∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg
Store damer på en lille scene, Bakkens Hvile 2026.
Der er både til gården og gaden, når de fire kvindelige veteraner på den lille bitte scene folder sig ud i de store balkjoler.
Kostymerne er en del af legen: flotte flæser, opslidsede kjoler, synlige strømpebånd og vovede vittigheder. Teksterne går flere gange over stregen eller trækkes lidt for langt ud, men også det er en del af charmen. Og i den varme, tætpakkede sal er publikum placeret på plysstole ved små borde. Alt er, som det var, og dog. Publikum er anderledes, lidt forvirrede, hvis de er nye, mens de sipper deres mixede drinks og ikke længere drikker øl. For Bakkens Hvile er serveringteater og ville næppe overleve en eftermiddag, hvis det ikke var for baren.
2026-versionen er strammet op i forhold til det foregående år og fungerer fortræffeligt på sine egne præmisser. Der er mindre småsnak, damerne ved, hvad de skal synge, og kapelmesteren, Kenneth Sichlau, er den uvurderlige musikalske navigatør hele aftenen igennem. Uden ham – intet show.
Meget er ved det gamle, fortidens frivole travere vinder fortsat over nyskrevne tekster, og de fire damer får også i år ganske markant lov til at understrege deres personlighed.
Dot Wessman er bossen i foretagendet og er fortsat den dydige, mens Ann Farholt giver fuld knald på sangene, takket være sin jazzede baggrund og glimtet i øjet, når der knejses med nakken og strudsefjeren på hovedet. Hun kan noget, der får rummet til at sitre.
Tina Grunwald giver også i år små historier fra det private, når hun synger om alle sine mænd, der vist var fusere fra start til slut. Og så er der Sus Mathiasen, som længe har været betegnet som novicen. Men nu kan hun både blinke og spille med trutmund, når moderne varianter af fortidens små sangperler serveres.
Også i år får Dots mand, politikeren Morten Messerschmidt, der står i baren, nogle ord med på vejen, skrevet vittigt af Flemming Jensen. Denne gang som et åbent brev fra Troels Lund Poulsen, der efter det dårlige folketingsvalg gerne vil lægge billet ind på at afløse Messerschmidt og stå i baren i Bakkens Hvile. Drømmen er at få flere personlige stemmer. Men hvad har han at byde på, såmænd en tur i traktoren.
Det var årets aktualitet. En rigtig sommerevy med masser af politisk satire er Bakkens Hvile ikke i år, men et nostalgisk kik ind i en verden, som ikke findes mere. ”I de gode gamle dage”, bliver der sagt nogle gange, og så tænker man nok på, at far går på arbejde, og mor gør rent og skælder ud.
Bakkens Hvile, der er 149 år gammel, fik for et par år siden statsstøtte som en kulturbevarende institution. Træbarakken står næsten som et fremmedlegeme på bakken, hvor der er rigeligt af plasticforlystelser, men heldigvis også lidt nostalgi i form af Korsbæk-bydelen, der er ved at få patina.
Vi lever i en tid, hvor meget er under forandring, og mange politikere ikke helt har forstået, at gode gamle værdier kan noget, så selv om bakkesangerinderne for min skyld gerne måtte være en smule mindre bramfri og også gerne måtte skrue ned for den totale tro på mandens tilsyneladende overlegenhed, er et besøg derude i skoven eksotisk. Måske kan det fortælle vore politikere, at man ikke altid behøver at rive ned og fjerne fortiden blot for at markere sig som “moderne”.
På Scenen: Dot Wessman, Ann Farholt, Sus Mathiasen, Tina Grunwald
Ved klaveret: Kenneth Sichlau
Nye og nyere tekster ved Flemming Jensen, Lukas Birch og Sigurd Barreth bl.a.
Gamle tekster af bl.a. Poeten, Epe, Børge og Arvind Müller og Robert Arnold.