Menu Luk

Peter af Farum på Folketeatret.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Peter af Farum på Folketeatret.

Velkomponeret og uhyggeligt billede af den sagnomspundne Farum-borgmester, Peter Brixtofte, der huserede i 1990erne og nullerne.

Peter af Farum. Folteatret. Jens Jørn Spottag i titelrollen. Pressefoto, ikke fra forestillingen.

Det er godt set af Folketeatret og dramatikeren  Andreas Garfield,  at der lå noget væsentligt stof gemt i den gamle bykonge Peter Brixtoftes historie.  Det blev en grum skæbne han fik, fyret som borgmester, efterfølgende 2 x 2 års fængsel for at fifle med regnskaberne, og så kan man spørge: fortjent eller uretfærdig? I øvrigt døde Peter Brixtofte som en fri, men nedbrudt mand,  i 2016, 67 år gammel.

Peter af Farum, Folketeatret. 2025. Medv.bl.a. Jens Jørn Spottag. Foto: Büro Jantzen.

Med Jens Jørn Spottag i titelrollen er stykket perfekt besat. For Spottag  ikke alene ligner den karismatiske og velbegavede politiker,  som han trasker rundt på scenen med hurtige skridt. Han udstråler også den utrolige flegma, der skal til for indimellem at illudere den mand, som faktisk havde omtanke for og interesse i sine medmennesker.

 

Peter af Farum. Folketeatret.2025. Jens Jørn Spottag, Carsten Svendsen, Tom Jensen og Henrik Lykkegaard. Tegning af Claus Seidel.

Der er kommet mange nuancer på personen, som de fleste af os kun kender fra formiddagspressen tilbage i nullerne. Det meste er med, men kun til det første synlige fald, da Brixtofte må gå af som en borgmester, der ville give sine bysbørn det meste, fra computere til sportshaller. Men finansieringen var for smart. Via salg af kommunens grunde og bygninger kom der penge i kassen, og derefter skulle der blot lejes og nybygges med overfakturering, så der også var sponsorpenge til sportsklubberne. Det var ellers en god idé med sporten for at holde ungdommen væk fra gaden.

Peter af Farum. Folketeatret.2025. Jens Jørn Spottag, Tina Gylling Mortensen og Petrine Agger. Tegning af Claus Seidel.

Tankerne var jo gode nok, ideerne stod i kø og partivennerne i kommunens  venstregruppe bakkede op det meste ad vejen. Men så var der lige de spektakulære gratisrejser for pensionister til sydens sol, og endnu værre, en ubændig hang til dyre årgangsrødvine på kommunens regning.

Peter af Farum, Folketeatret. 2025. medv.bl.a. Jens Jørn Spottag. Foto: Büro Jantzen.

Rejserne og siden rødvinen skabte opmærksomhed og blev den synlige grund til faldet, men rutsjeturen sluttede ikke, hvor forestillingen holder, retssager og domfældelse kom siden hen.

Peter af Farum, Folketeatret. 2025. Medv.bl.a. Jens Jørn Spottag. Foto: Büro Jantzen.

Med Rune David Grue som instruktør er det gedigent arbejde som tydeliggør hele den uhyggelige historie. Gode skuespillere udenom Spottag fuldender billedet af det politiske spil i kommunalpolitik: Tina Gylling Mortensen som konservativ viceborgmester, Tom Jensen som ”Lille Lars fra Venstre”   selv om han både er høj og ser godt ud og Henrik Lykkegaard i flere præcise karakterstikker.

Peter af Farum. Folketeatret.2025. Tegning af Claus Seidel.

Petrine Agger spiller eminent den sekretær, vi alle drømmer om, for hun er moder og beskytter på en gang. Også Carsten Svendsen giver en uhyggelig karakteristik af et svagt menneske, som mister alt, kone, ægteskab og til sidst livet for at løbe efter sin chefs vilde ideer. Loyalitet koster.

Peter af Farum. Folketeatret.2025. Jens Jørn Spottag. Tegning af Claus Seidel.

Scenografien ved Franciska Zahle er lidt gold, skal illudere det halvoffentlige rum, med brune vægge og lange gardiner, men måtte godt have haft flere hemmeligheder, selv om der er et par symboler nedlagt,  bl.a. i en lang bardisk med dyre vine i baggrunden.

Men hvilken interessant  og lærerig forestilling,  håber også at yngre generationer kan forstå alvoren og faresignalerne, som der altid ligger og lurer, når de drejer sig om politik – og magt.

Peter af Farum, Folketeatret. 2025. Medv.bl.a. Jens Jørn Spottag. Foto: Büro Jantzen.

Magt korrumperer og ødelægger de fleste mennesker. Det er det helt enkle udsagn og morale, der kan udledes af den velfortalte historie om Peter Brixtofte.  Man kan være tindrende godt begavet, men det hjælper ikke, når man først er blevet vant til,  at folk snakker én efter munden,  og repræsentationskontoen  altid er tilgængelig.

Varm anbefaling til alle, der vil genopfriske deres kommunalpolitiske viden!

 

Dramatiker: Andreas Garfield
Manuskriptdramaturg: Ninette Mulvad
Instruktion: Rune David Grue
Scenografi: Franciska Zahle
Realiserende scenograf: Mie Riis
Koreograf: Esa Alanne
Lyddesign: Rune David Grue og Steen Larsen
Lysdesign: Lars Schou
Medvirkende: Jens Jørn Spottag, Petrine Agger, Tom Jensen, Camilla Lau, Tina Gylling Mortensen, Ulla Vejby, Carsten Svendsen, Alexander Bryld Obaze, Sophie-Marie Jeppesen, Henrik Lykkegaard

fotos: Büro Jantzen

www.folketeatret.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *