Menu Luk

Rosens Navn – et spil i Maribo Domkirke.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Rosens Navn – et spil i Maribo Domkirke.

Ideen er genial:  At tage filosoffen Umberto Eco’s kriminalroman ”Rosens Navn” fra 1980 og omsætte historien til et spil i Maribo Domkirke med 16 professionelle mandlige skuespillere fra øverste hylde og en gruppe af gode lokale kræfter – alle for at illudere emsige munke.

Oplevelsen er heller ikke at kimse ad: mere end tre timers diskussioner, munkesang og processioner op og ned ad kirkegulvet i den charmerende 1400 tals kirke, der er forholdsvis lys og hvidkalket indvendig, men mørk i det ydre med mørke røde sten. Kirken er bygget til Birgittinerordenen, som helt ualmindeligt gave rum til både nonner og munke, dog adskilte. En lignende kirke er Mariager Kirke, der også er bygget til Birgittinerordenen.

Rosens Navn. Maribo Domkirke. NørregadeTeatret. 2026. Kirken set udefra ved aftenstid. Foto: US.

”Rosens Navn” er egnsteater, når det er allerbedst – fantasifuldt og med ustoppelig energi for at gennemføre projektet.  Og sådan var det mange steder tilbage i 1970erne og 1980erne, hvor teatret blev ”brugt” til at oplyse, underholde og forene folk. Det var tider. Derfor er der ikke andet at gøre end at drage til Maribo inden for de næste uger og opleve dette ”lokalspil”.

Fortællingen udspiller sig i et fjerntliggende, norditaliensk munkekloster. Frank Rubæk, direktør for egnsteatret NørregadeTeatret og instruktøren bag, har selv dramatiseret den store roman med tilladelse fra Ecos arvinger og med stor støtte fra både Maribo Stift og på det økonomiske felt fra en række private fonde.

Rosens Navn. Maribo Domkirke. NørregadeTeatret. 2026. Før Forestillingen. Foto: US.

Det er næsten 20 år siden ideen begyndte at trænge sig på og blev bl.a. diskuteret med nu afdøde skuespiller og instruktør Søren Spanning.  Men kunst tager tid, og det er blot imponerende, at egnsteatret på Lolland er kommet over målstregen med de mange kutteklædte mænd og en enkelt kvinde.

Da romanen kom frem i 1980 var den en succes hen over alle landegrænser. Erindrer ikke nogen anden roman, der i den grad satte de intellektuelle som de mere åndeligt stilfærdige i fælles jubelkor. Mindre blev succesen ikke, da en storfilm med Sean Connery i hovedrollen kom i 1987. Så blev det kloster, vi hver især havde tænkt på, konkretiseret og materialiseret på lærredet. Sådan er det også i Maribo, hvor de mange glimrende mandige skuespillere holde publikum fangen på en helt ny måde.

Rosens Navn. Maribo Domkirke. NørregadeTeatret. 2026.Pressefoto.

Christian Boland er helt fortræffelig med en smuk stemme og ro i sindet som den gode William af Baskerville (med reference til  både Shakespeare og Baskerville-hunden). Preben Kristensen er den strikse abbed med naturlig autoritet, mens Waage Sandøs blinde Dorge er så uhyggelig, som han skal være, og i sidste ende også er skurken over alle!

Rosens Navn. Maribo Domkirke. NørregadeTeatret. 2026. Pressefoto.

Der er alvor og kraft i mandsstemmerne og i kropsholdningerne. De er alle som fødte ind i en ikkeeksisterende, uhyggelig munkeorden, hvor der er fysiske som abstrakte lig i lasten. Som inkvisitor passer Lars Bom også perfekt ind.

Den unge skuespiller Samuel Traum er lydefri som novicen Adso fra Melk, hvor Nis Bank Mikkelsen lægger dyb og kraftfuld stemme (på bånd) til, når Adso i høj alder fortæller rammehistorien.

Det er en fiffig idé med båndet, og Frank Rubæk har i dramatiseringen fornuftigt nok undladt den ekstra indpakning, som Umberto Eco har digtet ind om sig selv, der tilfældigvis i 1968 (ungdomsoprørets tid) faldt over et manuskript (ren fup).

Rosens Navn. Maribo Domkirke. NørregadeTeatret. 2026. Pressefoto.

Det meste af ”Rosens Navn” fortælles foran alteret i Maribo Kirke, kun et fåtal af gange fortrækkes til Prædikestolen, men så kan alle i kirken se.

Der er plads foran alteret, hvor scenografen, Søren Glad, med skiftende projektionen har skabt stemningsbilleder for at fremmane det mystiske kloster, som vi hver især nok har et billede af.

Rosens Navn. Maribo Domkirke. NørregadeTeatret. 2026. Pressefoto.

Den historie eller de historier, der fortælles foran alteret i Maribo Domkirke er især koncentreret om de fire mord og den ikke så vellykkede opklaring, som William af Baskerville egentlig skulle stå for.

Måske var det dengang ved bogens fremkomst blandingen af mystik og smålighed  i den katolske tro og inden for udvalgte munkeordner, der  tilbage i 1980 lagde den vestlige verden ned og forenede katolikker og protestanter i en fælles beundring for historien. Pointen i hele historien er i  sidste ende ordet  og skriften og skrifter og Aristoteles’ skrift om komedien, som den blinde Jorge fra Burgos/ Waage Sandø vil gøre op med. Derfor vil han skjule  det i verdens fineste og ældste bibliotek i Europa. Men mod slutningen af fortællingen brænder det hele op, og mindst fire lig kostede det. William af Baskerville må vende hjem og unge Adso gå videre.

Og titlen? Det er en anden sag:  Rosens navn, kødets lyst, personificeret i den unge kvinde, der møder Adso, men ellers sælger sin krop for føde. En biting bliver til hovedemne og titel, og det må igen anses som en dybt raffineret pointe fra den kloge Umberto Ecos side.

Rosens Navn. Maribo Domkirke. NørregadeTeatret. 2026. Ved fremkaldelserne. Foto: US.

Må varmt anbefale oplevelsen i Maribo Domkirke. Der spilles indtil slutningen af marts om aftenen.

Er man københavner, er turen lang, men oplevelsen er værd at køre efter. Det er jo uden for turistsæsonen, så der er mange billige overnatningsmuligheder på hoteller på Lolland – og så får man en tidlig forårsudflugt, der kan understrege vores interessante kulturarv med domkirker etc. Check det hele.

Rosens Navn: roman af Umberto Eco (1980). dramatiseret af Frank Rubæk.

Medv:

Kristian Boland, Samuel Traum, Preben Kristensen, Waage Sandø, Michael Moritzen, Lars Bom, Mikkel Vadsholt, Morten Hauch-Fausbøll, Bjarne Antonisen, Peter Zhelder, Peter Pilegaard, Christian Damsgaard, Peter Thieme, Mikkel Moltke Hvilsom, Nis Bank-Mikkelsen og Gracia Rios Calderon

Allan Kiemer, Kennneth Steinkraus, Poul-Erik Auchenberg, Niels Marqvorsen, Freddy Brøndum, Lars Heegaard Jensen, Mathias Gustafsson,Erik Lindstrøm, Poul-Erik Jochumsen, Michael Houbøl, Jens Ryskov Madsen, Niels Søe, Per Lohse, Jan Heilmann, Lars Boe Helweg Hansen, Christoffer Høyer-Rasmussen, Storm Hansen, Theodor Helsengren, Mads Holm Suensen

Scenografi: Søren Glad

Kostumedesign: Charlotte Stahrenberg

Lyddesign: Mikkel Nordenhoff

Lysdesign: Christian Olsen

Grafisk design: Simon Ternowitz

Korsatser: Bjørn Hyrup, Daniel Drage & Frank Rubæk

Koreograf og instruktørassistent: Heidi Scheibye

Manuskript & iscenesættelse: Frank Rubæk

Spilletid: ca. 3 time og 5 minutter inkl. Pause

NørregadeTeatret, Maribo.

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *