∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Renæssance på Nørrebro Teater.
De usynlige 10, det kunne “Renæssance” også hedde og dermed understrege temaet: Hvad sker der, når en kvinde bliver 60? Forestillingens store spørgsmål, og jeg vil næsten skrue det ind til: hvad sker der, når hun rammer de 50 år?
Hun bliver usynlig for den mandsdominerede omverden, hvor kriterierne for opmærksomhed, gennemslagskraft etc. både er såre banale og provokerende. Det siger forestillingen, og det har min lange erfaring lært mig. Og tak for at sætte spotlight på problemet. Men vil det ændre noget hos teaterdirektører og andre beslutningstagere?
Med Kamilla Wargo Brekling som både iscenesætter og den, der har samlet ordene, er turen kommet til de modne kvinder, efter bl.a. forestillinger om mænd: ”Pis”, om ældre mennesker ”Slut” og nu ”Renæssance” – derudover en lang række andre teaterproduktioner, hvor krop og ord ofte er gået op i en højere enhed, bl.a. i klassikeren ”Kvinde kend din krop”.
I Renæssance er det de ti udvalgte kvindelige skuespilleres egne historier, som har været råmaterialet til en fin mosaik.
Dyb er forestillingen ikke på tekstplanet, men velfungerende og klar. Replikkerne er stramme, selv om de garvede skuespillere sagtens ville kunne klare større tekstmæssige udfordringer. Men gode er alle på scenen og indordner sig det kollektive billede, som synes at være forestillingens mål.
Her er ikke stjernespil, som ellers måske ville kunne kaste nye teateropgaver af sig for den enkelte skuespiller. Det er ensembleteater i smukkeste forstand.
Er man selv en af de usynlige, rammer forestillingen og de forskellige emner, som der jongleres med. En række sjove, men også centrale spørgsmål og udfordringer smides ud over rampen:
Er det for sent at spare op til pension?
Jeg må have nogle yngre venner!
Hukommelsen? hvad var det nu hun hed?
Om at blive alene efter 40 års ægteskab.
Og i den muntre ende: Sex er som en badestrand uden for sæsonen.
Det er er heller ikke mærkeligt, at døden spiller en rolle, mens sygdom og familieliv er sat lidt i baggrunden til fordel for bl.a. kvindeoprør tilbage i 1970erne om ligeløn m.m.
Lidt agitation, er der også: Hvorfor ikke samles og drage mod Rusland og kræve fred af hr. Putin?
Hvert et ord fra Jannie Faurschou, Hanne Hedelund, Ulla Henningsen, Ann Hjort, Marianne Mortensen, Kirsten Olesen, Sonja Oppenhagen, Birgitte Raaberg, Pia Rosenbaum og Rikke Wölck rammer plet og synes sande.
Forestillingen har fået megen PR op til premieren, og det er ikke mærkeligt, for mange af de dygtige skuespillere har i de senere år selv måttet producere en eller to persons-forestillinger, fordi der ingen tilbud har været fra de større teaterinstitutioner. Årsagen tør man kun gisne om.
Derfor varm anbefaling, også til teaterdirektører og andre kunstneriske beslutningstagere, for det er værd at bruge et par timer på denne collage i en smuk æstetisk indpakning ved Karin Grille og koreografisk veltilrettelagt af instruktøren Kamilla Wargo Brekling med en meget stilfærdig musikalsk side af Alberte Winding & Andreas Fuglebæk. Få inspiration og genvind troen på den modne kvindes gennemslagskraft.
PS det er bevidst, at ingen af de dygtige skuespillere fremhæves. De er alle lige gode og unge af sind, som de står der i moderne sorte og grå habitter med løse silkeskjorter.
Medv:
Jannie Faurschou, Hanne Hedelund, Ulla Henningsen, Ann Hjort, Marianne Mortensen, Kirsten Olesen, Sonja Oppenhagen, Birgitte Raaberg, Pia Rosenbaum, Rikke Wölck & musiker Alice Carreri
Iscenesætter & dramatiker: Kamilla Wargo Brekling
Co-iscenesætter, koreograf & dramaturg: Karina Dichov Lund
Musik & sangtekster: Alberte Winding & Andreas Fuglebæk
Scenografi & kostumedesigner: Karin Gille
Lysdesigner: Mia Jandje Willett
Lyddesigner: Alice Carreri