∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Romeo og Julie på Betty Nansen Teatret.
Betty Nansen Teatret har med en indbudt polsk instruktør kastet sig ud i en ungdommelig, revideret og mærkelig fortolkning af Shakespeares ”Romeo og Julie”.
Instruktøren Ewelina Marciniak er i de seneste år vist blevet anerkendt for operaiscenesættelser i bl.a. Tyskland, men har med denne bearbejdede tekstversion (og altså ikke operaen) tilsyneladende ønsket at vender rigtig mange elementer på hovedet og smide meget væk.
Teksten er klippet op, barberet ned og erstattet af nye sætninger med moderne henvisninger, bl.a. siges der delete, mens flere af de originale elementer er gemt: striden imellem to familier og først som sidst præstens brev til Romeo, den skæbnesvangre, mislykkede kommunikation, som betyder, at Romeo begår selvmord, og Julie efterfølgende ligeledes dør. Men hvorfor ikke bruge en mobiltelefon har man lyst til at sige til dem oppe på scenen, når de nu er åh så moderne og vist også tager stoffer etc.
Døden er afslutningen på 1. akt. Men det visuelle er allerede her en gang blandet gods, som er oplevet utallige gange i de seneste årtier ved ”moderne” operaiscenesættelser, hvor personerne er iklædt karakteriserende kostumer, ofte kønsmæssigt crossover eller helt byttet om. Forældrene er i tøj, der er hentet fra Bart Simpsons univers med store skipperskrækoverarme og skuldre, mens de unge mennesker bl.a. har krøllede, britiske skoleuniformer på, igen med blandet kønsspecifikation.
Hvor første del følger Shakespeares historie og de unge møder hinanden midt i al mulig anden tumult, går anden del ud af en tangent med associationer til både La Dolce Vita med et springvand ( her en Poseidon-figur) og nu kun Romeos fader og Julies moder, der i anger over at have været dårlige forældre,kryber ind i de døde børns kroppe og dermed repeterer det dobbelte selvmord. Det er da en Shakespearefortolkning, der vil noget.
Det hele er fortænkt og nogle af de nye tekstbidder havde måske været funktionsduelige i en bog om ulykkelige teenagere.
Da jeg indirekte er blevet bebrejdet at skrive kritisk om Ibsen-moderniseringer (Husets Teater), vil jeg undlade at kommentere, om det er godt eller skidt at ændre på Shakespeare, men underligt er det. Og helt, helt, helt unødvendigt – præcis som med Ibsen.
Scenografisk er det hele disharmonisk med en amphiteatralsk skoleopbygning i første del og springvand i anden del.
Skuespillerne lades i stikken, men de mange unge taler for hovedpartens vedkommende rimeligt godt. Samtidigt med at de er i klammeri, klarer de næsten at differentiere personerne. Forældrene, Özlem Saglanmak og Peter Christoffersen, synes at være på herrens mark i første del. De er nærmest uhyggeligt karikerede og dermed pinlige. Kun Signe Egholm Olsen som ammen (der blot optræder i 1. del) står på begge sine stærke, kunstneriske fødder og klarer alle skær. Men det kan ikke opveje den ekstreme ubalance, som hele forestillingen bærer præg af.
Den kunstneriske leder på Betty Nansen Teatret, Elisa Kragerup, som er en gedigen iscenesætter, burde være gået ind og rettet op på produktionen inden premieren. Og i øvrigt givet forestillingen en anden titel!
Ekstra: inden for de seneste år har “Romeo og Julie” været opført på flere danske scener, for konflikten imellem familier og dermed et ungt forelsket par i knibe, er evigt aktuel: Det Kongelige Teater, Vendsyssel Teater, Teater Møllen m.fl.
MEDVIRKENDE
Safina Coster-Waldau, Peter Christoffersen, Andreas Dissing Hyttel, Casper Kjær Jensen, Alvilda Lyneborg Lassen, Kasper Dalsgaard, Lukas Lykke, Signe Egholm Olsen, Özlem Saglanmak, Kevan Nirwan Soliman
ISCENESÆTTELSE
Ewelina Marciniak
TEKST AF
William Shakespeare og Małgorzata Czerwień
TEKST AF WILLIAM SHAKESPEARE OVERSAT AF
Niels Brunse
TEKST AF Małgorzata Czerwień OVERSAT AF
Judyta Preis, Jørgen Herman Monrad
SCENOGRAFI OG LYSDESIGN
Mirek Kaczmarek
KOSTUMEDESIGN
Julia Kornacka
KOMPONIST
Jan Duszyński
KOREOGRAFI
Mikolaj Karczewski
Koreografisk konsulent
Jeppe Kaas Vad