∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Svikmøllen 2025.
Det er godt, at vi stadig har Svikmøllen, for jeg er nok ikke den eneste, der elsker politisk satire. Og hvad skal man ellers læse i juleaften, når de døde øjeblikke indtræffer?Så husk at købe Svikmøllen som mandelgaven? Andre lignende blade er jo afgået ved døden.
Sidste år bebrejdede jeg bladet, at der manglede nogle om de store aktuelle sager, der rumsterede i det danske samfund. Jeg blev sat på plads, fordi jeg efterlyste gamle emner og historier. Men de rumlede jo stadig i min bevidsthed, for der var og er fortsat sprængstof i sagerne: Samsam, Findsen, Mettes minke, Barbaras mobiler og ualmindelig mange nyansatte kolde hænder i stat og kommuner og mange toppolitikeres politiske fortid. Intet er kommet på plads – og intet er med i årets Svikmøllen, fordi det er gammelt stof i følge redaktører og forfattere.
Heller ikke i år har Svikmøllen derfor flere af de skandalesager, jeg dagligt ophidser mig over. Men der er nok en god grund, for leverandørerne er Danmarks bedste tegnere og satirikere fra ikke mindst dagspressen.
Årsagen er nok, at det er blevet farligere at være sarkastisk. Det har de mange sommerrevyer i de seneste par år tydeligt vist, for en lang række emner og personer er nærmest fredede. Det er kun venlige omtaler af Mette F og dronning Mary, mens Lars Lykke og Trump også tages på med fløjlshandsker.
For Svikmøllens vedkommende synes det også som om tv-stjerner og tv-programmer heller ikke er taget med i år, på nær Casper Christensen. Tilbage er der kun kong Frederik og højrefløjen repræsenteret af Inger Støjberg, Morten Messerschmidt og af en eller anden grund forsvarsministeren Troels Lund Poulsen og hans ministerium. Venstrefløjen er vist slet ikke med!!
Danmark er blevet et splittet samfund, færre læser aviser, og dem der følger med i politik, ved intet om tv-serier, kendisser og Hollywood gossip. Jo, for resten, hvis de læser Berlingske Tidende, er de sparsomme kultursider orienteret mod den amerikanske vestkyst og Miami!
Det er sørgeligt, at forfattere og andre kunstnere ikke længere er fælles gods, altså bortset fra Jørgen Leth.
En af de ret uskyldige, små tekster, der står i en margin handler om invasive arter, som Miljøstyrelsen har opgjort: dræbersnegle, skægkræ og autocampere. Det kan ikke ophidse mange og er jo vittigt. men en fælles dansk referenceramme er som en by i Mongoliet.
Naturligvis er der intet om unge kvinder, botox, cross gender, sociale spørgsmål, øget diversitet i befolkningen, vindmøller, jernmarker eller lign. Historien om vold i skolerne er vendt om, så det er undervisningsministeren, der er blevet den voldelige. Sådan kan man manipulere lidt, så en historie går igennem censuren.
Tykke mennesker, fedme etc. har været no go i nogle år, men regeringsudspillet, hvor den eneste varegruppe, der får sænket statsafgiften, er slik, chokolade og sukker, har afstedkommet en overraskende tegning – hvor to personer, der næsten ikke kan være inden for papiret, smæsker sig, mens fødevarer og økologiske grøntsager som bekendt stiger og stiger og har en moms fortsat på 25 procent. Det er der en lille sjov tegning af, hvor en mor foretrækker det billige slik, mens ungen vil have et dyrt æble. Moderen ser ud til at vinde.
Det er godt vi har Svikmøllen, det er godt, at den politiske satire stadig findes i form af tegninger i Danmark, men det er trist, at der tilsyneladende eksisterer en tiltagende selvcensur fra både kunstnere og udgivers side – og at venstrefløjen helt fredes.
Svikmøllen udgives af Lindhardt og Ringhof, som ejes af Egmont-Nordisk film koncernen. Her er ingen interesserede i at lægge sig ud med offentlige myndigheder, må man formode.
Netop udkommet, prisen er fortsat under 100 kr!