Menu Luk

Stolt på Folketeatret

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Stolt på Folketeatret – en teaterkoncert.

Med et renoveret teater og en lysende forhal proklamerer Folketeatret nye tider med Mette Wolff i direktørsæde. Det er konsekvent og bliver spændende at følge.

Åbningsforestillingen ”Stolt”  passer i visualitet til de nye omgivelser:  lysende og monokrom på alle måder.

”Stolt” er en ny dansk teaterkoncert instrueret af Niels Erling, der snart sætter sig i direktørsædet på Betty Nansen Teatret. Stykket eller koncerten har tekster af Lone Hørslev og musik af Karen Muff og vil fortælle samtidshistorier om nutidsdanskere.

8 skuespillere medvirker, heraf fire garvede inden for forskellige genrer og fire yngre og mere uprøvede kræfter. Oveni Anders Stig Møller på scenen som musiker,  der skal holde fast i alle de musikalske tråde, og det gør han eksemplarisk.

Stolt. Folketeatret. 2025.Foto: Büro Jantzen.

Åbningsscenen er ret genial, et næsten skrigende hvidt, sterilt renseri, oplevet bag en glasdør, hvor alle skuespillere gå rundt, mens én mand vil ud, Niels Ellegaard.  Med alle de tricks og gebærder han som en dygtig revyskuespiller kan, er scenen sjov og genkendelig for alle. Scenen er uden ord, men vi oplever som publikum alle de gange, vi IKKE har kunnet kan åbne en s-togsdør eller lign. Vi ser på skuespillernes kamp for at komme ud, de ser på os.

Selvfølgelig går døren op og lidt efter lidt udfolder sig forskellige scener – altid med sang og musik, som desværre ikke er så iørefaldende, at det huskes bagefter.

Stolt. Folketeatret. 2025.Louise Fribo og Niels Ellegaard. Tegning af Claus Seidel.

Det handler om danskere, ja vist, og i renseriet er alle lige, ingen klasseskel, og det er heller ikke det samfundsmæssige, der trykker forestillingen og slet ikke hovedideen, som bl.a. er at indsætte forskellige ”national” -kostumer af designeren Nicolas Nybro i en teatralsk sammenhæng.

Han har tidligere i udstilling og i bog slået begrebet Folkedragt fast.  Og dragterne er skæve, sjove, men ikke overraskende. Har man fulgt udviklingen af det danske teaterkoncert-koncept siden 1994 ( Gasolin) – så ved man, at der skal kraft og fantasi til fra både scenografen og kostumierens side. Det er lykkedes tidligere hos mange og går også fint i hak her med forvoksede dynefrakker, brusende tylskjoler for til sidst at lade det hele ende i neutralt blå/sort skiundertøj.  Æstetisk, men ikke revolutionerende, endsige anderledes.

Stolt. Folketeatret. 2025.Foto: Büro Jantzen.

Nogle af teksterne og numrene går lige hjem, sjovest er “Hvidvinsvejr” med Sonja Richter og Johannes Lilleøre, begge iført farverige badekåber, som ville være et modemærke værdigt (og sikker allerede findes hos Kenzo, Missoni etc). Underspillet og kniksende synger de om bare et lille glas, og et til og et til. Her kan det voksne publikumssegment være med, et fint portræt af det spa-søgende publikum.  Perfekt og dialektisk afleveret.

Stolt. Folketeatret. 2025.Johannes Lilløre, Emma Cæcilie Kristensen og Niels Ellegaard. Tegning af Claus Seidel.

Niels Ellegaard i sjovt fiskerelateret kostume får også alt ud af sangen om fisk og kan selvfølgelig afslutte med at sige, at han er ligeglad med, at havene er døde.  Sangen præsenteres med fransk accent – eller sådan noget, det er svært at forstå pointen.

Louise Fribo, der er operasanger, får heldigvis et par numre, hvor hun kan vise sin stemmepragt.  Men ellers bliver musikken af Katrine Muff ikke opsigtvækkende. Hun har i øvrigt skrevet både sange og salmer, der i dag indgår i sangbøger.

Stolt. Folketeatret. 2025.tegning af Claus Seidel.

Heldigvis fik man ved døren udleveret et sanghæfte med alle teksterne. Det var godt, for ellers havde det været svært at følge med. Nogle tekster er sjove – bl.a. det store fælles kor om at preppe, at forberede sig på krisen. Andre sange er ikke opsigtsvækkende, og det synes som om det kræver en næsten verfremdungsteknik at hive numrene hjem – og det kan de garvede skuespillere.

Stolt. Folketeatret. 2025.Foto: Büro Jantzen.

Forestillingen er smuk at skue, sympatisk i sit budskab om mennesket og danskerne  og henvender sig vel til den aldersmæssige mellemgruppe, der ikke kun er vild med rock og de buldrende teaterkoncerter.

Kredit:

Kostumedesigner / Nicholas Nybro

Komponist / Katrine Muff

Tekst / Lone Hørslev

Iscenesætter / Niels Erling

Scenograf / Lise Marie Birch

Konsulent / Lawand Shakur Othman aka. Turkman Souljah

Musikalsk arrangør / Anders Stig Møller

Kapelmester / Anders Stig Møller

Lyddesigner / Rasmus O. Bunton

Lysdesigner/ Lars Schou

Skuespillere:

 

Niels Ellegaard, Johannes Lilleøre, Sharon Kumaraswamy, Tue Lunding, Wahid Sui, Emma Cæcilie Kristensen, Louise Fribo,  Sonja Richter.

 

2 Comments

    • Ulla

      Tak for at give din mening tilkende – det er modigt i disse tider. Jeg er faktisk lige nu udelukket fra to københavnske teatre på grund af mine anmeldelser.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *