∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Poppeas Kroning – På det Kongelige Teater.
Paradise Hotel, Hotel Romantik eller ”Poppeas Kroning”? Det kan være hip som hap, for det meste underholdning går som regel ud på at blive gift med én, der har magt – også i Monteverdis Opera fra 1643: ”Poppeas Kroning”. Nero er den efterstræbte mand ved magten, og Poppea er kvinden, der svigter sin elsker Ottone i håb om at bliv gift og nå toppen af hierarkiet ved Neros side, hvis han altså kan tage sig sammen og blive skilt fra Ottavia.
Men så munter som en tv-serie kan være, er det ikke i den nye operaopsætning på trods af, at handlingen er rykket op i århundrederne og dermed også forbi baroktidens svøbe.
For at anskueliggøre den vold og grusomhed, der ofte hersker omkring en tyran, er diverse lig drysset omkring på scenen.
Den Kongelige Operas nye ”Poppeas Kroning” vises kun få gange i denne Basel-version, og for at være ærlig, der kræves lidt af publikum. Instruktøren Christoph Marthaler og scenografen Anna Viebrock er fra den tysksprogede, intellektuelle teaterverden, hvor hver detalje, visuelt som tekstmæssigt, har betydning. Man bliver derfor nødt til (og måske modstræbende) at acceptere de gennemtænkte valg og ændringer, som tilsammen tegner et portræt af et moderne diktatur.
“Poppeas Kroning” af Monteverdi tager udgangspunkt i tiden, hvor Nero var Kejser ( år 54-68), og blev som opera opført første gang i Venedig i 1643 i Teatro SS Giovanni e Paolo. Men det visuelle er nu ført helt op til tiden omkring Mussolinis glansperiode, der sluttede i 1943. Dekorationen er kraftigt inspireret af bl.a. det fascistiske partis højborg ved Comosøen, Casa del Fascio, og ligner til forveksling et vilkårligt kvindefængsel eller mange nyere offentlige bygninger, bl.a. gangene i Operaen med hvide vægge og lidt gråt hist og her.
Musikken er derimod på smukkeste vis levendegjort efter historiske principper af Lars Ulrik Mortensen, dansk specialist i barokmusik, sammen med Concerto Copenhagens dygtige musikere.
Historien foregik i sin oprindelige form i det første århundrede e.kr. i Rom. Men Mathaler har tilføjet nogle tekster for at accentuere historien om en tyran og om magtens ulidelige tiltrækningskraft og lader flere tekster blive sagt på andre sprog.
Det komplicerer yderligere, hvis man forventer at opleve barokoperaens regelbundne opførelsespraksis, hvor sangerne skulle stå bomstille, eller næsten da. I nogle italienske småstater måtte kvinder ikke optræde. Bl.a. derfor anvendtes kastratsangere, dvs. mandsstemmer, der kunne synge de høje partier.
Det gør det heller ikke nemmere, hvis man tænker på tiden i Venedig, da de første offentlige teatre blev bygget til byens rige borgere, der måske selv var investorer. Det første teater hed San Cassiano, indvielsen var i 1637, og kun seks år efter kunne “Poppeas Kroning” opleves på endnu et nyt logeteater. For at adskille de fine borgere fra de mindre ”fine”, blev “logeteaters” struktur ”opfundet” med etagerne fulde af lukkede små balkoner/loger. Flere tusinde venetianere og tilrejsende kunne få aftenunderholdning, eller de kunne gå i teatret, og hvis kedsomheden trængte sig på, trak de blot gardinerne for og havde selskabelighed i den lille loge. Bl.a. derfor var forestillingerne og teateraftenerne lange, uden at folk klagede.
Den nye “Poppeas Kroning” er på det musikalske plan næsten “klassisk” – lige indtil de indlagte tekststykker bremser forløbet. Sangerne fortjener opmærksomhed, for de er gode, hvor flere er gengangere fra Basel, fra premieren på denne iscenesættelse i 2023 og genopsætning i 2024, bl.a. Anna Sofie von Otter som Neros forsmåede hustru.
Hun er statuarisk, klædt i sort, stramtandet og parat til at få myrdet rivalinden Poppea. Titelpersonen er til gengæld i lettere sexede og lyse kostumer.
Der er ingen helte eller ordentlige personer i denne historie, for alle vil udrydde dem, som står i vejen for lykken eller karrieren. Men netop ved at instruktøren har valgt en meget stram, ganske unaturlig og statuariske form, umenneskeliggøres alle, referencer til barokteatrets konventioner bibeholdes til en vis grænse og enhver almindelig identifikation fra scene til sal er umuliggjort. Publikum kan derfor også i dag se på det udefra, som underholdning eller snarere som et lærestykke om ondskab fremfor kærlighed, alt imens mordene planlægges og udføres.
Iscenesættelsen har fastholdt barokteatrets langsommelighed, mens sangere som statister marcherer rundt i skiftende, tidsrigtige kostumer, hvor kvinderne både kan være officersagtige eller ladylike med fine håndtasker. En enkelt mand er i dametøj som den gamle amme, og sådan er der, midt i alvoren og den politiske fortolkning om diktatorer til alle tider, også lagt små vittigheder ind.
Der er skåret og ændret, bl.a. er prologen med et par guder sprunget over, og ikke alle stemmer ligger måske der, hvor Monteverdi ønskede det i 1640erne. Men over en bred front yder sangerne det ypperste uden at overspille. Gamle Scene synes ikke at være et indlysende sted for barokmusik, men det fungerer.
Det Kongelige Teater har med denne gennemtænkte og opdaterede opera, skabt i et internationalt samarbejde, fået en lille, lidt frastødende perle, som teatret kan være stolt af. For musikken er mere end nybar, og hvis man accepterer moderniseringen og fortolkningen om den evige diktator, er alt vel godt. Dog var der flere omkring mig i teatret, der følte sig provokeret af moderniseringen, bl.a. at statister som sangere i begyndelsen, stik imod Monteverdis toner, bankede på de musegrå døre. Jeg så det som et tidligt signal fra Mathaler: “Se, jeg moderniserer og fører operaen op til vor tid!”
Men hvorfor skriver teatret ikke noget om det mangeårige samarbejde med Lars Ulrik Mortensen? Og den præcise aftale med Theater Basel? Publikum vil gerne vide alt og burde ikke skulle tage hjem og derpå google alle kunstnere for at finde ud af, hvem de er og om de var med i Basel i 2023, 2024 etc. og om den berømte instruktør. Det trykte operaprogrammet er slet ikke informativt!
Et teater bør aldrig se ned på sit publikum, der kan være og er en broget og videbegærlig flok. Et teater, som er 100 % statsstøttet, har udover kunsten også pligt til at bibringe publikum informationer og viden på bedste vis.
Komponist / Claudio Monteverdi
Dirigent/ dirigent/ Lars Ulrik Mortensen
Iscenesættelse/ Christoph Marthaler
Co-instruktør / Joachim Rathke
Librettist / Giovanni Francesco Busenello
Scenografi og kostumedesign / Anna Viebrock
Lysdesign / Cornelius Hunziker
Dramaturgi / Malte Ubenauf og Roman Reeger
Medv.
Poppea / Kerstin Avemo
Nero/ Kangmin Justin Kim
Ottavia / Anne Sofie von Otter
m.fl.
Conserto Copenhagen.
Spilles meget få gange.