∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Præsten i Vejlby som overbevisende ungdomsteater på Folketeatret.
Smukt at skue, grumt at opleve – når Folketeatret under den popsmarte betegnelse ”True Crime” lokker danske skoleelever ind for at møde Steen Steensen Blichers novelle fra 1829. Måske er det den rigtige opskrift, men det ærgrer mig altid, når klassikere skal have nye varebetegnelser for at blive konsumeret af en større mængde publikummer. Det kan udvande vor begrebsverden.
Men i denne omgang kan det tilgives, for forestillingen er så effektiv og velspillet, at den også kan opleves af folk, der både ved, hvem Steen Steensen Blicher er og måske også har interesse for dansk retshistorie.
Johannes Lilleøres mundrette transformation af novellen og Henrik Grimbäcks instruktion i scenografen af Mie Riis’ rene rum fungerer eminent. Det hele er præcist og stramt – teksten har måske lidt for mange af den for tiden moderne verfremdung-effekt: ”siger han” og skuepilleren gentager replikken en gang til – etc. Men alt forladt.
Forestillingen er så vellykket i det hvide fliserum kun med en økse, en kirkeklokke og et stort kors på væggen. Henad mod slutningen er der dog rigeligt med brun, frisk muldjord.
Rummet fungerer som en fin balance imellem århundrederne og kan synes helt moderne – som en operationsstue, hvor elementerne fra historien dissekeres. Der er nok at tage vare på, for historien, som Blicher tog afsæt i, går tilbage til en virkelig hændelse i 1600-tallet, mens novellen er fra 1800-tallet. Tillige skal det helst forståes af en gruppe unge mennesker, som kun for en kort stund har lagt mobilerne fra sig. Et fiffigt instruktørgreb giver det unge publikum en korlignende funktion som at mumle og skabe stemning. God og effektiv idé.
Historien kredser om ret og uret, for i sidste ende var det justitsmord. Den ugerning, som præsten dømmes til døden for, har han slet ikke begået, og der var intet lig. Hele historien var en grum spøg udtænkt af en ond rival til præstens datter.
Alle tre skuespillere er kraftfulde og lyser op af spilleglæde i en let silhuetagtig spillestil.
Fanny Louise Bernth er både troskyldig og handlekraftig som præstens datter, der er forelsket i den unge herredsfoged. Rolf Hansen, der ellers altid spiller hos Teatergrad, er i den grad indbegrebet af en jovial præst, der har et vildt temperament og måske ikke husker alt, hvad der er sket. Tobias Shaw spiller en person diametralt modsat præsten: en retskaffen embedsmand, der elsker sin præstedatter, men må gøre sin pligt, hvis svigerfaderen skal dømmes. At han bukker under på grund af de mange urimeligheder, viser hans retskaffenhed. Så hvilken sørgelig historie.
Den tidligere kulturminister Brian Mikkelsen, som ”opfandt” kulturkanonerne, burde være taknemlig, for ellers er der ikke kommet meget ud af det store arbejde med udvælgelse inden for adskillige genrer. Udgangspunktet var: Hvad bør et dansk skolebarn som minimum lære, vide etc. I øvrigt er kanonen inden for litteratur lige blevet ændret, og nogle nye, kvindelige forfattere er blevet tilføjet på bekostning af et par mænd, men det er en anden sag.
Den formiddag, jeg var på Folketeatret, kom de mange gymnasieelever fra København. Men det var skuffende at fornemme, at lærerne vist ikke havde hverken læst den fulde tekst med eleverne eller selv gennemtygget det undervisningsmateriale, som teatret havde udarbejdet og sendt til dem på forhånd. Håber andre gymnasieklasser har mere engagerede lærere.
Baseret på novelle af: Steen Steensen Blicher
Manuskript: Johannes Lilleøre og Henrik Grimbäck
Iscenesættelse: Henrik Grimbäck
Scenografi og kostumedesign: Mie Riis
Lysdesign: Mads Lindegaard
Lyddesign: Michael Roger Henriksen
Medvirkende: Rolf Hansen, Fanny Louise Bernth, Tobias Shaw