∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Svikmøllen – 2024.
Årets Svikmøllen er uden brod. Lidt hårdt sagt. Og når selv de politiske satiretegnere er blevet indlemmet i flinkeskolen, er der ikke meget håb tilbage. Den kritiske opinion i Danmark er pt pist borte. Har det ikke været sådan i de seneste år? Men tendensen er dog accelereret efter den mystiske opfindelse SVM eller SMV, som er mere mundret.
Der er ellers nok at harcelere over, hvis man er en lille, dansk samfundsborger uden hverken taletid eller platform. Dertil har både de legendariske og meget danske sommerrevyer altid været en nyttig ventil, og når vinteren var på vej, kom de satiriske årbøger, det hedengangne Blæksprutten og den stadig levende Svikmøllen.
Og tak fordi denne årlige tryksag stadig lever. Men lidt mere kant, lidt mere engagement, lidt mere bid havde været ønskeligt.
Forsiden er naturligvis den nye Konge, Frederik d. 10. men end ikke det mærkværdige motto er der plads til. Derimod får tegneren Lars Andersen indføjet to sørgelige begivenheder, som ikke kan lægges kongen til last, nedbrænding af Børsen og forureningsskandalen i Tilst ved Randers.
De store opslag har de rigtige emner, men rammer tegningerne godt nok? Klovnebussen er som bekendt journalisten Lars Trier Mogensens brillante betegnelse for den folketingsgruppe, som Lars Lykke Rasmussen fik sammensat omkring partiet Moderaterne. Den ene skandale efter den anden har været kendetegnende, men lige meget sker der. Bussen kører videre, og statskassen må betale til flere løsgængere i Folketinget. Igen er det Lars Andersens tegning, som får lov at stå med en klovneformand, der grangiveligt ligner Lars Lykke.
Men lidt mere substans havde gjort underværker i tegningen. Igen Lars Andersen om grisene, der som alle ved er ganske kloge og kan tale sammen. De er utilfredse, og det skal ingen fortænke dem i: for lidt plads, kedelig kost, men de ved ikke, at de er på vej mod døden…. Der måtte godt være mere dialektik hos Lars Andersen.
Jens Hage kaster sig ironisk over Inger Støjberg, der får lov at bade i fedtemøg. Det er for nemt. Havde undt hende en mere interessant sag at blive husket på – for forestil jer, et Folketing uden en type som Støjberg. Hvor ville det være kedeligt og nærmende sig en etpartistat, hvis ikke der var nogle stemmer imod…..
En lille tegning viser en vigtig tendens i samfundet: lærerinden ved tavlen: Forkert – 2 og 2 er fire – nej skriger barnet med fletninger: Jamen jeg FØLER det er 5. Vort nye, følende samfund i en nøddeskal.
Bagsiden viser en chic, forslået Mette F med ny frisure som dommer i en boksekamp imellem Lars Lykke og og en Troels Lund P. der på en måde ligner Lars Lykke. De er alle forslåede, og udsagnet bliver derfor dobbelt ironisk: Og vinderne er…. Bemærk flertallet. Her er alle de lag, der skal til, for at en politisk satiretegning fungerer – tegneren er Roald Als.
Vi lever i en tid, hvor vi skal passe på, hvad vi siger, gør etc. Mange ord og begreber er blevet forbudte. Ikke at vi skal opføre os pænt over for hinanden – det er ikke forbudt at være ond, jævnfør hvordan politikere inden for kommunal og national politik behandler hinanden og taler til hinanden. Men er man i den arbejdsduelige alder og gerne vil frem, skal der gås varsomt. Og hertil er årets flinke Svikmøllen et skoleeksempel på at smutte uden om de fleste store problemkomplekser og spørgsmål.
NB Der er ikke meget om ejendomsskatter, færre pædagoger, flere kommunikationsfolk i centraladministrationen, færre penge til de ældre, flere til politikere og folkevalgte, problemer i forsvaret, uro og socialdemokratisk infiltration på Københavns Rådhus, spin omkring en kommende overborgmester, elendig arbejdsgang i skattestyrelsen, i vurderingsstyrelsen, i ….. Sundhedssektoren kører ad …. Og som lille borger kunne man blive ved: Den Sorte Svane, Sam Sam, Findsen-sagen m.fl. Og så er der borgerkampen for at bevare Palads i København. Åh nej, for forlaget L&R er jo ejet af Egmont, der på trods af at være et mediehus, der burde være garant for kulturelle værdier – alligevel ønsker at rive en elsket bygning ned til fordel for spekulationsbyggeri i højhusglasklassen midt i Københavns hjerte! Så naturligvis må man på Svikmøllen holde igen med kritik af regering, rådhus etc.
Udkommet i slutningen af oktober og skal holde og være aktuel til julen 2024 er ovre.
Lindhardt og Ringhof- en del af EGMONT
Helt okay med ønsket om mere kant, men ellers en lidt underlig kritik! De fleste af de sager som Ulla efterspørger – Samsam, Findsen, ejendomsværdier – er altså sager fra sidste år og nærmest overrepræsenteret i Svikmøllen 2023! Der er faktisk en masse om ‘Problemer i Forsvaret’, og den der med ‘borgerkampen for at bevare Palads’ skal man da vist være meget københavner og en smule konspirationsteoretisk anlagt for at tro, ligefrem er blevet bevidst udeladt. Husk venligst, at det her er et blad fra 2024… og for HELE Danmark.
Tak for din kommentar. Jeg kan godt forstå din pointe – og ved jo også, at der ikke kan eller må koges suppe på de gamle sager, men på den anden side, når de udvikler sig? Og det gør Findsen-sagen da og SAMSAM. Ligeledes minkene, eksempelvis. De døde jo allesammen og ligeså sagen om ansvaret. Men for mig at se, var det fiffigt spin, der fik konstrueret en trepartiregering. Dermed kunne ansvaret for minkskandalen stille lægges i graven. Men liglugten af minkene forsvinder jo ikke bare – nu flere år efter, er stanken der fortsat – bl.a. fordi samme politikere og embedsmænd forsat hæver deres løn.
Når jeg mener kant og kritisk holdning i forbindelse med årets Svikmøllen, er det bl.a. i tilgangen til den siddende regering.
Vdr. Palads-sagen. Ok. her er det Kbh. Rådhus, der har opført sig meget mærkeligt i disse miljøtider. Men tager man historien om Nyborg Slot, så er det på regeringsplan med ændrede regler etc. for at få nedrivningsplaner og besøgscentre godkendt. Det tager læserne ikke skade af at høre om.
Og måske er tegninger i år ret svage. Kun få af tegningerne rummer den geniale blanding af alle ingredienser, så den politiske satire ikke kun bliver en maggiterning, men kan stå helt ren i egen ret. Men du/I ved mere om metieren, end jeg gør, som blot er konsument, men med stor kærlighed til den politiske satire.