvor de forskellige betegnelser inden for arkitektur og klassicisme forklares på få linjer.
En kort redegørelse for Palladios liv og levned indleder teksten. Og det er interessant, at Palladio oprindelig var stenhugger og ikke som mange andre arkitekter og kunstnere kom fra overklassen. Han arbejdede sig på moderne vis op.
Men bogen springer lidt hurtigt hen over de værker, som også har gjort Palladio berømt og udødelig inden for kunst- og arkitekturhistorien. For der er en række interessante, officielle bygninger i Vicenza, to kirker i Venedig, begge ud til vandet, og så det for mange helt unikke værk, som ovenikøbet er velbevaret: Teatro Olimpico, et indendørsteater bygget omkring 1580, det år hvor Palladio dør og derfor måtte andre fuldføre byggeriet. Dette teater er unikt ved at være en slutsten på en lang epoke med tilløb til teater byggende på en klassisk tradition og samtidig være et startskud på en ny æra, som aldrig blev fulgt op af lignende byggerier. Teatro Olimpico har tag, men viser principperne fra de klassiske græske og romerske teater og står intakt i byen Vicenza som et unikt teaterhistorisk monument. Det er en anden historie, men vigtig for byen Vicenza.
Af alle Andrea Palladios ca. 30 villaer er den såkaldte Villa Rotunda den mest berømte og måske tillige den mest velholdte og største. Denne villa, Almerico Capra, har ligesom de andre villaer navn efter den oprindelige ejer, og kan opleves lige uden for Vicenza – faktisk kun små tre kilometer fra byens centrum.
Bygningen fra ca. 1567 men først færdigbygget efter 1600, og har mange af de detaljer, som Palladio hen igennem sit aktive liv arbejdede med og perfektionerede. Men det mest raffinerede og unikke ved denne bygning er, at den nærmest er ens mod alle fire verdenshjørner. Hver side har et indgangsparti med en smuk trappe som fører op til en tempelindgang, en porticus, med seks ioniske søjler og ganske imponerende er der skulpturer placeret på tag og trapper.
I en operafilm fra 1979 af Joseph Losey med Mozarts Don Giovanni som udgangspunkt har instruktøren henlagt det meste af handlingen til Villa Rotunda. Det er mageløst at skue.
Med den nye danske bog i hånden er det oplagt at tage en flerdages biltur rundt i Veneto-området og måske bruge Vicenza som base.
Jeg har selv prøvet at køre rundt i området for nogle år siden, men have ikke den fuldkomne villa-oversigt. Dog kunne forskellige informationer dengang indhentes på byen Vicenzas turistbureau.
Grete Tranes bog er en fuldkommen oversigt og tillige brugervenlig ved at opgive kilometerafstand fra Vicenza.
Det er lidt ærgerligt at den nye danske bog er forholdsvis tung. Hvis den genoptrykkes, bør det ske i et andet, lettere og mere rejsevenligt udstyr. Næste gang Grete Trane udgiver en bog, må der i øvrigt gerne være litteraturhenvisninger og fyldigere billedtekster.
Fotografen Lars Gundersen har gennemfotograferet 26 af villaerne og dermed får læseren en fin fornemmelse af både eksteriører og interiører.
Bogen kan anbefales til mange, inklusive Italiens-rejsende, arkitekturinteresserede og så naturligvis de mange kommunalpolitikere rundt om i kommunerne, som ikke kender til klassiske arkitekturprincipper og begrebet skønhed. Palladio er et godt sted at begynde.
Udkommer d.20.4. 2026 på forlaget Frydenlund.