∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
”Sukker” på Mungo Park.
A,B, C: aborter, bandeord og en callgirl, der ikke siger nej.
Moderne portræt af to yngre kvinder, der vokser op sammen, men mentalt går hver sin vej. Visuelt er det flot at skue, men teksten er simpelthen for grov.
Forventningerne er store: Sukker og Caribien, Så er ens tanker straks henledt på 1700- og 1800-tallets danske slaveejere på øerne i Dansk Vestindien. Men ”Sukker” er en nutidig fortælling, dog med en enkel eller tre henvisninger til gamle, danske slavetraditioner.
”Sukker” er dog en kompleks forestilling, hvis man vil prøve at forstå den, men samtidigt er den på visse punkter lidt for nem at afvise. Teatrets direktør, Anna Malzer, har haft barselsorlov, men er nu tilbage på mere end fuld kraft som både direktør, dramatiker og instruktør bag ”Sukker”. I en introduktionstekst betegnes ”Sukker” som auto-fiktion. Det gør ikke analysen nemmere, at fortælleren hedder Anna og har valgt teatervejen.
Iscenesættelsen af de tre skuespillere er moderne, effektiv og langt hen ad vejen i stand til at fastholde de mange løse ender, men noget står i vejen.
Sproget er desværre så irriterende (og unødvendigt simpelt) med et uendelig antal ”fuck”. Der er faktisk så mange, at de vil være umulige at tælle, kun dramaturgen burde have kommenteret antallet under skabelsesprocessen.
Jeg mindes ikke, at der hverken nu eller for 10-20 år siden blev talt et lignende sprog i Danmark, hvor handlingen tager sit udspring, men jeg erindrer et skuespil af David Mamet: ”Glengarry Glenn Ross”, som jeg så på Broadway i 1984 (senere spillet på Bristol Teatret og i 1992 filmatiseret med en stjernerække af amerikanske skuespillere). Jeg forstod meget lidt dengang, for hver sætning, måske hvert tredje ord var FUCK fra de mandlige ejendomsmæglere.
Sproget tager desværre i ”Sukker” alt for meget opmærksomhed. Det er synd, for ”Sukker” er ikke mindst en almen historie om to veninder, der mødes som skolebørn, vokser op sammen og på den hårde måde og uden opsyn bliver alt for erfarne i hinandens selskab. De er meget avancerede, men heldigvis er det næppe ”naturalisme”. Jeg satser på, at det meste er fiktion og surrealisme.
Jeg-personen Anna møder pludselig ”teatret” helt uden forklaring, og ”kunsten” får tag i hende. Veninden Jasmine er derimod forvirret og bliver Sosu-assistent. Derfra er springet næppe så stort til at sige ja til nogle gratis goder, herunder en tur til Caribien med en gift mand og hans venner. Jeg-personen Anna kommer med, men dumpes pludselig.
Hele forestillingen tager udgangspunkt i denne afskrivning og afvisning, hvor hun en nat står på et luksushotel og ikke har noget holdepunkt. Hun forstår det ikke, heller ikke seks år senere, hvor publikum får en masse brikker, herunder demonstration af vilde udskejelser både før og efter mødet med de gifte mænd, der overbyder med både S/M, sex og stoffer.
Der er smidt mange emner ind i historien, som skal afvikles på forestillingens 80 minutter, og jeg har glemt at nævne aborter, partnervold og til sidst en barnefødsel.
Men det er faktisk imponerende iscenesat. For lige så lidt man kan beundre selve teksten, lige så overraskende og effektiv er iscenesættelsen af instruktøren Anna Malzer. Skuespillerne makker ret som var de marionetter: Nana Morks som fortælleren Anna, Signe Thielsen er veninden, som ikke siger stop til så meget og Christopher Læssø er både den gifte sugar daddy (deraf titlen) og diverse tjenende ånder i første del af forestillingen.
Men det er skuespilleren Nana Morks, der holder tempoet oppe ved sin hurtighed, sit eminente nærvær og sikre evne til at eksekvere de skift, som moderne teater fordrer, bl.a. på Mungo Park. Uden hende ville forestillingen gå ned i gear og i et lavere tempo måske falde fra hinanden.
Scenografien er enkel og effektiv. To store hvide kasser giver plads til det hele, som vel er et par toværelserslejligheder, usle skolegårde, hjemmepleje samt til sidst luksushotel langt borte. Som altid på Mungo Park er både lyd og lys umærkeligt perfekt. Lydsiden er i de første mange minutter primært klassiske toner, der giver en fornemmelse af, at de to unge kvinder nok skal udvikle sig, Men da de når til Caribien, sker skiftet, og et inferno i lys og lyd indfinder sig.
Forestillingen vil meget og også for meget. Men spørgsmålet er om en simpel sanering af teksten og mindre abortsnak ville tydeliggøre den grundliggende, dobbelte dannelseshistorie fra vor tid, om to frigjorte kvinder, der går hver sin vej.
Ps. Engang var der vand på scenen i hver anden forestilling. Seneste teatermode er vist ”voksen-bleer” set både på Mungo Park og på Nørrebro Teater. ØV.
Medvirkende: Signe Thielsen, Nana Morks, Christopher Læssø
Manuskript og instruktion: Anna Malzer
Scenografi: Ditlev Brinth
Lysdesign: Mads Eckert
Lyddesign: Emil Sebastian Bøll
Dramaturg: Jesper Bergmann
Koreograf: Belinda Braza
Kostumier: Freja Søndergaard
Forestillingsbilleder: Issam Talib