Kommentar af Ulla Strømberg.
Filmen anmeldes af Eva Zierau her på Kulturkupeen.
Den store, nye triumfbue og de andre nationale byggerier.
Bag om og rundt om filmen: Den nye Triumfbue.
Allerede inden den franske film: “Den Nye Triumfbue”, med et par danske skuespillere, Claes Bang og Sidse Babett Knudsen, fik dansk premiere, har der været avisskriverier i forlængelse af et radiointerview med sønnen til den danske arkitekt, Johan Otto von Spreckelsen. Senest har von Spreckelsens enke også reageret negativt på det personportræt, som filmen tegner af hendes afdøde mand.
Allerede i 2016 udkom romanen ”La Grande Arche” af Laurence Cossé (© Editions Gallimard). Bogen danner grundlaget for filmen, der i øvrigt tydeligt, før filmen er gået i gang, skriver, at alt i filmen vedrørende von Spreckelsens privatliv og dialoger med hustruen, er fiktion.
Men filmen ”Den nye Triumfbuen” er noget så usædvanligt som en vellykket spillefilm om en arkitekt og hans arbejde i løbet af 3-4 år. Det er lykkedes instruktøren, Stéphane Demoustier, at gøre filmen både beskrivende, bevægende og smertefuld, for bygningen, kuben, blev Johan Otto von Spreckelsens knuste livsdrøm, som han heller ikke nåede at se færdigbygget. For han forlod allerede i 1986 projektet og døde af en hurtigt accelererende kræftsygdom i begyndelsen af 1987.
Filmen blev vist under applaus ved Cannes Festivalen i 2025, havde dog først fransk biografpremiere for lidt over en måned siden, mens den danske premiere er sat til første juledag, dog med en række forpremierer, som har affødt debatten. Den vil jeg holde mig udenfor, da jeg kun nåede at møde den karismatiske arkitekt én gang, ved hans eneste offentlige forelæsning om projektet. Jeg optog dengang hans tale, men sendte den ikke i DR, da han døde kort tid efter, og min respekt for familien afgjorde sagen.
I slutningen af 1980erne beskæftigede jeg mig en del med de såkaldte ”Grands Projects” i Paris (dvs. før de var færdigbyggede) og det er naturligt nu at se på det samlede store nationale franske byggeprojekt, der skulle forene nationen i en fælles fejring af 200 året for den franske revolution.
For “Den nye Triumfbue” – ” La Grand Arche” var og er ikke en enlig svale, der var andre store og imponerende projekter, men ”La Grande Arche” var noget særligt, og så var arkitekten jo dansk.
Præsident Mitterrand var stærkt engageret i de nye store projekter og ikke mindst i Triumfbuen, som skulle være et symbol på fejringen, en samlende manifestation i 1989. D. 14. juli og fire dage senere blev den store bue eller kube i øvrigt officielt indviet. Dermed var et af de største byggeprojekter ført i mål.
Planlægningen
Tilbage i 1979 begyndte forberedelser til fejringen af 200 året for den store revolution. Men det var først i 1983 at der forelå en afgørelse på den åbne, anonyme konkurrence om et af trumfkortene, en ny triumfbue i Paris’ nye business kvarter, La Défense, med sigtelinje igennem den gamle akse fra den eksisterende triumfbue til Louvre.
Hvor Paris’ smukke bykerne, bortset fra den 210 meter høje Montparnasse-bygning fra ca. 1972, stadig er fri for højhuse og alene lader Eiffeltårnet knejse, havde bygherrer og arkitekter allerede fået lov at gå amok og blive himmelstræbende derude mod vest i La Défense.
Men det er ikke et sted, hvor man søger ud for at indånde fransk esprit, hverken dengang eller i dag, 36 år efter færdiggørelsen af ”La Grande Arche”.
En ”fælles” storhed
Var det for at samle nationen(?), at den daværende præsident, Giscard d’Estaing tilbage i slutningen af 1970erne begyndte på planlægningen af det kommende revolutionsjubilæum, og fandt, at det skulle fejres ved et storstilet nationalt og statsligt byggeri i hovedstaden. Det blev til beslutningen om et bredspektret byggeorgie for at sikre kulturelle og kunstneriske institutioner samt nye bygninger, der kunne rumme det stadigt voksende Finansministeriet.
Den ypperste, moderne arkitektur
Det måtte ikke være mainstream arkitektur, hvilket bl.a. kunne undgås ved direkte henvendelse til nogle ”berømte” arkitekter og ved internationale konkurrencer. For det lå i kortene hos magthaverne dengang, at nogle af de store, internationalt kendte arkitekter skulle bygge monumenter og så i øvrigt også byggeopgaver til franske stjerner.
Pyramiden ved Louvre
Et af de tidligst igangsatte byggerier blev den amerikansk/kinesiske arkitekt Peis i dag stadigt meget vellykkede glaspyramide, som danner indgangsparti til museet Louvre. Pyramiden stod færdig flere år før 1989 og i de følgende år blev Louvre moderniseret.
Musée d’Orsay
Også den gamle, fredede banegård, d’Orsay, blev tidligt i processen ombygget til det nuværende Musée d’Orsay. Bygningsmæssigt blev det en succes, Bygningens smukke ydre står intakt, men inden for blev alt bygget op af lyse stenmure. Spørgsmålet var og er, om den centralisering af de statslige kunstsamlinger i øvrigt var en god idé. For det betød bl.a., at det elskede lille museum Jeu de Paume, der havde rummet Louvres impressionistiske kunstsamling, blev tømt, og værkerne flyttet til det nyinstallerede museum. Det var og er fortsat udtryk for en kraftig statslig centralisering og styring, som dog efterfølgende (nødvendigvis) affødte nye statslige byggerier til kultursektoren rundt i den franske provins.
Operaen på Bastille pladsen
En ny stor opera, placeret på Bastille pladsen var et projekt, som hurtigt udviklede sig til en katastrofe. Der er fortalt mange skrøner om, hvordan og hvorfor netop det realiserede projekt af den canadiske arkitekt Carlos Ott, blev valgt. Men faktum er, at det fortsat er en gold og kold oplevelse at gå i den nye opera, og at foyeren umiskendeligt minder om et venteværelse ved en busholdeplads. Samtidigt har det underste del af den enorme bygningsmasse, helt nede ved gadeplan, i perioder tiltrukket sig mange hjemløse med hunde etc.
Sammenlignet med den gamle Opera Garnier, som i dag primært anvendes til ballet, er den nye opera et stort antiklimaks.
Institut du Monde Arabe
En stor glasbygning tegnet af den franske arkitekt Jean Nouvel (manden også bag DRs blå koncerthus) er bygget på kanten af 5. arr. Den nye bygning skulle danne overgang fra den gamle historiske bykerne til noget nyt, står der i flere officielle dokumenter. Ikke mindst vinduernes specielle design og funktion har gjort den ellers mainstream glasbygning speciel i arkitekturverdenen.
Det nye Nationale Bibliotek
Stadig på venstre bred, blev der få år efter placeret et nyt nationalbibliotek, også tegnet af en franske arkitekt, Dominique Perrault. Som det gik med den nye opera blev heller ikke dette byggeri en succes, hverken i folkemunde eller rent arkitektonisk. Personlig har jeg aldrig set så små og gnidrede kontorer til et fagligt personale, mens selve det store kompleks er uden attraktion og består af fire enorme ”bogstøtter”, der i realiteten ligner kedsommelige højhuse med en indre fælles, nedsænket have.
La Villette
Også uden for bykernen, men mod nordøst, er La Villette igennem årene blevet til et interessant område med flere videnskabelige institutter, et nyt musikakademi og en stor park med modernistisk bebyggelse.
Finansministeriet
Et nyt finansministerium, også udenfor den gamle bykerne og tæt på motorveje, har heller ikke skabt arkitektonisk debat. Her var baggrunden ikke kun en ydre manifestation, men en nødvendighed, da embedsværket tidligere sad i selv Louvre. For at Louvre museet kunne leve op til sine museale forpligtelser (stadig verdens mest besøgte museum) måtte de offentlige kontorer, med finansministeriets 5.000 ansatte, rykke ud af den fløj, de beboede.
Hen igennem 1990erne blev under overskriften Le grand Louvre museet renoveret og ombygget med den ikoniske pyramide som symbol på en ny tid. En dyster erkendelse her i december 2025 er dog, at Louvre og de museale rammer, efter det opsigtsvækkende tyveri af juveler for op mod 800 millioner kr., alligevel ikke var moderniseret eller sikret godt nok – eller måske var det samlede projekt slet ikke ført i mål.
Tilbage til udgangspunktet: Spreckelsens drøm
Årene har vist, at Frankrig er et splittet og broget samfund, som bl.a. bunder i Frankrig som gammel kolonistat. Men det var netop udgangspunktet for først præsident Giscard d’Estaing og siden præsident Mitterrand, da drømmen om at samle nationen via store nationale byggerier tog form.
”La grand Arche”, som projektet kom til at hedde, blev ved konkurrenceudskrivningen bl.a. udpeget til at rumme et kommunikationscenter, og den tanke greb von Spreckelsens som et symbol på bl.a. sameksistens i harmoni.
Og det var lige netop dét, Johan Otto von Spreckelsen, den danske arkitekturprofessor, havde taget udgangspunkt i, da han indleverede sit forslag anonymt blandt 400 andre.
Drømmen tog form, da han i foråret 1983 vandt den åbne konkurrence og mødte Mitterrand.
Det offentlige møde med Spreckelsen
Den eneste gang, hvor von Spreckelsen talte offentlig i Danmark om projektet, forklarede den elegante og underfundige mand om sin første indskydelse, i øvrigt en bemærkning, som også er med i spillefilmen:
”Paris har et Eiffeltårn, en ny pyramide, en klassisk triumfbue – men IKKE en kube”. I virkeligheden sagde Spreckelsen også, at han med sin kone var taget ud til La Défense, da konkurrencen blev udskrevet. De satte sig på en café og så på de ydre omgivelser. Det regnede, og alt syntes gråt. Spreckelsen greb en serviet og skitserede en kube og sagde henkastet til fruen: ”Her er så grimt, at ligegyldigt hvad jeg tegner, kan det ikke ødelægge området.”
Denne ytring er ikke med i den nye spillefilm, måske fordi det ville trække tæppet væk under franskmændenes selvforståelse, men jeg husker den tydeligt i dag, 39 år efter.
Spreckelsen vandt, og, som filmen viser, arbejdede han på projektet indtil 1986, i en fortsat positiv dialog med den franske præsident, mens bureaukratiet tog mere og mere over, og en ny regering og en politisk svækket præsident begyndte på budgetstramninger. Den store marmorbeklædte kube: 110 x 112 x 106 meter, forskudt 6,5 grader i forhold til den gamle akse, skulle bygges, men det måtte ske uden uforholdsmæssige fordyrelser.
Dansk delegation
Efter Spreckelsens død, men før færdiggørelsen af kuben, var en dansk handel- og kulturdelegation rejst til Paris, under stor bevågenhed med Den Kongelige Ballet og dyre pelse fra Birger Christensen suppleret af middag og show på Versailles. Om formiddagen samme dag stod Prins Henrik og præsident Mitterrand midt på Champs-Élysées og tog den historiske akse i øjesyn, mens der ude i La Défense stadig var byggekraner. ( en scene, som blot med andre medvirkende, findes i filmen).
Samme dag blev byggepladsen også besigtiget af den dansk/franske prins, en stolt fransk præsident og dansk presse.
I von Spreckelsens oprindelige projekt var der uden om den store kube mindre kuber (som frugter, afkom), men både denne tanke og grundidéen om et kommunikationscenter var for længst strøget af økonomiske grunde. Nu kom den store bygningsmasse til at give plads til kommerciel udlejning og placering af ministerielle kontorer i nogle af kubens mange kvadratmeter.
Om det er blevet til en turistattraktion, skal være usagt, men Kuben er fortsat smuk og har opfyldt de fleste krav, som de to franske præsidenter oprindelig opstillede. Men menneskehedens bue blev det nok ikke.
Personligt drager jeg ikke mod vest, når jeg er i Paris, men næste gang må jeg nok hellere tage derud og gense det hele.
Samtidigt er Paris som en forandret størrelse. Måske har byen mistet noget af sin sjæl, ædt op af de alt for mange turister. Samtidigt er byen i en politisk klemme med bl.a. bevægelsen ”de gule veste”, som nærmest gik i sig selv på grund af Corona, efterfulgt af store strejker og ikke mindst påvirket af de uhyggelige terrorangreb tilbage i 2015.
”Menneskehedens håb om frihed og harmoni” – sådan lød drømmen, der ikke gik i opfyldelse, men kuben står der og har skabt respekt og er blevet et ultimativt symbol på 1980erne – ikke mindst i følge flere franske skribenter.
….