Kulturkupeen

Sommerserie om danske Museer, nr. 3. M/S Museet for Søfart, Helsingør.

Af Ulla Strømberg.

Sommerserie, nr. 3. M/S Museet for Søfart.

Over de næste måneder vil jeg i denne sommerserie besøge og anbefale museer i hele landet.

M/S Museet for Søfart. Se udefra. Pressefoto: Rasmus Hjortshøj.

Er man en gammel søulk eller vild med moderne arkitektur, er M/S Museet for Søfart det rette mål for en sommerudflugt.   For M/S museet for Søfart er et af de moderne museer, hvor det er svært at skille arkitekturen fra museets faglige indhold. Derfor appellerer museet til flere forskellige publikumssegmenter, som huset  ligger der ved Helsingør Havn – udenom en gammel tørdok.

(Troels Kløvedal som årets blikfang for M/S Museet for Søfart. Foto: Niels Ole Rasmussen.)

Museet åbnede i 2013 under stor medieinteresse, fordi arkitekten Bjarne Ingels og tegnestuen BIG stod bag.  Arkitekten havde fået en vild idé nogle år tidligere i forbindelse med en konkurrence, hvor opgaven lød på at lægge museet ned i tørdokken. Ingels gik dog mere radikalt til værks og foreslog, at man byggede udstillingsrummene ind under jorden med masser af vinduer ud mod dokkens autentiske mure. Så ville der være mere ”hands on” i det kommende museum. Der var vist flere, der prøvede at få Ingels’ projekt diskvalificeret, fordi det ikke opfyldte præmisserne. Men Bjarke Ingels vandt, og museet til mere end 300 millioner kroner blev over de følgende 6 år bygget, primært for private fondsmidler.

I 98 år havde søfartsinteresserede måtte lade sig nøje med nogle rum på Kronborg, hvor udstillingsrummene var lidt finurlige i al deres klassiske museumsopfattelse. Nu er det hele moderne og strømlinet,  lige fra det øjeblik, hvor man går ned ad den stejle skrå indgang for at møde en museumshop med veldesignede genstande og tøj med sømandsstriber. Hvad jeg ikke mindst vil anbefale købes dog i modsatte ende af museet, i cafeen: Tun på dåse! De er lidt dyre, men smuk er indpakningen, og smagen kan ikke være bedre.

Museet satser på særudstillinger, der skal supplere den faste udstilling. Det lyder fornuftigt, for måske er de fleste gæster en fast gruppe af mænd med hang til søen, der tager deres børn og børnebørn med.

M/S Museet for Søfart. Troels Kløvedal,  ung mand på farten.

Der har igennem årene været adskillige små særudstillinger. Denne sommers trækplaster er den nyligt afdøde Troels Kløvedal. Han var en fremragende formidler på tryk og i TV. På plakaten er  han i  små røde badebukser, mens han er ved at finde kurs på det store åbne hav. Hele to forskellige udstillinger i museet er helliget Kløvedal: KLØVEDALS LIVSREJSE med diverse plancher om hans liv og rejser – og et andet rum I TROELS’ SKATKAMMER – med skatte fra rejserne. Det er faktisk en sjov idé, for ikke mindst tidligere havde sømænd det med at købe eksotiske ting med hjem til familien.  Nogle gange det rene kitsch – andre gange måske væsentlige antikviteter.

M/S Museet for Søfart. Troels Kløvedal – tegnet af Hans Krull.

Den faste udstilling, som nogle steder ikke er ændret siden åbningen i 2013, veksler imellem seriøse og mere populistiske tilgange, eks. en montre med en filmplakat om sømænd og en anden med den folkekære Otto Brandenburg og de mange piger: ”Alle Sømænd er glade for piger….. (Måske skal man skynde sig før denne montre bliver nedtaget på grund af kønskrænkelse.)  Sømandsliv har altid været en mandeverden.

Mere alvorlige genstande og fortællinger er der ovre i den anden længe, hvor små modelskibe repræsenterer hver sin historie.  En smukt hjørne viser importerede varer, bl.a. stoffer og krukker  fra østen, og sådan kan man gå på opdagelse rundt omkring.

M/S Museet for Søfart. Foto: US.

Men det er svært at finde rundt. Meget svært.  Selv om jeg har været der flere gange, farer jeg ofte vild – og kommer til at gå forkert og dermed misse nogle udstillingsrum. Det er vigtigt at tage en grundplan med. Og man kan også blive lidt rundtosset. Hvor er man nu?

Et godt råd er at have tid nok til også at besøge Kronborg Slot.  Her er flere muligheder. I de seneste år har Slots- og Kulturstyrelsen i samarbejde med Nationalmuseet øget formidlingen over imod det meget, ja måske for familievenlige.  Dvs. at man bl.a. kan møde Hamlet, Horatio og andre personer hentet ud af William Shakespeares univers.

Kronborg Slot. Pressefoto.

Der er entre til Slottet, men gratis adgang til bastionerne og ravelinerne og herunder også den nye/gamle Von Scholtens  Ravelin, designet af Jeppe Aagaard Andersen, midt ude i havnebassinet. Det hele indgår i den samlede Kulturhavn i Helsingør.

Yderligere et besøg værd er Kulturværftets nye bygning med kommunens hovedbibliotek, en café og et par sale. Omme bagved er der madmarked.

KArmeliterklostret. !500. Helsingørs Kommune. Pressefoto.

Er man glad for historie, gemmer det smukke karmeliterkloster fra år 1500 sig kun få hundrede meter væk. Det er et besøg værd og ligeså de små gader med gamle huse.  Helsingør, M/S Museet for Søfart og Kronborg Slot. Afsted til Helsingør og husk Brostræde-isen!

www.mfs.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *