Kulturkupeen

Stories from Europe: Crisis and Reflection – Monologer på nettet.

∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Stories from Europe: Crisis and Reflection – Monologer på nettet.

Stemmer fra Europa.

Hvordan ser livet ud i Europa under coronapandemien?

Monologer på nettet – via Det Kongelige Teater Extra:

https://kglteater.dk/xtra/digital-scenekunst/stories-from-europe/?section=9901925

Endnu et corona-krisetidstilbud. Nu fra Det Kongelige Teater og en række allierede, europæiske teatre: Dramaten i Stockholm, Thalia i Hamburg, Berliner-Ensemble i Berlin, og scener i Torino, Barcelona, Budapest samt et par byer, der ikke er blevet færdige med værkerne!

Det lyder spændende og selvfølgelig er det på nettet.

Men måske skuffer projektet lidt i al sin ærbare doku-realisme. Det er helt i orden med monologer, som heldigvis er korte (3-4  minutters varighed).Men et stillestående camera kan hurtigt blive trivielt. De fleste statements har også et umiskendeligt præg af velfriseret nyhedsradio eller dokumentarindslag i den seriøse ende. Altså ikke aftenshow her, snarere deadline-alvor.

Men og igen Men. Det er som om de seneste måneder allerede har præsenteret os for de fleste af typerne fra virkeligheden. Her er de blot fremstillet af dygtige skuespillere, der ”spiller” dramatikernes ord.  Der er i øvrigt ikke gjort noget yderligere for at kæde de i alt 15 monologer sammen. De ligger blot på stribe, så man selv kan vælge. Samtidig er de nok lidt ensidige. Mennesker, det er lidt synd for, mennesker, der ikke snyder, men prøver at gøre det så godt, de kan. Og det er netop essensen af stemningen her i corona-tiden. Vé den, der er i opposition, ikke et ondt ord om Mette F., Merkel eller for den sags skyld en Wammen, der deler ud af nogle penge, ingen ved, hvor kommer fra. Sådan er det også med denne kæde af europæiske offerstemmer. De accepterer forholdene, og vi beundrer dem.

I disse tider må man ikke være småsur, men taknemlig over at der overhovedet er nogen, der ikke bare sidder hjemme og ser netflix og modtager penge, enten i form af lønkompensation fra det offentlige eller……Stor tak til dem, der har arbejdet igennem hele krisen og nu også tak til teaterfolkene!

De to danske bidrag ligger i den gode ende og afslører afrundede personer, der rummer menneskelighed og en smule individualisme.

Stemmer fra Europa. Det Kongelige Teater. Stine Schrøder Jensen som småbørnspædagog. Pressefoto.

Hands on: Dramatiker: Lærke Sanderhoff
Skuespilleren Stine Schrøder Jensen er en børnehavepædagag, der forklarer, hvordan det var at skulle åbne en børnehave kun for en tredjedel af børnene, vaske hænder hele tiden og så i øvrigt ganske sigende at skulle forholde sig statsministerens enten gestikulerende eller foldede hænder.  Lærke Sandershoff tekst er yderst velfungerende, og Stine Schrøder Jensen, som altid er god, viser en ansvarlig pædagog, der er forvirret og ganske ulykkelig. Men faktisk burde hun være stolt, for hun yder jo noget.

 

Hvad myndighederne siger, dramatiker: Julie Petrine Glargaard
Skuespiller: Fanny Louise Bernth

En ung pige når ikke at sige rigtigt farvel til sin bedstemoder – midt under coronakrisen. Men faktisk får hun lov at besøge den døende dame på et hospice – og det er vist mere, end hvad mange andre har oplevet. Også begravelsen bliver gennemført, igen er hun måske bedre stillet end så mange andre.  Fanny Louise Bernth agerer som var hun på whats App med hele verden. Men teksten er ikke så spændstig. Kredser lidt monotont om begrebet at give et knus, at omfavne, men det synes fattigt. Døden er dybere, større.

