∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
SEX in CONCERT – en performance med Koret Ætla.
En spændende kombination af korsang, bevægelse og moderne billedæstetik, hvor titlen: sex in concert spiller på det kontrapunktiske.
Instruktøren Johan Klint Sandberg er fuld af overraskelser. For få måneder siden kunne han præsentere en både saftig og dekadent forestilling fra 1920ernes Berlin med den blide titel ”Feerne”, spillet hos Får 302. I de næste dage kan man under den provokerende og næsten-genkendelige titel ”Sex in concert” møde det mest ærbare look med en kompleks tekstside og sammenbragt musik af tre 1500-tals komponister, Marenzio, Gesualdo og Arcadelt. De gjorde det alle ud i madrigaler og er her samkomponeret med den nulevende danske komponist Matias Vestergårds toner.

Nok siger programteksten: ”en koncert om krop, sex og begær, hvor nye værker møder den italienske renæssances slibrige flerstemmige sange” – men det frivole kan nemt gå hen over hovedet på tilhøreren. En pæn del af teksten er på italiensk – og som alle ved, er det altid svært at fastholde en tekst ved korsang, uanset sprog – og dermed også teksten af danske Amalie Smith.

Men det samlede indtryk er en spændende performance med vokalensemblet Ætlas otte medlemmer, som indgår i en scenografi, der er Kjeld Abells ”Melodien der blev væk ” værdig. Et kontorlandskab, præcist så kedeligt, som de seneste årtier har skabt: otte små hvide borde med computere, blyanter og papirkurve, befolket af otte yngre, kontorklædte personer forankret rent tøjmæssigt i måske 1978.

Der sidder de, disciplinerede og synger efter noderne på skærmene og skifter placeringer af bordene, mens de tillige, indimellem, udgyder mærkelige lyde, der ellers mest høres i de små soveværelser. Det er her det eventuelt grænseoverskridende og vittige kommer ind, når lyd og billede slet ikke harmonerer. Resten er næsten som tørre følelser, der ikke når ind til benet, men det gør sangen derimod.
Blandingen er sjov, og indimellem klukler det musikbevidste publikum, for der er også en hvid bagvæg af stof, hvor sentenser projiceres op, skrevet af en tøvende skrivemaskine, der fortryder og sletter og skriver på ny.
På alle måder en vittig sammenstilling af usammenlignelige elementer som skrivebordslandskab, sangere, madrigaler, seksuelt begær og dermed også efterfølgende skuffelser.
Den ca. 70 minutter lange forestilling fornyr sig hele tiden, fordi de utålmodige sangere flytter rundt, som var de fjernstyrede robotter. Også det er sjovt og holder dampen oppe.
Det hele er så modsætningsfyldt, at man overgiver sig, men jeg ærgrede mig over ikke ved et enkelt gennemsyn at have fattet alle pointer i både tekster og sammenstillingen af madrigaler og ny musik.
Varm anbefaling!
Der spilles torsdag, fredag og søndag på Christianshavn i Beboerhuset i Dronningens gade, fra d.19.3. Se Ætlas hjemmeside og vdr. Billetter. https://billetto.dk/en/e/sex-in-concert-billetter-1871911
Ps.
Ætla gjorde sig allerede smukt bemærket for få måneder siden i den meget roste forestilling på Edison ”Kejseren af Portugalien” med Maria Rossing, hvor Ætla var bipersoner og statister. Her i ”Sex in concert” er de hovedpersoner og fortjener det.
Pss.
De tre gamle komponister er alle født i 1500 tallet. Gesualdo er tidligere herhjemme bl.a. blevet præsenteret af Bo Holten og Musica Ficte. Det understreges ofte, at Gesualdo, der tilhørte den højeste klasse i det sydlige Italien, ikke blev dømt for at myrde sin første hustru og hendes elsker – men de detaljer er ikke med i ”Sex in concert”.
Som Ætla selv skriver om forestillingen:
Fire koncerter om krop, sex og begær, hvor nye værker møder den italienske renæssances slibrige flerstemmige sange.
Med udgangspunkt i Amalie Smiths sanselige tekster skriver Matias Vestergård ny musik, der hylder og udfordrer vokalmusikken som genre. Vestergård får selskab af de gamle mestre Marenzio, Gesualdo og Arcadelt.
Koncerten iscenesættes af teater- og operainstruktør Johan Klint Sandberg.
Koncerterne performes på følgende datoer i 2026:
18. marts kl. 19.30
19. marts kl. 19.30
20. marts kl. 19.30
22. marts kl. 16
…