∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Sorte Firkant på Blaagaard Teater.
Interessant, men lidt ufærdig forestilling om det danske retssamfund – set indefra.
Egentlig er det rigtigt, når Blaagaard Teater selv kalder det for en hybrid, mens forannonceringen i det store teaterkatalog lover, at der vil blive lagt op til diskussion om etik og moral.
Sådan er det ikke med den endelige ”forestilling”, for her handler det snarere om digt og virkelighed. Med to skuespillere og 3-4 borgere/personer (den ene på bånd) blev der ikke længere stillet personlige spørgsmål: Hvad med dig, hvad vil du selv gøre? Følge reglerne eller bøje dem? Hvem vinder? Hvem taber?
Der var tilsyneladende i udgangspunktet lagt op til en diskussion om retssamfundets retfærdighed, men som det er blevet nu, er der kun én, som mener, at hun helt uden skyld kom 6 år i fængsel for at modtage pakker med forbudte stoffer, som hun i øvrigt ikke kendte til og ikke åbnede(?). Den beretning er svær at sluge, hvis man bare kende en lille smule til det danske retssamfund, hvor enhver anholdt får en beskikket advokat, der som regel går igennem ild og vand for at hjælpe den udsatte/anholdte.
De to andre personer/ borgere er mere interessante. Den unge kvinde er uforbederlig og er som aktivist gang på gang blevet anholdt, når hun sammen med andre aktivister besatte bygninger m.m. Hun ser ikke hvilke skader, hun forvolder på mennesker, der hvor hun er i aktion. Hun skal bare protestere og fortsætter.
Den yngre mand, den tredje borger, er veltalende med begge ben på jorden. Han har siddet 10 år i fængsel for at handle med stoffer. Nu har han fået en HF, en kæreste og ønsker at leve et helt normalt liv og studere. Hans historie er uhyggelig, fordi han som andre, der har været i fængsel er fanget i et nyt ”gældsfængsel”, da han skal betale tilbage, hvad han har kostet samfundet i udgifter og med renters rente. Han drømmer om at studere økonomi, og det betyder, at han om 6 år vil skylde staten ca. 2 millioner kroner og resten af sit liv slæbe rundt på sin fortid. Men man har da hørt om folk, der fik slettet deres gæld til det offentlige.
Hvis hans historie er sand, er systemet defekt. For tænkt på den offentligt ansatte kvinde, der bedrog staten for næsten 100 millioner kroner og stadig får sin pension og tænk på andre historier, man har læst om i pressen.
Den unge mands historie er forestillingens umiddelbare omdrejningspunkt. Hvis hans historie er sand, fortjener han en chance, eller han kunne blive skuespiller, så troværdig er han.
Det er som om forestillingen ikke selv kan finde ud af, hvad der er dokumentarisk- ”ægte” – og hvad der er digt, for de to skuespillere, som skal hjælpe historien på vej, er verbalt lidt svage og ikke så anderledes end ”borgerne”. Dermed synes det hele lidt skævt iscenesat, men måske er det pointen. Så kan man jo altid kalde det for hybrid-teater af frygt for at blive sat i bås.
Bag det hele står Kollektivet Samling. Teksten, der er lagt ud til de to professionelle skuespillere, kunne have været bedre. ”Borgerne” s ord er svære at greje, og spørgsmålet er, om det er improvisation hver aften – eller det er fastlagt, for så støder man jo ind i problemet professionel /amatør.
Scenebilledet er til gengæld ret genialt. Rummet er helt hvidt, men der males med grønt for at illustrere ingenting med håbets farve eller ?
I denne omgang ville jeg helst undlade stjerner, fordi ikke alle er professionelle, og teksten balancerer imellem improvisation og noget nedskrevet (?) Men jeg er blevet forment adgang som anmelder til et mindre københavnsk teater, fordi jeg netop undlod (af høflighed) at give stjerner til en Ibsen-forestilling. Derfor får Blaagaard Teater 4 små stjerner i denne omgang, men teatret må gerne arbejde videre med både tekst, skuespillere og autenticitet, når det nu hedder dokumentarisk hybridteater.
Publikum i Blaagaards Teater er ungt, vi var kun få over 30 år – men denne forestilling rammer egentlig langt ned i en almen diskussion og er ikke ueffen takket være den unge mands historie – selv om forestillingen har sine mangler og desværre slet ikke er konsekvent.
Ps. Fængselsteater er langt fra nyt: Samuel Beckett arbejdede med fanger i San Quintin Fængslet ved en iscenesættelse af ”Mens vi venter på Godot”.
Lars Norén ønskede i Sverige at arbejde med nogle livstidsfanger, men desværre begik de et dødeligt røveri under deres udgang til teaterprøverne. Og så var den idé kaput.
Igennem årene er jeg stødt på forskellige teaterprojekter, hvor fængselsindsattes historier blev fortalt. Det kan ofte være meget bevægende og give én en dårlig samvittighed på grund af samfundets ulighed.
På scenen:
- KIMMIE LIV SENNOVA
- ARIAN KASHEF
- ALEXANDER
- CAMILLA
- BIRGITTE
- YAQOUB (medvirker kun som lyd i forestillingen)
Skabt af
- Idé, casting & iscenesættelse KOLLEKTIVET SAMLING (MARIE BOYE THOMSEN & HELLE KIRSTINE EGSGAARD)
- Instruktion ASTRID LINDHARDT
- Dramatiker SONJA FERDINAND
- Komponist & lyddesign JULIE ØSTENGAARD
- Lysdesign ANNA WESTH
- Scenografassistent CARLOS MANNS
- Dramaturg RIKKE FRIGAST JAKOBSEN
- Produktions- og forestillingsleder RIKKE HAARBO
- Scenograf- og kostumeassistent MILLA MAGNDAHL
- Scenograf- og kostumeassistent JOHANNA LINDE
- Malerelev ROBIN LOOKS
- Malerelev THOR LAADAL
- Malerelev METTE DAMGAARD
- Fotograf JASKO BOBAR
- Videograf SARA JORDAN
- Fotograf ZUHAL KOCAN