Kommenteret af Ulla Strømberg.
Prometheus på Nørrebro Teater.
Nørrebro Teater har fået nye chefer og dermed en ny kunstnerisk linje. ”Prometheus” er første bud og ”personlige” forestilling under de to nye ledere. Set i sammenhæng med forårets 2026’s store forestilling, ”Renaissance” med en lang række modne, kvindelige skuespillere, er ”Prometheus” nok tænkt som et ”ungdommeligt”, moderne (maskulint) bud i modsat retning. Men hver teaterproduktion må nødvendigvis opleves på egne og isolerede præmisser.
”Prometheus” er som græsk sagn ofte svær at blive klog på, selv om man som jeg har oplevet mange forskellige teatralske bud på den græske mytologi. For gudeverdenen har altid appelleret til teaterfolk med drømmen om at være underholdende eller belærende.
Svært er det at omskabe mytologien og endnu sværere at fatte, når guderne trasker ned ad Olympen for at forklare os nogle universelle sammenhænge. Men husker bl.a. ”Prometeus i saksen” – af Ernst Bruun Olsen på Betty Nansen Teatret som noget af det mere begavede teater, jeg har oplevet i lyset af den græske gudeverden.
De to brødre Rostrup, den ene instruktør, den anden scenograf, arbejder ofte sammen og seneste større produktion var både vellykket og almen, Carsten Jensens roman ”De druknede” omsat til teater på Republique.
Med ”Prometheus” er det anderledes. Ideen er såmænd klar nok. Prometheus er titan, altså ikke gud, men stjæler ilden, skaber mennesket og baner vejen for teknologi og udvikling. Det har alle lært.
Men hvad er mennesket i dag? Her hos brødrene er det en lille elegant robothund på fire ben uden ansigt, men med et skiftende lys foran. Samtidigt er der to ”mennesker” – ret enfoldige og derfor kun klædt i voksenbleer: Ja, det er rigtigt. Det ligner i hvert fald sådan noget fra ældreforsorgen og nok det mest uskønne, jeg længe har set på en scene. Mærkværdigvis er også Prometheus selv i denne helt uklædelige og simple mundering. Velartikuleret spillet af Joen Højerslev. Også Zeus, Guden, i skikkelse af Nikolai Jørgensen, står på scenen som en kæmpebaby. Han får dog en guldnarrehat på og defineres som en lallende, tåbelig, liderlig nar, der straffer Prometheus og lægger ham i lænker. Det er for meget.
Ilden, som er en vigtig ingrediens – ses på nogle tv-skærme. Så er teknikken også klaret.
Hvor gode intentioner der end kan være med den nye tekst, kommer den slet ikke til sin ret.
Nogle teatralsk nedfaldne gardiner giver dybde og gode billeder på et tidspunkt, men den valgte kostumestil står hele tiden i vejen og placerer forestillingen i kategorien ”ugly art”.
Det visuelle kan ellers hurtigt give associationer til gamle teaterforsøg og bliver dermed også noget retro. Tanken falder bl.a. på den store guru i eksperimenterende teater tilbage i 1960erne, Jerzy Grotowski, som blev en stor inspirationskilde for Odin Teatret og i øvrigt af den britiske teatermand, Peter Brook, anset for en af de store fornyere af moderne teater. Men hos ham var der en markant kropsbevidsthed og indre koncentration af både det fysiske og psykiske i skuespilleren, og publikum blev dengang reduceret til en sekundær størrelse. Det hele drejede sig om skuespilleren.
Det mangler forestillingen her, koncentration, bortset fra Joen Højerslev, hvis spil gør ham til en samlende skikkelse.
”Prometheus” er et eksperiment på linje med så meget andet og vil blive modtaget på forskellig vis afhængig af både alder, erfaring og måske også forventninger, når den græske mytologi sættes på scenen.
Nørrebro Teater har en flyer med navne på holdet, både på scenen og bagved. En lille intro til den græske gudeverden og moderne teknologi havde været en god idé til de mange unge gymnasieelever, der nok vil komme til forestillingen.
Medvirkende:
Christopher Nallo, Joen Højerslev, Nanna Finding Koppel og Nicolai Jørgensen
Instruktion: Emil Rostrup, Scenografi og kostumer: Mikkel Rostrup, Tekst: Amalie Smith, Lyddesign: Kevin Eagle Oliver, Lysdesign: Mia Jandje Willett