∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

“Prospero” hos Københavns Shakespeare Kompagni – spillet på The Deer and Rabbits Theatre i København.

Dansk teater er vidt favnende – på de større og velstøttede hovedstadsteatre kan det være en hæmsko at kunne sin Shakespeare eller Ibsen – hos KSK er det en forudsætning, at man er velbevandret i Shakespeare. Ellers bliver man hurtigt hægtet af og alternativet er, at man sidder måbende tilbage af benovelse: Så mange ord, så megen vrede.

Henrik Jandorf er en fortræffelig karakterskuespiller, og kun alt for sjældent har han på det seneste fået mulighed for at vise sit talent. Men her i denne komplicerede, nye tekst demonstrerer han et bredt register for fuld udblæsning og mere til på Københavns mindste scene: The deer and rabbits theatre i Østersøgade i København.

Han er Prospero eller måske en anden, der har taget, som han siger, skindet, huden, fra Prospero og står nu som den gamle tyran og er næsten værre, end denne var.

“Prospero” er et nyskrevet stykke af Joseph Sherlock og Sarah Dahl Hasselgren, som står bag KSK, København Shakespeare Kompagni. Det lyder ambitiøst, og er det også på et heldigvis godt, professionelt niveau.

“Prospero” bygger på Shakespeares ”Stormen”, ” The tempest”. Både figurer og ord er lånt fra Shakespeare, men rystet godt rundt sammen som i en intellektuel cocktail for feinschmeckere.

Hvorfor de to forfattere har valgt at skrive et helt nyt stykke må stå hen i det uvisse, for Shakespeares ”Stormen” er såmænd kompliceret nok  og rummer al den poesi, man kan kræve.

Shakespeares skuespil har altid virket magnetisk på teaterfolk, ikke mindst på engelske kunstnere. For der er så mange muligheder i dette  ”romantiske drama” fra 1611. Også billedkunstnere har haft fat i “Stormen”.

Mange Shakespeare-forskere har set dramaet som et testamente, hvor Shakespeare selv som magikeren, der i årevis havde brugt sin “tryllestav” (skabt teater) for folket,  nu ville gøre delvis status over virkelighed, fantasi og magi. ”Stormen” blev skrevet kun fem år før, Shakespeare  døde i 1616 og er et af de allersidste arbejder fra hans hånd.

I dette nyskrevne stykke om hovedpersonen Prospero bliver det til en figur
 sprængfuld af vrede mod omgivelserne og delvist mod den datter han skal tage vare på, selv om hun, Miranda, kun er hans proforma datter, for han er jo slet ikke Prospero, han lader som om…b

Selv skriver forfatterparret om stykket:

Inspireret af Shakespeares “Stormen” tager denne nye forestilling publikum med gennem eftervirkningerne af magtoverdragelsen.
Den undersøger hvordan mennesker undslipper undertrykkelse, og hvordan de refleksivt kan undertrykke andre. Vi udforsker forløsning og anger, arrogance og stædighed samt de dvælende spøgelser fra en tyrannisk magt.

 

Miranda er datteren og Sarah Dahl Hasselgrens spillestil er meget anderledes end Jandorfs, men en fin kontrast.  Hun er neddæmpet, først ydmyg som datteren, men efter pausen, delvist forhekset, hvor kvinden Miranda er borte og et væsen er stedfortræder. Det er ganske uhyggeligt, men fører desværre ikke mod blot en delvis konklusion. For hvad sker der med den tilsyneladende Prospero, som var på vej til et nyt liv, men nu efter pausen er blevet taget til fange. Hvem er den stærke? C aliban ( uhyret eller kannibalen), som vi ikke ser? Eller Ariel, luftguden der heller ikke materialiseres på den lille scene? De omtales, men hvordan bruger stykket dem? og hvis manikke kendte til “Stormen”, er de svære at indplacere.

Svært er det at fatte, men Henrik Jandorf navigerer på eksemplarisk vis igennem hele teksten og skifter kropsholdning og stemmeleje i et væk. Det ene moment så vred og ond, dernæst slesk, og i det næste øjeblik troede man næsten, at Jørgen Reenbergs Shylock var blevet en del af persongalleriet.

Shakespeares ”Stormen” er et svært stykke at realisere, at be-gribe, og ”Prospero” er desværre endnu mere kompliceret at gribe og finde ind til kernen i.

Det lille kælderteater er på imponerende vis omdannet til først et skibsdæk, der er smukt  og taktilt med skjulte lanterne. Efterfølgende ses en udslukt skov med blade, træstammer og jord. Meget æstetisk og imponerende gennemført. Ligeså kostumerne, og det hele er skabt af forfatterparret.

Instruktionen ved Joseph Sherlock er nok for overdimensioneret i forhold til  kælderteatrets størrelse. Det kan være farligt, når en dramatiker selv iscenesætter. Der mangler et filter.

KSK og “Prospero” fortjener afgjort et publikum, så megen kraft ud  til publikum er en sjældenhed. Men det have ikke  gjort noget, hvis stykket havde været mere fremkommeligt. For selv om man læser op på Shakespeare, er det nok allervigtigst at flappe ørerne ud og nyde selve spillet. For det er godt.  Ordene er nemlig lidt for onde efter min smag.

 

Prospero på the Deer and rabbits Theatre i København.

Københavns Shakespeare Kompagni, KSK

Instruktør

Joseph Sherlock

Scenograf

Joseph Sherlock

Kostumier

Sarah Dahl Hasselgren

Skuespiller

Henrik Jandorf, Sarah Dahl Hasselgren

Dramatiker

Joseph Sherlock og Sarah Dahl Hasselgren

www.ksk.dk

Spiller de næste uger i København.