∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Ragnarok på Den Ny Opera i Esbjerg.

Godt gået Esbjerg! Den Ny Opera er nået i hus med Wagners ”Ragnarok”.

Så lykkedes det for Den Ny Opera og ildsjælen, chefen for det hele, Lars Ole Mathiasen, at gennemføre endnu en ”Ring”.

I et berømt essay fra 1937 ”Richard Wagner og Nibelungens Ring” taler den tyske forfatter Thomas Mann om begrebet beundring. ”Hvad ville mennesket, og da først og fremmest kunstneren, være uden beundring, entusiasme, opfyldthed af, hengivenhed for noget, der ikke er ham selv, noget, der er alt for stort (…..) ”.

Selv om Thomas Manns ord her i dansk oversættelse ved Mogens Boisen er lidt svulstige, passer de fortrinligt som optakt til at beskrive, hvordan det er at få ”serveret” afslutningen på Ringen –  opleve denne opera ”Ragnarok” fra en plads på 14 række  i Musikhuset i Esbjerg. Beundring er et lille ord,  – naturligvis for Wagners værk, og i høj grad for de engagerede mennesker i Esbjerg.

For det er et imponerende projekt, der fortjener al mulig ros for både konsekvens, udholdenhed og kunstneriske niveau. Selv om nogle af kræfterne har været unge, så har Den Ny Opera igennem årene vist sig at være springbræt for flere af sangerne til en international karriere.

For nogle år siden kom den lille Esbjerg Opera også igennem Ringen, men med skiftende instruktører. I denne ombæring, som begyndte i 2017, har Kasper Wilton fået lov at gennemføre sin store vision.  Sammen med Mari i Dali som scenograf og Lars Ole Mathiasen ved podiet er der både sammenhæng, helhedstanke og konsekvens. Trekløveret har styret sikkert mod fuldendelsen med opførelsen af sidste del: ”Ragnarok”:

For hele vejen igennem har der været en økonomiseret og klog anvendelse af visuelle fif i både scenografi, lysdesign og kostumer i kombination med en vis statuarisk (wagnersk) attitude hos sangerne. Tilsammen har det skabt et harmonisk helhedsindtryk midt i den wagnerske uro og placeret det i en tid, som ingen kender. Men det gør vi alligevel, for det minder lidt om det billede, som en Agnes Slott-Møller i et lystigt øjeblik forestillede sig den europæiske middelalder.

Fra 2017 til i dag har vores nutid desværre ændret sig markant. Mange har fået et mere dystert syn på fremtiden, og måske er denne dystopi smittet af på afslutningen af ”Ragnarok” i 2025 versionen. For selvfølgelig håbede jeg på et lille lys i mørket, en tro på, at når den gamle verden gik ned, når gudeborgen stod i flammer, så fødtes nye muligheder.  Men sådan opleves Kasper Wiltons afslutning ikke:  Alberich knæler med symbolet på den døde søn, som ikke indfriede drømmene om rigdom, magt eller fremgang. Uden om er de fleste andre døde, mens Wotan er tavs tilskuer. Kun Brünnhilde ser til og forsvinder. Og så er det epos slut.  Denne slutning er helt legitim, selv om Wagners toner kunne have givet andre, mere optimistiske muligheder.

Logikken i denne version fejler ikke noget, men fremtidshåbet er svært at skimte.

Wagners ”Nibelungens Ring” er et monster, (vil jeg mene), hvor man rent moralsk skal være meget liberal for at acceptere de mange intriger, kabaler og den udbredte blodskab, som tilsyneladende beherskede den gamle verden. Samtidigt er det fra forspillet, ”Rhinguldet”, og videre til de tre operaer, ”Valkyrien”, ”Siegfried” og ”Ragnarok” ikke mindst ondskaben og volden, der hersker. Griskheden efter magt og rigdom er motivet,  mens erotiske drifter og fornuftsalliancer bliver det, der bærer eller står i vejen hele tiden.

Naturalisme og logik er det langt fra og en lineær udvikling findes heller ikke, men fordi Wagners musik er spækket med og bundet op på ledemotiver, der indvæves i hele fortællingen, fascineres man uanset afsmag for selve historien. Det er lidt paradoksalt med denne samtidige tiltrækning og afsky, der forenes i en accept af det monumentale værks uomgængelige toneverden. Beundring, som Thomas Mann skriver.

