Menu Luk

Peer Gynt som dansedrama på Det Kongelige Teater.

Peer Gynt som tysk, psykoanalytisk dansedrama på Det Kongelige Teater.

Anmeldt af Ulla Strømberg.

4 stjerner, hvis målet blot har været at skabe en dommedagsorienteret modern-dance-version på baggrund af historien om Ibsens romantiske fantast.

2 stjerner, hvis det er et spørgsmål om at yde Henrik Ibsens mesterværk fuld fortjeneste.

Peer Gynt. Det Kongelige Teater. 2025. Patrick Baurichter. Foto: Emilie Therese.

”Peer, du lyver” siger Mor Aase. Det er første replik på den brede scene i Skuespilhuset og heldigvis for det. Så er vi forhåbentlig på rette spor i forståelsen af figuren Peer Gynt lige fra begyndelsen. Men instruktøren Anja Behrens har sammen med scenografen Karin Gille desværre skabt et traurigt danseepos ud af Henrik Ibsens store dramatiske digt fra 1867.   En fortolkning baseret på en psykoanalytisk tilgang til digtet og titelpersonen. Helt konkret, ifølge instruktøren: Peers dødsdelirium, hvor han på dødslejet får sit liv med alle fejl og fornedrelser rullet igennem.

Peer Gynt. 2025. Det Kongelige Teater. Tegning af Claus Seidel.

1867-Peer  står stadig plantet i romantikken

”Peer Gynt” var nu slet ikke tænkt som en teatertekst fra Ibsens hånd, men skulle ”blot” være en vild og varmere pendant til det tidligere meget stramtandede digt ”Brand”.

”Peer Gynt” opnåede succes fra dag ét som litterært værk. Ni år efter blev den første teaterversion spillet i Norge.  I 1886 tog Dagmarteatret i København fat om den komplicerede tekst, som altid har appelleret til fantasifulde teaterfolk. Få år efter var der premiere i Paris, og siden har det meste af verden forstået den uregerlige Peer med den livlige fantasi iblandet et storhedsvanvid, der måtte føre til en krank skæbne.

2025

I en moderne verden ville Peer nok få en diagnose med masser af bogstaver.  Derfor er det legitimt nok, at den tyskfødte instruktør, Anja Behrens, kommer med sin version, men tekstmæssigt er der skåret så meget ind til benet, at det oprindelige værk mere end bløder. Titlen burde derfor være ændret og amputeret lidt, præcis som teksten er blevet det. Dvs. enten skulle titlen have været ”Peer” eller ”Gynt”!

Peer og dæmonerne

Figuren Peer Gynt er fortolket som ikke blot en fantast, men en person med fjendebilleder og dæmoner overalt fra de tidlige barndomsår.   Det betyder, at der ikke er så meget som et lyspunkt i historien, hvor Dansk Danseteaters dansere skaber uhyggen med Amancio Gonzalez i front som en allestedsnærværende uhyggelig bukkefigur på tåspidssko – et dødens sendebud, som hele tiden leger kispus med Peer.

Dette ”dyr” både kæmper mod Peer og dirigerer de andre dæmoner, som på et tidspunkt langsomt glider over i Dovregubbens hof, der mest af alt minder om uhyggelige væsener midt imellem vilde aber og trolde, lettere inspireret af Goyas billedverden.

 

Peer Gynt. Det Kongelige Teater. 2025. Foto: Emilie Therese.

 

I landflygtighedens vin- og lykkerus  

Ibsen skrev ”Peer Gynt” i italiensk landflygtighed i Rom, dog i selskabelig kontakt med andre nordiske kunstnere, men alligevel følte Ibsen, at netop afstanden til det hjemlige gjorde det nemmere at beskrive lokale, norske stemninger: ”Langt borte fra den tilkommende læserkreds bliver man hensynsløs” skrev Ibsen til vennen, maleren Peter Hansen i 1870 og føjede til, at det var som at skrive i en vinrus. Men, siger den gamle Ibsen-kender, Francis Bull, i forordet  til ”Peer Gynt” i ”Hundreårsutgaven” af Henrik Ibsens værker (1928): Det skal forstås som en lykkerus, en glæde over at have evnen til at digte.

Den lethed, som teksten rummer, blandet med en ustyrlig vildskab viser en dyb og nuanceret forståelse af den store eksistens. Men i Anja Behrens dybsorte version bliver Peer-portrættet næsten endimensionalt.  For der er overhovedet ikke lys. Ingenting. Scenografien har dog af og til nogle kridhvide lysende ”vinduer”, mens baggrundsbilledet det meste af tiden er en stor sort/ hvid fotostat af et kummerligt norsk landskab, dog lettere manipuleret.   Selv det mindste glimt af en 1800-tals romantisk ”helt” er borte.

 

95 minutter uden megen tekst

Der er i denne danseforestilling på ca. 95 minutter af naturlige grunde alt for meget, som ikke er med, for det meste af teksten er bortraderet for at give plads til det dystre lydbillede og de groteske bevægelser af de mærkelige væsener.  Noget er heldigvis bevaret, bl.a. åbningsreplikken og siden hen korte konfrontationer med både Mor Aase, Den Grønklædte og Solveig. Men helt centrale steder i den originale ”Peer Gynt” mangler, bl.a. scenen hvor Peer faktisk røver Solveig ved hendes eget bryllup osv.

Peer Gynt. Det Kongelige Teater. 2025. Foto: Emilie Therese.

 

Mor Aase og Peer

Da mor Aase, smukt spillet af Karen Lise Mynster, ligger på sit dødsleje, er det ikke i Peers barneseng, men i en omvendt feltseng. Dermed falder det rørende fantasiridt mod drømmeslottet Soria Moria lidt til jorden.

 

Som Peer er skuespilleren Patrick Baurichter i evig bevægelse, som var han en af danserne. Ganske imponerende spillet. Stemmemæssigt fungerer han, selv om der er langt til den romantiske helt og skurk, som ellers har kendetegnet denne charlatan på de fleste teaterscener igennem 150 år.

Peer Gynt. Det Kongelige Teater. 2025. Claus Seidel: tegning.

Der kommer lidt mere fylde på Peer, da han ankommer til Nordafrikas kyst, og scenografen Karin Gille slår sig løs med en lysende hvid pyramide, bygget af store klodser. Her liver de ellers næsten nøgne dansere også op og menneskeliggøres. De grå vadmelskostumer skiftes ud med sorte moderigtige unisex-dragter med kraftige vink til islam. Lidt for tung symbolik, mens Peer faktisk agerer som en kommende præsident i USA.

Peer Gynt. Det Kongelige Teater. 2025. Patrick Baurichter m.fl. Tegning af Claus Seidel.

Døden

Snart er der ikke langt igen. Peers succes er klaret på få minutter, Dårekiste-scenen springes over, og knappestøberen anes kun, før Peer, i en sammenkrøbet fosterstilling, nærmer sig sin egen opløsning.

 

Anja Behrens får sammen med danserne sejlet iscenesættelsen hjem, ikke mindst takket været en stor indsats fra de meget forskellige dansere og spillere med Patrick Baurichter i spidsen. Der er også interessante præstationer af Karin Heinemeier, bl.a. som den grønklædte og Elliot Crosset Hove som både Dovegubben og Haltefanden, afkommet efter Peers alliance med den grønklædte troldekvinde.

Peer Gynt. Det Kongelige Teater. 2025. Foto: Emilie Therese.

Klassikerbegrebet  

Hvis alle klassikere skal have denne behandling, er det ikke mærkeligt, at de yngste generationer har svært ved at læse komplekse tekster.  For vi skal da udfordres for at blive bedre. Det nytter ikke, at kulturinstitutioner tager det for givet, at hvis ingen eller kun få ”gider” høre på lange poetiske tekster, så må de bare skæres til og kondenseres som var al teater i dag en maggiterning-fabrik.

For få år siden fik ”Aladdin” en endnu mere hårdtslående behandling af Det Kongelige Teater.

I øvrigt var Oehlenschläger til stor inspiration for Ibsen og ikke mindst ” Peer Gynt”. Bogen ”Peer Gynt” blev udgivet på Oehlenschlägers fødselsdag, d. 14. november.

Hvis man ikke kender det oprindelige værk og ikke gennem et langt professionelt liv er vendt tilbage til  ”Peer Gynt”, bl.a. via adskillige opsætninger i Danmark, herunder også i Radioen – hvordan mon denne Peer Gynt så vil blive forstået?

Se i øvrigt den lange liste over danske ”Peer Gynt”-opsætninger i et større katalog til en udstilling på Teatermuseet i Hofteatret: ”Ibsen på Dansk (2006). Nyt Dansk Danseteater skabte også engang en “Peer Gynt” ballet.

 

Medvirkende på scenen:

Patrick Baurichter / Peer

Karen-Lise Mynster / Mor Åse

Fanny Louise Bernth / Ensembleskuespiller

Elliott Crosset Hove / Ensembleskuespiller

Karin Heinemeier / Ensembleskuespiller

Hilde Ingeborg Sandvold / Ensembledanser

Lukas Hartvig-Møller / Ensembledanser

Amancio Gonzalez / Ensembledanser

Jessica Lyall / Ensembledanser

 

 

Dramatiker: Henrik Ibsen
Iscenesættelse og bearbejdelse: Anja Behrens
Scenografi og kostumedesign: Karin Gille
Musik og lydunivers: Emil Assing Høyer
Lyddesign: Jonas Vest
Videodesign: Rasmus Kreiner
Lysdesign: Súni Joensen
Oversættelse og tekst: Søren R. Fauth
Koreografi: Anja Behrens i samarbejde med Amancio Gonzalez, Lukas Hartvig-Møller, Hilde Ingeborg Sandvold, Jessica Lyall
Cello: Cæcilie Trier

www.kglteater.dk

 

2 Comments

  1. Stig

    Tak for din anmeldelse, nu forstår jeg, hvad jeg ikke forstod og hvorfor.
    Tilskueren ved siden af mig, sov under det meste af forestillingen, og jeg forstod det.

    • Ulla

      Tak for kommentar – en gang imellem måtte teatrene godt give lidt klarere stikord til ikke mindst stærkt bearbejdede klassikere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *