∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Ricardo da Nivå – Richard Winther på Nivaagaards malerisamling.

En flot, logisk og veltilrettelagt udstilling afdækker en kompliceret og alt andet end lineær, dansk billedkunstner:  Richard Winther (1926-2007).

For at være ærlig, så har Richard Winther ikke været en kunstner, der for mig lå lige for. Dertil var han for figurativ og farvemæssigt anmassende i de seneste mange årtier. Men med udstillingen på Nivaagaard, hvor kunstnerens 100 års dag fejres, bliver det både interessant og tydeligt, hvordan han arbejdede og med hvilken seriøsitet, han gik til arbejdet.

Da han boede i Nivå i en lang og produktiv periode, fra 1966-1987, er Nivaagaards fejring helt naturlig og da museet ofte spejler klassisk kunst med nyere værker, passer det fint at drager Richard Winther frem.

Det, der kendetegner Winthers samlede værk, er en ekstrem flid og en fordybelse i den store kunsthistorie helt ud over det sædvanlige. At han samtidigt noterede meget ned, har nok været til gavn for denne retrospektive udstilling, skabt af yngre kunsthistorikere.

Richard Winters kunstneriske udtryk ændrede sig radikalt i 1960, da han begyndte at studere tibetansk sprog og filosofi, Inden da havde han været påvirket af de store internationale strømninger, som han blev konfronteret med tilbage i 1946 i Paris og tillige via en nær tilknytning til den lidt ældre maler Richard Mortensen.

Winthers omhyggelige arbejdsmetode, hvor han hele tiden fik inspiration udefra og vist arbejdede som et eksprestog, ses i mange af motiverne, som lægger sig op ad fortidens kunstnere.

Da han var  helt ung købte han værker af dem, der  i dag, i 2026, rangerer på toppen af kunsthierarkiet, Picasso, Giacometti m.fl.  og denne ”studiesamling” beholdt han hele livet og testamenterede til henholdsvis Ny Carlsberg Glyptoteket og Statens Museum for Kunst, som heldigvis nu har udlånt de små, internationale, grafiske perler.

Richard Winthers arbejdsindsats synes helt umenneskelig. Fra de små ”konkrete” værker, han skabte i 1940 og 1950erne til de fabulerende, vilde, uhyggelige malerier i de følgende årtier. De kendte motiver, som ofte ligger bag mange af værkerne, bl.a. Laokoon-gruppen og Mona Lisa, er genkendelige, men groteske  og ligeså  de store billeder med menneskemasser, der tumler rundt i universet, som var det en nordisk udgave af Det Sixtinske Kapel. Hvorfor denne groteskhed? der i  øvrigt findes hos andre samtidige,  bl.a. Svend Wiig-Hansen i en mere tøjlet form, Anders Kierkegaard og Rylander, for blot at bliver i Danmark. I dag er det naturligt at stille diagnoser, men Winther malede bare løs, mens han tænkte og forholdt sig til den store kunsthistorie.

Når jeg ser hans værker efter 1960, er det forståeligt, hvorfor det har været svært for samtiden at interessere sig for de ofte frastødende motiver. Groteske, – nærmende sig trivialkunsten i genkendelighed, men kollegaerne på Kunstakademiet sluttede op om ham, så han fik alle tilgængelige medaljer,  den livsvarige ydelse  og i øvrigt en professorat i 6 år fra 1980-1986 på Malerskolen.

I de sidst mange år holdt han sig uden for det stadigt mere kommercielle danske kunstmarked. Winther havde ikke tilknytning til et galleri og levede spartansk på fødeøen Lolland. Derved kom han til  at stå i skarp kontrast til de gamle kolleger fra tiden på eks-skolen i begyndelsen af 1960erne, bl.a. Per Kirkeby og Bjørn Nørgaard.

Winther dyrkede i en lang periode billedkunstens mestre, eksempelvis  billedhuggeren Wiedewelt, der en tid var direktør på Akademiet og som af uransagelige grunde vadede ud i Sortedamssøen og druknede. Årsagen er fortsat ubekendt i dag, mere end 200 år efter hændelsen.

Richard Winters internationale studiesamling er flot iscenesat af billedkunstneren Mie Mørkeberg, der ikke har gengivet Winthers egen totaliscenesættelse af boligen på Lolland, men blot ladet sig inspirere og transformeret Winthers univers over på Nivaagaards vægge. Mie Mørkeberg har grebet det faktum, at Winthers studiesamling blev anvendt også selv om mestrene bag i mellemtiden var blevet verdensnavne, de var fortsat blot til inspiration. Det er blevet til en flot, figurativt blomstrende og alligevel disciplineret ophængning på de dekorerede vægge af den primært grafiske samling.

Man kan synes om Richard Winthers billedverden eller ej, men udstillingen på Nivaagaard er både veldisponeret, gennemarbejdet og underbygget på bedste vis af kuratoren Søren Lund-Hansen. Et tilhørende katalog supplerer med alle nødvendige oplysninger og gode artikler.

Da Nivaagaards omkringliggende park i maj måned blomstrer med rododendron er en tur til det lille museum en rigtig god idé  – uanset om Richard Winthers billedunivers appellerer til én.

www.nivaagaard.dk