∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Sabotage, velspillet ungdomsteater fra Sjællands Teater lige nu på Folketeatret.
Det er et helt igennem vellykket og sikkert også rammende portræt af en ung skolepige på 15 år. Forestillingen er oprindelig produceret af egnsteatret Sjællands Teater – og er nu heldigvis genopsat på Folketeatret. For historien synes nærmest eviggyldig i en tid, hvor kravene til de unge mennesker både er for store og for simple. Et dilemma som de fleste kender til: der kræves en masse, men har forældre, skolen og i sidste ende informationssamfundet leveret tilstrækkeligt krudt til de unge.
Alt det og meget mere tænker man på under forestillingen og glæder sig i sit stille sind over at være så gammel, at fremtiden ikke er til diskussion.
Men det er den hos unge Gry. Hun er usikker på sig selv – tæt ved at være selvhader, og synes ikke at have fået ros og kærlighed nok.
Forestillingen og herunder den klare tekst er dejlig fri for ekstra problemkomplekser som anoreksi, sociale klasseskel og bandeord. Dermed er det måske en ”metatekst”, men den fungerer eminent, så der er plads til at koncentrere sig om 15 årige Grys mentale tilstand ved den vigtige skillelinje, hvor hun skal tage stilling til sit fremtidige liv: 10. klasse eller gymnasium, eller noget tredje?
I Grys omverden er der venlighed, men hvor dybt bunder den? For der er en vis ignorance og ”sig selv nok” hos bl.a. forældrene og så de to veninder, der har fundet sammen.
Pludselig har hjerteveninden nemlig fået en endnu tættere ven, og Gry kommer i anden række. Samtidig kan hun vel det meste i skolen, men matematik har ikke været en livret, og så kommer angsten.
Derfor begynder korthuset at falde op til 9. klasses eksamen. Hvad skal hun vælge bagefter?
Der er heldigvis små vittigheder hele vejen igennem. Eksempelvis er den eneste, der har et kedeligt sprog, den guitarspillende 68-agtige lærer i lidt for stramme bluser: ”T-shirts Troels”, der tror han er smart. Og så er der lægen, der naturligvis er fra udlandet (Norge). Det er sjove detaljer, som er med til at give et nutidsbillede af dagens Danmark, hvor bl.a. danske læger bare diffunderer væk. Hvor kan man få gode råd, der er til at forstå?
Også en ”spørgeundersøgelse”: Hvad skal du være? bliver lattervækkende, for Gry får at vide, at hun kan blive ”oldfrue”. For mange år siden tog jeg en lignende test i et dameblad! Jeg var vist ærlig og har nok svaret som Gry. For resultatet blev ”oldfrue”- dvs. man kunne blive ansat på bl.a. et hotel og sikre, at stuepigerne gjorde deres arbejde. Lige der havde jeg lyst til at råbe til den ulykkelige Gry: Tab ikke modet, der er andre muligheder!
Selve iscenesættelsen er overraskende lydhør, loyal, musikalsk og munter ved Johan Klint Sandberg.
Scenen er en stor seng. Som kan bruges til det hele og ligeså et uendelige antal af dyner skabt af scenografen Anna Hanghøj Iversen.
Meget er måske set før (når man er en gammel teaterrotte), men her fungerer det optimalt. For hvor findes der ro og tryghed? I ens egen seng,
Den effektive og velsmurte iscenesættelse kører i et højt tempo som til fulde honoreres af Maria La Cour som 15 årige Gry. Hun spiller charmerende og imponerende nuanceret, mens hendes alter ego, spillet af Carla Viola Thurøe, bliver en sjov lidt genstridig modspiller, et skyggejeg, der kan sige hende i mod. Ganske raffineret.
Men Alteregoet kan ikke standse Grys vej mod afgrunden. Heldigvis foregår det meste inde i hovedet på pigen, for nok drømmer hun om at rive skolen fra hinanden og om at sabotere alt og (deraf titlen), men det bliver ved tanken. Hun er faldet sammen inden.
Forestillingen er noget af det bedste ungdomsteater, jeg længe har set. Men det er vigtigt, at publikum ikke er for unge. Da jeg så forestillingen, var det ikke mindst unge piger omkring de 16 år, der blev grebet, mens nogle 7. klasser slet ikke var nået dertil i deres liv, hvor de store spørgsmål rumsterer.
Men det skal ikke afholde mig fra at anbefale alle plus 15 år til at se forestillingen, for selv om det er en femtenårig, der falder sammen på grund af omverdenens pres, så er det jo almenmenneskeligt, hvor meget vi kan klare. Og hvor meget skal vi overhovedet klare i denne perfekthedskultur, vi lever i?
SABOTAGE
Manuskript: Josephine Eusebius efter synopsis af Marie Bjørn
Instruktion: Johan Klint Sandberg
Idé og koncept: Signe Hørmann Sørensen og Maria la Cour
Scenografi og kostumedesign: Anna Hanghøj Iversen
Lyddesign: Kevin Eagle Oliver
Lysdesign: Mie Mona Jakobsen Nielsen
Medvirkende: Maria la Cour og Carla Viola Thurøe