Kulturkupeen

Snedronningen med Dronningen som scenograf – i Tivoli.

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Snedronningen som ballet i Tivoli.

Dronningens romantiske, senbiedermeierske livssyn manifesterer sig fint  i scenografi og kostumer i ”Snedronningen”, men desværre vil Oh Lands nykomponerende musik vist gerne ligne noget fra Disneys filmunivers.

Tivoli Balletteater træder i karakter og viser endnu en stor helaftensballet med dronningen som scenograf – dennegang suppleret af Oh Land som komponist og den russiske koreograf Yuri Possokhov bag trinene.

Det lykkes flot at fylde den meget brede (og korte) scene med liv og billeder.  Forestillingen minder om en pop-up billedbog, hvor hvert nyt billede står i tredimensioner, men når bogen lukkes, er den flad som en pandekage.

Snedronningen som Ballet med Dronning Margrethe som scenograf. Tivoli. 2019. Foto: Per Morten Abrahamsen.

I et fornuftigt tempo skifter scenerne, og eventyret folder sig ud, helt uden filosofiske bagtanker: Dramaturg og forfatter Camilla Hübbe har uden falbelader fået historien til at glide, og Possokhovs trin og fortælleglæde passer fint ind. Historien bevæger sig fra dansk idyl til mere verdensorienteret udsyn med hilsen fra scenografens side til både van Gogh, Cezanne -og forskellige blomstermalere. Sværest bliver is-scenerne, hvor forbillederne synes mere moderne og kostumerne lidt mere vulgariserede, end dronningen plejer. Men det går an, og skitserne, vist i programmet, er alt andet end vulgære.

Snedronningen som Ballet med Dronning Margrethe som scenograf. Tivoli. 2019. Foto: Per Morten Abrahamsen.

I modsætning til de tre kunstneres første samarbejde med ”Askepot” på Pantomime Teatret er det som om komponisten ikke holder trit med de to andre. Dronningens søde, visuelle københavnske univers klæ’r Possokhovs trin, som aldrig er sværere, end at danserne formår at klare udfordringerne. Her er ingen vilde ”løft”, men højst nogle flotte spring med herrernes medgørlige ben. Possokhov forstår at indordne sig forholdene hos Tivoli Balletteater. For det er ikke Bolshoy-standard og skal vel heller ikke være det.

Oh Lands komposition, som jeg først troede blot var indspillet, bliver formidlet via en mindre gruppe af Copenhagen Phil-musikere, der også går under navnet Tivoli Copenhagen Phil. Men oveni er åbnet for mikrofon og højtalere samt Fru Oh Lands stemme på bånd og hendes billede på bagvæggen.  Der ryger noget af intimiteten, og det samme sker, når Dronningens meget hyggelige, farverige kulisser og kostumer får sig en ekstra omgang i computeren.  Det kunne være helt fint, men det er som om Tivoli ikke helt har forstået udfordringerne, og et tungt rullegardin går alt for ofte ned og bryder stemningen ved sceneskift. Tag til Fredericia Teater og lær lidt om moderne teaterteknik, har man lyst til at hviske.

Snedronningen som Ballet med Dronning Margrethe som scenograf. Tivoli. 2019. Foto: Per Morten Abrahamsen.

 

”Snedronningen” er som eventyr in for tiden. En kompliceret opera har netop haft urpremiere på Det Kongelige Teater. Mange andre tyr til eventyret om Kay og Gerda, der vokser op sammen, men mister hinanden, fordi Kay lokkes af Snedronningen. Heldigvis genfinder Gerda ham, og hendes varme kærlighed smelter den issplint, som har boret sig ind i hans sjæl.  Kærligheden overvinder alt, siger eventyret og H.C. Andersen.

De allerbedste øjeblikke (takket være kostumerne) er skøjteløberscenerne i første akt, kragedansen og besøget i røverkulen i anden akt. Her er det henholdsvis kostumerne med fine vinterdragter til damerne, dansen og herrespringene, der tager over og skaber den stemning, vil alle ønsker os i december, når Tivoli er valgt som et nostalgisk frirum.

Danserne gør det fortræffeligt. Gerda, danset af Laurie Nielsen til premieren, er ikke til at stå for: henrivende og i uafbrudt vigør. Dansemæssigt er det nok ikke de store udfordringer. Og ligeså for alle andre. Fint teamwork, hvor ikke mindst herrerne får lov at kaste sig lidt rundt i semi-russerdans.

Det er flot, at vi i hovedstaden nu har et ekstra klassisk balletkompagni, men det er og bliver meget anderledes end Det Kongelige Teaters. Og det gør jo ikke spor.

En strøtanke: Dronningen burde have lov at skabe ”billeder” hen over vor guldaldertradition – og bl.a. visualisere malere som Eckersberg, Marstrand og måske ligefrem Paul Fischer, i mindre dansante tableauer.

Snedronningen som Ballet med Dronning Margrethe som scenograf. Tivoli. 2019. Foto fra fremkaldelserne. Pressefoto.

”Snedronningen” i Tivoli er god familieunderholdning og ikke spor sørgelig.  Selv fra en af de allerbageste rækker kunne jeg se det meste og glæde mig over de smukke billeder. Til gengæld gik jeg glip af premierens fornemme royale besøg, hvor prinser og prinsesser i hobetal var med forrest i salen for at hylde Dronning Margrethe. Dem kunne jeg ikke se. Men det var jo også kun denne ene aften – andre dage må man alligevel nøjes med Tivolis umådelige lysshow ude i haven og dansen på scenen.

www.tivoli.dk

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *