∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Snedronningen i Ulvedalene, Det Kongelige Teaters udendørsteater.

Flot og spektakulært show med velspillende skuespillere og eminente visuelle effekter og masser af statister. Det kan næppe gøres bedre på det ydre plan.

Da den artificielle sne begyndte at dale ned over  ”Snedronningen”s spilleplads efter pausen, havde de 3000 tilskuere dog allerede indstillet sig på det danske polarsommer. For derude i skoven var det koldt med en bidende vind denne majaften i Ulvedalene, så alt passede og gik op i en højere enhed: splintret glas, istapper på baggrundspanelerne kombineret med ild, vand, dalende sne, bidende frost og H.C. Andersens uhyggelige historie.

Essensen i ”Snedronningen ” er Snedronningens splintrede spejl og en lille splint, som uheldigvis havner i den søde Kays ene øje. Straks forvandles han og ser verden i et vredt og arrigt perspektiv, helt i tråd med Snedronningens virkelighedsopfattelse og såmænd også flere personer, vi møder på vej igennem livet.

Men Kays elskede legekammerat Gerda vil finde den forsvundne Kay i håb om, at den gode gamle ven kan vende tilbage.

Den fascinerende visualitet er bygget op af 5 flere meter høje paneler som i en uendelighed ændrer karakter for at danne den rette fortællende baggrund. Endnu engang demonstrerer scenografen Benjamin la Cour sin æstetiske og fortællende evne, nu sammen med lysdesigner Mathias Hersland, og de er en rigtig god match. Netop ved at anvende paneler og ikke en helstøbt baggrund får Dyrehavens egen natur lov at være medspillende. Godt tænkt og tindrende flot med natur og unatur i forening.

Det er en imponerende teatermaskine, som også i år kører meget velsmurt og eksemplarisk til genfortællingen af H.C. Andersens ”Snedronningen”.

Med den detailorienterede instruktør Nicolei Faber er de allerfleste skuespillere så præcise i deres rollefortolkninger, at det er en fryd. Og statister i hobetal makker ret.

Laura Skjoldborg er en stor gevinst som søde Gerda, der både er naiv, naturlig og kraftfuld. Det kan ikke spilles mere overbevisende og bevægende, når hun i lille sommerkjole løber rundt på den runde spilleplads, som også kan forvandles til en labyrintisk skulptur (måske inspireret af Richard Serras permanente installation ”The matter of time”  på Guggenheim Museum i Bilbao).

Det visuelle spiller her stilfærdigt, men markant, med og synes ikke at være en hæmsko for skuespillerne, hvor de allerfleste i den grad er velvalgte, fra Mille Lehfeldt som den iskolde dronning, Simon Mathew som syngende isdjævel, Alvin Olid Bursøe som naive Kay, mens Anton Hjejle, Christiane G. Koch og Carla Eleonora Feigenberg i flere roller både agerer, synger flot og holder dramaet kørende.

En enkel af de mange varierede scener med de barske trængsler, som Gerda skal igennem, synes vulgær og ude af trit med resten af forestillingen, både musikalsk og spillemæssigt. Det er en lang hofscene, hvor Kay er blevet forlovet med prinsessen på kongeslottet. Alt er i  skrigende gult, mens musikken ryger over i smittende disco-rytmer. Det får nogle publikummer  til at klappe med, men hører  slet ikke hjemme her og bliver et uskønt brud i Gerdas ellers interessante jagt efter den Kay, som hun engang kendte.

Det er en teatermæssig udfordring af ville dramatisere “Snedronningen”. Mange har prøvet det før, men denne version er nok den mest underholdende, jeg har oplevet, ikke mindst takket være skuespillerne, de mange statister, de fantasifulde og gennemtænkte kostumer ved Ida Marie Ellekilde og den besnærende visualitet i pagt med naturen.

I den nye dramatisering er der gjort et stort nummer ud af at viderefortolke Gerdas trængsler, men det virker søgt, at Røverpigens  bagland er kannibaler, og at der i bedste Harry-Potterstil er et djævelakademi.

For det er sammenstødet imellem de varme følelser, som Gerda udstråler i sin jagt på den forsvundne Kay,  og den iskolde og følelsesmæssigt golde verden, hun møder,  der skal få historien til at fungere.  Men hverken Kim Fupz Aakesons tekst eller Marie Koldkjær Højlunds musik synes at nå ind til kernen i historien endsige fastholde den eller løfte den. for der høres for mange skæve (halvsjove, halvplatte, moderne) replikker blandet med lidt klassisk  H.C. Andersen i teksten. Musikken er også for broget som underlægning, og især sangene bliver ligegyldige med tekster, som ikke forankres i ørerne.

Men de gode skuespillere klarer skærene med de velsyngende Mille Lehfeldt, Christiane G. Koch og Simon Mathew i spidsen.

Dramaturgisk virker det også lidt  mærkeligt, at Snedronningen er væk i lang tid, måske mere end en time – og ligeså Kay.

Udendørsteater er en svær størrelse, når der også er ambitioner om, at det intellektuelt skal gå i hak og samtidigt være familieteater ned til 8 år.  ”Snedronningen” fra H.C. Andersens hånd har det hele, det gode over for det onde, det bevidst onde over for den ubevidste, uvidende ondskab.  Ovenover det hele råder kærligheden, der som bekendt overvinder alt.

Lidt uskønt går Kim Fupz Aakeson i øvrigt i rette med H.C. Andersen i det  store souvenirprogram med mange teksttunge artikler, der faktisk bliver en hæmsko for den umiddelbare teateroplevelse.  Det samme skrev jeg for to år siden, da Kim Fups Aakeson ligeledes stod for den dramatiske tekst i Ulvedalene, og samme programredaktør skrev et hav af artikler der ”udlagde teksten”, men ikke gav konkrete oplysninger. Det har man altid brug for derude i skoven og ikke en kasse fuld af dramaturgiske og lommefilosofiske tanker.

Et godt råd: Uden program, men med tæpper, vanter og ekstra pude ( iført travesko) er Det Kongelige Teaters “Snedronningen” et overraskende flot show  at overvære, mens den intellektuelle udfordring ikke skal søges derude.

Klokken ca. 23.20 var folk glade og stolte over sig selv og ikke mindst over deres eget engagement og indsats ved at udholde kulden og gå 25 minutter hver vej igennem skoven, først i skumringen og efter forestillingen i nattemørket.  Sådan engagerer man publikum, som ovenikøbet betaler for det!

Læs mere om Ulvedale-traditionen her (citeret efter min anmeldelsen af “Ragnarok” i 2023:

For hver gang Det Kongelige Teater producerer friluftsteater i Dyrehaven skrues ambitionsniveauet op – men hvor skal det ende? Der er plads til 3.000 mennesker på stilladserne i de kendte Ulvedalene, men jeg tror, at publikum allerede er tilfredse. Der er ikke brug for mere teknik, lys eller sindrige dekorationer. Toppunktet er nået.

Det er både flot og godt, at det Kongelige Teater prøver at fastholde den tradition, som begyndte tilbage i 1910 med den danske klassiker ”Hagbarth og Signe” efterfulgt af  ”En Skærsommernatsdrøm”. Maleren og billedhuggeren J.F. Willumsen skabte to ørne på siderne af spillescenen, og københavnerne kom sejlende med ekstra indsatte både til Klampenborg, eller de benyttede jernbanen og måske hestevogne det sidste stykke.  Der var plads til 6.000 mennesker, hvoraf de 2.000 var billige ståpladser. Billetprisen på 1 kr og 2 kr var bevidst holdt på et niveau, der svarede til en biografbillet!

Traditionen fortsatte med store pauser op igennem det 20. århundrede, mens der var forestillinger næsten årligt fra 1941-1949. Så blev der igen stille for at kulminere med fuld kraft i 1996 under Kulturbyåret. Igen blev der serveret teater for de friske og kække, der ville gå den pæne spadseretur fra Klampenborg eller Fortunen. (Kilde artikel af Christina Bernsen i Elverhøj-kataloget, 1998. Forlaget Green).

Nu sker aktiviteterne i et samarbejde mellem Det Kongelige Teater, Lyngby-Taarbæk kommune og Naturstyrelsen under Staten, som står for Dyrehaven, hvor der slides hårdt på bakkerne. Samtidigt skal der nok også tages hensyn til dyrene derude.

:

 

 

Medvirkende:

Laura Skjoldborg / Gerda

Alvin Olid Bursøe / Kay / Prinsen

Mille Hoffmeyer Lehfeldt / Snedronningen

Simon Mathew / Isdjævlen

Christiane G Koch / Troldkonen / Røverkælling m.fl., Troldkonen, Røverkælling m.fl.

Carla Eleonora Feigenberg / Røverpigen m.fl., Røverpigen, drillepind m.fl.

Anton Hjejle / Rensdyr m.fl., Rensdyr, drillepind, Hofmarskal m.fl.

Tine Gotthelf / Finnekonen m.fl., Flodens dronning, Kragen, Finnekonen m.fl.

Ingeborg Meier Andersen / Danser

Oliver Melander / Danser

Rasmus Grandt / Danser

Stine Andersen / Danser

Janus Elsig / Isdjævleunge

Mads Emil Duelund Hansen / Isdjævleunge

Astrid Pauline Schmidt / Isdjævleunge

Jela Natius Abildgaard / Prinsessen m.fl.

m.fl.

 

Forfatter: H.C. Andersen

Manuskript: Kim Fupz Aakeson

Iscenesættelse: Nicolei Faber

Scenografi: Benjamin la Cour

Kostumedesign: Ida Marie Ellekilde

Koreografi: Sofie Akerø

Musik: Marie Koldkjær Højlund

Medkomponist og producer: Anders Boll

Lysdesign: Mathias Hersland

Videodesign: Benjamin la Cour

Videodesign: Ja Film

Lyddesign: Jonas Vest

Kor: USMIFKA

Korleder: Anne Louise Munch

Medkomponist/arrangør koret : Mette Nielsen

Assisterende instruktør: Manda Jønsson