Med Trine Bastrup Møller som Brünnhilde er det en fattet kvinde, der kan føre historie til ende. Hendes stemme holder hele vejen igennem, og alle kan glæde sig over, at vi har en dansk Brünnhilde, som udlandet også har opdaget. I  år i Basel har hun med succes  sunget Brünnhilde i hele ”Ringen”, og i øvrigt været med i Esbjerg siden 2017  i andre roller.  Imponerende udvikling.

Runi Brattaberg er en færøsk bassanger med statur og stemme, der viser den sleske ondskab, som Hagen skal besidde.  Anders Kampmann som Siegfried er ny i Esbjerg og efter lidt tilløb bliver hans Siegfried uskyldsren i stemme som gestaltning.

Jens Søndergaard har været med hele vejen i forskellige barytonroller nu som Gunther og med et lidt for nært forhold til søsteren Gutrune, Cornelia Bescow

Her ses teaterinstruktøren Kasper Wilton, der i den ret enkle scenografi alligevel får skabt nogle næsten hjemlige situationer i Hagens hus, hvor onde planer udklækkes for at udslette Siegfried.

Dog er netop anden akt, som lægger op til bryllup af en eller anden grund meget symbolsk ladet rent visuelt i en helt grå farve og går fra glidende hal til balsal med et helt mandskor.

Men det er acceptabelt, fordi hele iscenesættelsen synes så gennemtænkt.

Det store, sammensatte orkester klinger fint uden at overdøve sangerne. Musikerne er som bekendt placeret på den wagnerske plads under scenen.

Alle sangere leverer på et højt niveau, hvor flere kender rummet, bl.a. Jesper Buhl som Alberich. Denne (store) dværg bliver til sidst om ikke symbolet på anger, så viser han i hvert fald en vis fortrydelse, når han tavs sidder med sin søn i armene. Et dødt barn, Hagen som barn. Alberich satte et intrigant spil i værk, som mislykkedes totalt.

Klogelig nok fortæller det gratis, vægtige program om nogle gennemgående symboler, som, hvis man ikke blev gjort opmærksom på symbolikken, måske kunne irritere.  To børn ses her i ”Ragnarok”. Både Hagen som barn og ligeså Brünnhilde. De bliver symboler på den uskyldighed, som mennesket besidder før det er voksent. Og i øvrigt i disse tider kan man ikke lade være at tænke på både uskyldige, ukrainske børn deporteret til Rusland og uskyldige, døde børn i Gaza. Der er alt for mange referencemuligheder.

Den ny Opera kom i land på værdig vis. Som tilskuer og tilhører gik man beriget med ikke munter ud af Musikhuset.  Hvor er der i øvrigt håb lige nu?

Vi ser alligevel fremad og venter som publikum på, at der også er dato på den samlede ”Ring”. Den ny Opera har skudt det til 2028. Men det er efter sigende en næsten umulig opgave at løfte med så mange sangere og flere orkestre, for et enkelt orkester kan ikke klare arbejdspresset. Men Den Ny Opera og ikke mindst det trofaste publikum fortjener det.

 

Opera i 3 akter af Richard Wagner (1813-1883)

Libretto af komponisten

Uropført 17. august 1876 i Festspilhuset i Bayreuth

Premiere på Den Ny Opera i Musikhuset Esbjerg søndag den 24. august 2025

Iscenesættelse: Kasper Wilton

Scenografi og kostumer: Marie í Dali

Lysdesign: Michael Breiner

SØNDERJYLLANDS SYMFONIORKESTER

Musikalsk ledelse: Lars Ole Mathiasen

 

Medvirkende:

Brünnhilde: Trine Bastrup Møller

Siegfried: Anders Kampmann

Hagen: Rúni Brattaberg

Gutrune / 3. Norne: Cornelia Beskow

Gunther: Jens Søndergaard

Alberich: Jesper Buhl

Waltraute / 1. Norne: Dorrotya Lang

Woglinde: Sofie Lund

Wellgunde: Francine Vis

Flosshilde / 2. Norne: Johanne Højlund

Brünnhilde-barnet: Ella Keimling Loklindt

Hagen-barnet / Bjørn: Albert Hasling Gottschau

Wotan: Jakob Næslund

www.dennyopera.dk