En hel del af de udenlandske monologer, som heldigvis ikke alle er optaget i close up, men alligevel med et stillestående camera, beskæftiger dig meget om behandlersystemet i de respektive lande.  Det er relevant, men er tæt på at være klaret af nyhedsmedierne. Det psykologiske viger til fordel for en påstået dokumentarisme. Den tyske læge, der tænker og tænker, en svensk læge med en kræftpatient, der ikke må opereres på grund af krisen, og så en ”tvangsmedicineret” mand, som det hedder på politisk korrekt svensk, når man har en psykisk diagnose. Han har mistet sit job og overvejer nu at realisere en gammel drøm om et stort akvarium med mange dyre og sjældne fisk og hvad dertil hører af højt græs at gemme sig i. Der er tilløb til en velkommen absurdisme, selv om skuespilleren er ganske monoton at lytte til.

Min favorit ved siden af den danske børnehavepædagog er den italiensk taxachauffør. Måske fordi skuespilleren er ganske charmerende, og hans budskab til at tage og føle på. Han har altid været ”heldig”, så da en corona-patient sætter sig ind i hans bil, fordi ambulancen ikke er kommet, siger han pyt og ok. Ingen smalle steder her.

Men ellers er der pædagogen, og sygeplejersken og ekspedienten i et supermarked der fermstilles. Fint nok, men når vi skal se tilbage på disse måneder, er det nok snarere nyhedsmediernes strøm af statements, der overlever.

Det Kongelige Teater forklarer:

Historier fra Europa: Krise og reflektion er et samarbejde mellem ni teatre i Mitos21 – et europæisk teaternetværk, der bl.a. har til formål at undersøge og udvikle de store teaterinstitutioners rolle, funktion og værdi i det moderne samfund samt at styrke forbindelsen mellem kunstnerisk arbejde og samfundsrelevante spørgsmål af national og international karakter.

Listen over teatre og deres bidrag følger nedenfor:


Det Kongelige Teater – Hands On
Da regeringen beslutter at genåbne samfundet, får børnehavelederen til opgave at skabe en sikker tilbagevenden for børnene samtidig med, at hun skal tage sig af forældrene og personalets bekymringer midt i den globale krise.
Dramatiker: Lærke Sanderhoff
Skuespiller: Stine Schrøder Jensen

Det Kongelige Teater – Hvad myndighederne siger (Whatever the Authorities Say)
En ung kvinde, der afskæres fra at besøge sin døende farmor, reflekterer over sit tab til pandemien og sit ønske om at give sin farmor en værdig afsked.
Dramatiker: Julie Petrine Glargaard
Skuespiller: Fanny Louise Bernth

Berliner Ensemble, Berlin, Germany
 – Tvivlen (Der Zweifel /The Doubt)
Vidnesbyrd fra en læge under corona-epidemien.
Dramatiker: Michael de Ridder og Tobias Kluge (interviewpartner)
Skuespiller: Gerrit Jansen

MANGLER: Burgtheater, Wien, Østrig
En monolog baseret på en samtale med en ungarsk rengøringsassistent, der arbejder i Wien.
Skuespiller: Annamaria Lang

Dramaten, Stockholm, Sverige – Jeg er tvangsmedicineret
(I´m on Forced Medication)
En mand, der er tvangsmedicineret, mister sit job under Covid-19-krisen og får tid til at reflektere.
Dramatiker: Tanja Lorentzon/Bergman Studio
Instruktør: Nadja Weiss
Skuespiller: Omid Khansari

Dramaten, Stockholm, Sverige – Den dårligste patient (The Sickest Patient)
En patient, der er alvorligt syg af leukæmi, nægtes behandling, fordi lægerne mistænker ham for at have Covid-19.
Dramatiker:Jacob Hirdwall/Bergman Studio
Instruktør: Nadja Weiss
Skuespiller: Johan Holmberg 

Katona József Theatre, Budapest, Ungarn – Jeg gør i det mindste noget (I Am at Least Doing Something)
Frivillig under katastrofen.
Dramatiker: Tamara Török
Instruktør: Gábor Máté
Skuespiller: Dávid Vizi 

MANGLER    National Theatre, London, England – Glemte mennesker (Forgotten People)
Lederen af et bosted for sårbare voksne indser den skræmmende, nye verden, hun arbejder i og imødeser en dybt usikker fremtid.
Dramatiker: Stewart Pringle
Skuespiller: Penny Layden

Teatre Lliure, Barcelona, Spanien – Sårbare (Vulnerables)
Et vidne til pandemien I Spanien.
Dramatiker: Eduard Alejandre, Carles Fernández Giua, Eugenio Szwarcer
Instruktør: Carles Fernández Giua
Skuespiller: Eduard Alejandre

Teatro Stabile di Torino, Torino, Italien – Telefonopkaldet (The Phone Call)
Alba er telefonsælger af livsforsikringer, bor alene og har arbejdet hjemme siden nedlukningen.
Dramatiker/instruktør: Playstorm/Fausto Paravidino, Maria Teresa Beradelli, Tatjana Motta, Pier Lorenzo Pisano, Irene Petra Zani
Skuespiller: Iris Fusetti 

Teatro Stabile di Torino, Torino, Italien – Kaninburet(The Rabbit Hutch)
Salvo er en politimand, der ikke forstår, hvorfor italienerne har så svært ved at følge reglerne.
Dramatiker/instruktør: Playstorm/Fausto Paravidino, Maria Teresa Beradelli, Tatjana Motta, Pier Lorenzo Pisano og Irene Petra Zani
Skuespiller: Fausto Paravidino 

Teatro Stabile di Torino, Torino, Italien – Stenansigtet (The Stone Face)
Simone er taxachauffør. Siden gaderne blev lagt øde, holder han mere af sit arbejde. Dramatiker/instruktør: Playstorm/Fausto Paravidino, Maria Teresa Beradelli, Tatjana Motta, Pier Lorenzo Pisano og Irene Petra Zani
Skuespiller: Daniele Natali 

Thalia Theater, Hamborg, Tyskland – Rygepause (Cigarette Break)
Interview med en ansat i supermarkedet. 
Dramatiker: Emilia Heinrich/André Szymanski
Instruktør: Luca Kowalinski, Emilia Heinrich og André Szymanski
Skuespiller: André Szymanski

Thalia Theater, Hamborg, Tyskland – Frokostpause (Lunch Break)
Interview med en socialpædagog, der arbejder med sårbare unge
Dramatiker: Peter Thiers
Instruktør: Luca Kowalinski, Emilia Heinrich og Rafael Stachowiak
Skuespiller: Rafael Stachowiak 

Thalia Theater, Hamborg, Tyskland – Kaffepause (Coffee Break) 
Interview med en sygeplejerske,der arbejder på et bosted for personer med fysisk funktionsnedsættelse.
Dramatiker: Thomas Köck
Instruktør: Luca Kowalinski, Emilia Heinrich og Cathérine Seifert
Skuespiller: Cathérine Seifert 

Stories from Europe: Crisis and Reflection – Monologer på nettet.

3 stjerner

Anmeldelse af Ulla Strømberg

Stemmer fra Europa.

Hvordan ser livet ud i Europa under coronapandemien?

Monologer på nettet – via Det Kongelige Teater Extra:

https://kglteater.dk/xtra/digital-scenekunst/stories-from-europe/?section=9901925

 

Endnu et corona-krisetidstilbud. Nu fra Det Kongelige Teater og en række allierede, europæiske teatre: Dramaten i Stockholm, Thalia i Hamburg, Berliner-Ensemble i Berlin, og scener i Torino, Barcelona, Budapest samt et par byer, der ikke er blevet færdige med værkerne!

Det lyder spændende og selvfølgelig er det på nettet.  

Men måske skuffer projektet lidt i al sin ærbare doku-realisme. Det er helt i orden med monologer, som heldigvis er korte (3-4  minutters varighed).Men et stillestående camera kan hurtigt blive trivielt. De fleste statements har også et umiskendeligt præg af velfriseret nyhedsradio eller dokumentarindslag i den seriøse ende. Altså ikke aftenshow her, snarere deadline-alvor.

Men og igen Men. Det er som om de seneste måneder allerede har præsenteret os for de fleste af typerne fra virkeligheden. Her er de blot fremstillet af dygtige skuespillere, der ”spiller” dramatikernes ord.  Der er i øvrigt ikke gjort noget yderligere for at kæde de i alt 15 monologer sammen. De ligger blot på stribe, så man selv kan vælge. Samtidig er de nok lidt ensidige. Mennesker, det er lidt synd for, mennesker, der ikke snyder, men prøver at gøre det så godt, de kan. Og det er netop essensen af stemningen her i corona-tiden. Vé den, der er i opposition, ikke et ondt ord om Mette F, Merkel eller for den sags skyld en Vammen, der deler ud af nogle penge, ingen ved, hvor kommer fra. Sådan er det også med denne kæde af europæiske offerstemmer. De accepterer forholdene, og vi beundrer dem.  

