∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Rosenkavaleren – Det Kongelige Teater i kvindeemancipationens tegn.

Musikalsk set en fortræffelig opsætning af Richard Strauss’ svære værk, som forløses på smukkeste vis af den nye franske dirigent Marie Jacquot og hele kapellet. Også vore egne solister var på dupperne ved premieren med Gisela Stille som feltmarskalinden, Elisabeth Jansson som unge Octavian og i rollen som ingenuen: Clara Cecilie Thomsen.

Rosenkavaleren hører til en af yndlingsoperaerne hos mange musikelskere, da den indeholder så mange muligheder og i øvrigt er munter. Men operaen kan også irritere (bl.a. mig) ved sin flirten med det kokette med en bukserolle og tete a tete imellem feltmarskalinden og den 17 årige Octavian, sunget af en mezzosopran. Samtidigt balancerer den spændende  musik, skrevet omkring 1910, imellem fortidens toner og fremtidens muligheder.

Makkerparret Richard Strauss og Hugo von Hofmannsthal har haft det morsomt, da ideen udvikledes, og operaen skulle være et moderne svar på Mozarts ”Figaros Bryllup” med bukserollen Cherubino. Mozarts historie ligger vel i 1780erne, mens Strauss og co. placerede ”Rosenkavaleren” i ca. 1750, hvor dekadencen var på sit højeste, og revolutionerne endnu ikke rullede rigtigt.

“Rosenkavaleren”s historie er kendt for at vise modsætninger: gamle penge over for nye, kærlighed, der kan købes og ægte kærlighed, ungdom over for modenhed etc.  men stærkest står et kvindebillede, som hos Strauss bliver ganske nuanceret med tre vidt forskellige kvindetyper i hovedrollerne.

Det har Elisabeth Linton både udnyttet og villet gøre op med og har derfor valgt at accentuere det kvindeemancipatoriske. Lidt rigeligt håndfast er valgt et tidsmærket billede til det gennemlyste fortæppe: Krøyers børsbillede fra 1890erne med MÆND i høje hatte. Billedet er i øvrigt blevet berømt, da det blev reddet ud af den brændende børsbygning og er nu på rundtur til diverse museer efter den ulykkelige brand.

At tage kunsthistorien ind i scenografien som tidsmarkør eller fortolkningsmulighed, er en gimmick brugt mange gange i de senere år i større teaterproduktioner. Men det skal gøres bevidst og konsekvent. Så hvis børsbilledet indikerer ingenuens rige fader, der vil købe sig ind i adelen, hvem er så feltmarskalinden i en dansk kontekst? Og hvad med det morgendress med langt slæb, som hun har på i åbningsscenen, når den unge Octavian giver slip på hendes lidt for modne, kærlighedshungrende arme? Ideen har set smart ud på papiret for at kunne understrege “Det moderne Gennembrud”s kvinders maskuline modstandere, men er feltmarskalinden med på at sige farvel til glamour og penge? En programartikel banker det fast, så ingen mandlig anmelder eller tilskuer skal være i tvivl. Det her handler om den frihedssøgende kvinde / kvinder.

Selve scenografien lægger sig også op ad den måske seneste indretning af den københavnske børssal,  dvs kraftig mahogni, og stilen gentages faktisk i begge lejre, hos de gamle penge og hos de nyrige. Samme vægge. Holder det? Er i tvivl, men heldigvis er scenografien forholdsvis neddæmpet, så man skal være en pedantisk student, der bider sig fast i tegn og udtryk for at klandre  produktionen for at være i disharmoni.

Kostumerne er ok på herrerne, men vaklende hos kvinderne. Men at man i 1911 (året for operaens urpremiere) ville kræve, at den såkaldte budbringer, Rosenkavaleren, skulle være en sølvrosekavaler fra fortiden, hopper jeg ikke på.

Lad det ligge, og man må i stedet glæde sig over en helt igennem velsyngende Octavian og med en indlevelse og et smukt ydre. Ikke uden grund har Elisabeth Jansson vist sunget partiet flere steder i udlandet. Også Gisela Stille er fin, men mindre besnærende som den frodige og snart omvendte feltmarskalinde med hang til unge mænd (og status).  Mens  den unge pige, der skal indgå fornuftsægteskab for at styrke faderens anseelse, vokser hen igennem de to sidste akter.

Og så er der indbegrebet af alle skrækkelige mænd i Patrick Zielkes store skikkelse og stemme som Baron Ochs. Han er vulgær, plat, men ved, at han som adelig har – eller havde visse fordele. Og dog. Som kvinde med mange år på bagen, har jeg da mødt typen i både det 20. og måske det 21. århundrede. Men forhåbentlig har #Metoo snart renset jorden for denne skadelige dyreart. Her er han med titel, men nul penge og en ucharmerende krop. Det er en acceptabel løsning, hvis man altså ikke har sit eget indre billede af figuren, som i øvrigt synges som var det italiensk opera buffa. Men det er nok meningen i denne opsætning at understrege hans frastødende væsen og sang.

Her over for står Jens Søndergaard som den underdanige, og sleske opkomling, der vil sælge datteren for social opstigning.  Men var det sådan i København 1911?  De rige var bank- og forretningsfolk. Få år efter gik det de fleste ilde ved Landmandsbankens krak  i 1922 og siden Wall Street krisen i 1929. Men det er en anden og senere historie.

Elisabeth Linton har i kvindesagens tjeneste valgt at flytte rundt på brikkerne. Det kan være farligt, for brikkerne skal passe, men det musikalske niveau er så højt, at alt andet næsten kan være ligegyldigt.

Denne opsætning har noget iboende publikumsvenligt i sig og må kunne glæde gamle som nye operagængere, hvis de ikke begynder at næranalysere det visuelle, for det musikalske fejler ingenting Det er fremragende, og dermed er operaen langt hen ad vejen en imponerende bedrift anno 2026 i København.

Icenesættelse: Elisabeth Linton

Scenografi: Julia Hansen

Kostumedesign: Anja Vang Kragh

Lysdesign: Ulrik Gad

Dramaturg: Henrik Engelbrecht

Koreografi: Miles Hoare

Gisela Stille / Feltmarskalinden

Patrick Zielke / Baron Ochs

Elisabeth Jansson / Octavian

Jens Søndergaard / Hr. von Faninal

Clara Cecilie Thomsen / Sophie

My Johansson / Marianne Leitmetzerin

Jens Christian Tvilum / En vært, Valzacchi

m.fl.

Kor, statister

Det Kongelige Kapel.

4,5 time.

www.kglteater.dk