∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg
Sophie Calle: Something missing. Louisiana.
Smuk, gennemarbejdet næsten retrospektiv udstilling af og med den franske kunstner, Sophie Calle (1953).
Kvindekunst? Måske, men på højeste niveau.
Det er femten år siden Louisiana sidst viste en stor Sophie Calle udstilling. Dengang i 2010 var hun ”talk of the town” i kunstkredse efter den store installation og udstilling på Venedig-biennalen i 2007. Samme udstilling kom til Humlebæk og handlede om kærlighed og afhængighed af kærlighed og om at blive dumpet af en partner. Det var og er noget dybt menneskeligt, noget genkendeligt, men var og bliver ved med at være ganske personligt.
Sådan er det også med dele af den meget store udstilling, som Louisiana nu viser i flere afdelinger under forskellige overskrifter, helt i stil med Sophie Calle, der primært arbejder med serier.
Det mest overraskende er afdelingen, som blev vist på og inspireret af Picasso Museet i Paris. Calle var inviteret af museet og følte sig overvældet af opgaven og Picassos stærke, påtrængende mesterværker. Men da hun under Corona-epidemien kom til museet, var alle de berømte malerier dækket til med pergament.
Mødet med disse fraværsbilleder (something missing) satte noget i gang hos kunstneren og er nu en overraskende installation med affotograferinger med de rigtige titler på. Det er minimalisme og æstetisk stillingtagen på højeste niveau. Dybt inspirerende og dumdristigt.Vildt.
Hele udstillingen på Louisiana har fået titlen “Something missing”, og det kan vi vist alle skrive under på – i det nære, som i en større kontekst.
Sophie Calle er fuld af overraskelser og midt i sin franske intellektualisme ( jf. hele det 20. århundredes forskellige og stærke bevægelser som absurdismen og eksistentialismen) magter hun alligevel med sin personlige, tværkunstneriske tilgang at sige nutidsmennesker en hel del, også når billede, (foto) og ord sideordnes.
Serien om blinde er uhyggelig, fordi Calle stiller et direkte spørgsmål til 23 personer, som alle er født uden syn. “Hvad er skønhed?” Det svar hun får, skrives ned, og ordene følger portrættet.
Men har man som jeg arbejdet med radio, radioteater og radioæstetik i slutningen af det 20. århundrede, er det ikke så overraskende eller eksotisk, for DR havde tidligere et godt og ganske frugtbart samarbejde med Dansk Blindesamfund. Men på Louisianas vægge fungerer det, og serien fra 1986 på både fransk og engelsk er i øvrigt for få år siden erhvervet af museet.
Udstillingen viser mod slutningen, i det underjordiske på museet, både en installation af ufuldendte ideer og projekter samt, i et kammer for sig, overvejelser om Calle’s egen død. Er det for meget efter min smag? Ja!
Sophie Calle har i øvrigt været i Danmark i forbindelse med udstillingsåbningen og gjorde et meget sympatisk indtryk i mødet med et overraskende stort opbud af pressefolk og lign.
I modsætning til mange samtidskunstnere er Calle fortsat dybt forankret i sit personlige udgangspunkt med en markant forbindelse tilbage til forældre og opvækst og dermed i mindre grad til et større samfundsmæssigt engagement og udgangspunkt. Måske er det kun mig, der i denne tid føler, at kunstnere også bør tage stilling til den komplicerede verdenssituation, vi alle befinder os i. Måske burde kunstnerne for en stund slippe den evige selvransagelse.
Til udstillingen er kommet et katalog, Louisiana revy, med gode artikler og introduktioner. En meget underholdende artikel er skrevet af den amerikanske kunstner og musiker Laurie Anderson. Teksten tegner et vittigt billede af hele avantgardegenerationen i 1970erne i ikke mindst New York, hvor kunstnerne havde svært ved at trække grænsen imellem privatliv og offentlig fremtræden. Laurie Andersson var vist gift med Lou Reed på det tidspunkt, hvor hun alligevel “gifter” sig med Sophie Calle og en tredje kvinde – i en swedenborgiansk kirkebygning. ( Swedenborg var svensk videnskabsmand og mystiker i 1700 tallet.) Men det ville næppe være sjovt med brylluppet, hvis ikke hele verden fik det at vide?
Mine forbehold i forbindelse med det selvcentrerede skal ikke forkleine udstillingen, skabt af kurator Tine Colstrup i samarbejde med kunstneren. “Something missing” er smuk, tilgængelig og appellerende til alle, som endnu ikke er blevet helt mætte af at fortære universet set med skarpe kvindeøjne.
til og med 6.9.2026.