I disse tider må man ikke være småsur, men taknemlig over at der overhovedet er nogen, der ikke bare sidder hjemme og ser netflix og modtager penge, enten i form af lønkompensation fra det offentlige eller……Stor tak til dem, der har arbejdet igennem hele krisen og nu også tak til teaterfolkene!

De to danske bidrag ligger i den gode ende og afslører afrundede personer, der rummer menneskelighed og en smule individualisme.

Hands on: Dramatiker: Lærke Sanderhoff
Skuespilleren Stine Schrøder Jensen er en børnehavepædagag, der forklarer, hvordan det var at skulle åbne en børnehave kun for en tredjedel af børnene, vaske hænder hele tiden og så i øvrigt ganske sigende at skulle forholde sig statsministerens enten gestikulerende eller foldede hænder.  Lærke Sandershoff tekst er yderst velfungerende, og Stine Schrøder Jensen, som altid er god, viser en ansvarlig pædagog, der er forvirret og ganske ulykkelig. Men faktisk burde hun være stolt, for hun yder jo noget.

 

Hvad myndighederne siger, dramatiker: Julie Petrine Glargaard
Skuespiller: Fanny Louise Bernth

En ung pige når ikke at sige rigtigt farvel til sin bedstemoder – midt under coronakrisen. Men faktisk får hun lov at besøge den døende dame på et hospice – og det er vist mere end hvad mange andre har oplevet. Også begravelsen bliver gennemført, igen er hun måske bedre stillet end så mange andre.  Fanny Louise Bernth agerer som var hun på whats App med hele verden. Men teksten er ikke så spændstig. Kredser lidt monotont om begrebet at give et knus, at omfavne, men det synes fattigt. Døden er dybere, større.

En hel del af de udenlandske monologer, som heldigvis ikke alle er optaget i close up, men alligevel med et stillestående camera, kredser meget om behandlersystemet i de respektive lande.  Det er relevant, men er tæt på at være klaret af nyhedsmedierne. Det psykologiske viger til fordel for en påstået dokumentarisme. Den tyske læge, der tænker og tænker, en svensk læge med en kræftpatient, der ikke må opereres på grund af krisen, og så en ”tvangsmedicineret” mand, som det hedder på politisk korrekt svensk, når man har en psykisk diagnose. Han har mistet sit job og overvejer nu at realisere en gammel drøm om et stort akvarium med mange dyre og sjældne fisk og hvad dertil hører af højt græs at gemme sig i. Der er tilløb til en velkommen absurdisme, selv om skuespilleren er ganske monoton at lytte til.  

Min favorit ved siden af den danske børnehavepædagog er den italiensk taxachauffør. Måske fordi skuespilleren er ganske charmerende, og hans budskab til at tage og føle på. Han har altid været ”heldig”, så da en corona-patient sætter sig ind i hans bil, fordi ambulancen ikke er kommet, siger han pyt og ok. Ingen smalle steder her. 

Men ellers er der pædagogen, og sygeplejersken og ekspedienten i et supermarked der fermstilles. Fint nok, men når vi skal se tilbage på disse måneder, er det nok snarere nyhedsmediernes strøm af statements, der overlever. 

Det Kongelige Teater forklarer:

Historier fra Europa: Krise og reflektion er et samarbejde mellem ni teatre i Mitos21 – et europæisk teaternetværk, der bl.a. har til formål at undersøge og udvikle de store teaterinstitutioners rolle, funktion og værdi i det moderne samfund samt at styrke forbindelsen mellem kunstnerisk arbejde og samfundsrelevante spørgsmål af national og international karakter.

Listen over teatre og deres bidrag følger nedenfor:


Det Kongelige Teater – Hands On
Da regeringen beslutter at genåbne samfundet, får børnehavelederen til opgave at skabe en sikker tilbagevenden for børnene samtidig med, at hun skal tage sig af forældrene og personalets bekymringer midt i den globale krise.
Dramatiker: Lærke Sanderhoff
Skuespiller: Stine Schrøder Jensen

Det Kongelige Teater – Hvad myndighederne siger (Whatever the Authorities Say)
En ung kvinde, der afskæres fra at besøge sin døende farmor, reflekterer over sit tab til pandemien og sit ønske om at give sin farmor en værdig afsked.
Dramatiker: Julie Petrine Glargaard
Skuespiller: Fanny Louise Bernth

Berliner Ensemble, Berlin, Germany
 – Tvivlen (Der Zweifel /The Doubt)
Vidnesbyrd fra en læge under corona-epidemien.
Dramatiker: Michael de Ridder og Tobias Kluge (interviewpartner)
Skuespiller: Gerrit Jansen

MANGLER: Burgtheater, Wien, Østrig
En monolog baseret på en samtale med en ungarsk rengøringsassistent, der arbejder i Wien.
Skuespiller: Annamaria Lang

Dramaten, Stockholm, Sverige – Jeg er tvangsmedicineret
(I´m on Forced Medication)
En mand, der er tvangsmedicineret, mister sit job under Covid-19-krisen og får tid til at reflektere.
Dramatiker: Tanja Lorentzon/Bergman Studio
Instruktør: Nadja Weiss
Skuespiller: Omid Khansari

Dramaten, Stockholm, Sverige – Den dårligste patient (The Sickest Patient)
En patient, der er alvorligt syg af leukæmi, nægtes behandling, fordi lægerne mistænker ham for at have Covid-19.
Dramatiker:Jacob Hirdwall/Bergman Studio
Instruktør: Nadja Weiss
Skuespiller: Johan Holmberg 

Katona József Theatre, Budapest, Ungarn – Jeg gør i det mindste noget (I Am at Least Doing Something)
Frivillig under katastrofen.
Dramatiker: Tamara Török
Instruktør: Gábor Máté
Skuespiller: Dávid Vizi 

MANGLER    National Theatre, London, England – Glemte mennesker (Forgotten People)
Lederen af et bosted for sårbare voksne indser den skræmmende, nye verden, hun arbejder i og imødeser en dybt usikker fremtid.
Dramatiker: Stewart Pringle
Skuespiller: Penny Layden

Teatre Lliure, Barcelona, Spanien – Sårbare (Vulnerables)
Et vidne til pandemien I Spanien.
Dramatiker: Eduard Alejandre, Carles Fernández Giua, Eugenio Szwarcer
Instruktør: Carles Fernández Giua
Skuespiller: Eduard Alejandre

Teatro Stabile di Torino, Torino, Italien – Telefonopkaldet (The Phone Call)
Alba er telefonsælger af livsforsikringer, bor alene og har arbejdet hjemme siden nedlukningen.
Dramatiker/instruktør: Playstorm/Fausto Paravidino, Maria Teresa Beradelli, Tatjana Motta, Pier Lorenzo Pisano, Irene Petra Zani
Skuespiller: Iris Fusetti 

Teatro Stabile di Torino, Torino, Italien – Kaninburet(The Rabbit Hutch)
Salvo er en politimand, der ikke forstår, hvorfor italienerne har så svært ved at følge reglerne.
Dramatiker/instruktør: Playstorm/Fausto Paravidino, Maria Teresa Beradelli, Tatjana Motta, Pier Lorenzo Pisano og Irene Petra Zani
Skuespiller: Fausto Paravidino 

Teatro Stabile di Torino, Torino, Italien – Stenansigtet (The Stone Face)
Simone er taxachauffør. Siden gaderne blev lagt øde, holder han mere af sit arbejde. Dramatiker/instruktør: Playstorm/Fausto Paravidino, Maria Teresa Beradelli, Tatjana Motta, Pier Lorenzo Pisano og Irene Petra Zani
Skuespiller: Daniele Natali 

Thalia Theater, Hamborg, Tyskland – Rygepause (Cigarette Break)
Interview med en ansat i supermarkedet. 
Dramatiker: Emilia Heinrich/André Szymanski
Instruktør: Luca Kowalinski, Emilia Heinrich og André Szymanski
Skuespiller: André Szymanski

Thalia Theater, Hamborg, Tyskland – Frokostpause (Lunch Break)
Interview med en socialpædagog, der arbejder med sårbare unge
Dramatiker: Peter Thiers
Instruktør: Luca Kowalinski, Emilia Heinrich og Rafael Stachowiak
Skuespiller: Rafael Stachowiak 

Thalia Theater, Hamborg, Tyskland – Kaffepause (Coffee Break) 
Interview med en sygeplejerske,der arbejder på et bosted for personer med fysisk funktionsnedsættelse.
Dramatiker: Thomas Köck
Instruktør: Luca Kowalinski, Emilia Heinrich og Cathérine Seifert
Skuespiller: Cathérine Seifert 

www.kglteater.dk

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *