Kulturkupeen

Sweeney Todd – musical på Operaen.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Sweeney Todd – musical på Operaen.

Operasangerne Palle Knudsen og Susanne Resmark folder sig ud, som var de på Broadway i Stephen Sondheims musical fra 1979: ”Sweeney Todd, The Demon Barber of Fleet Street”.

Sweeney Todd. Operaen. 2019. Foto: Miklos Szabo.

Masser af lovord til de to operasangere for musikalsk og skuespillermæssigt at leve sig ind i to depraverede skikkelser fra Londons laveste klasser. For i stedet for at være en historie fra 1840-erne, er tiden for denne  opsætning på Operaen flyttet op til Thatcher-time i 1980-erne, hvor de økonomiske midler blev knappe, og klasseforskellene yderlige markante.

Også i vor tid findes Sweeney Todd’er. Den almindelige mand, som taber til systemet, her den lille mand, der på lumpen og korrupt vis kastes i fængsel og mister både kone og barn. Nu er han tilbage og vil hævne sig på både dommeren og politiet. Men i stedet for at nøjes med de nedrige, kaster han sig af rent tidsfordriv over sagesløse borgere. Han skærer halsen over på kunderne i barberstolen, den djævelske barber fra Fleet Street.

Siger det noget om vor tid i 1979, eller i dag, 40 år efter? Hvorfor vil vi gerne  se på seriemordere, der begynder som stilfærdige folkeoprørere, men ender i den rene galskab? Historien, hentet fra en gammel roman og et senere skuespil, er simpelthen frygtelig, mens Sondheims musik er så svært tilgængelig, at den anses for respektabel, og værket bliver, samlet set, acceptabelt på teater-og operascener.

Sweeney Todd. Operaen. 2019. Foto: Miklos Szabo.

På Det Kongelige Teater spilles musikken af Kapellet i mere end halveret størrelse under ledelse af Ian Ryan. Det gøres med stor indføling uden at tage magten over sangerne. Flot. Og ligeså er samspillet med de danske operasangere og de udenlandske (musical) sangere. Det hele er, efter en Sondheim-norm,  upåklageligt. Fortællingen folder sig ud, og man skiftevis føler med  og tager afstand fra Sweeney Todd, der undertrykte mand, der i den frodige kvinde, Nellie Lovett, finder  én,  om ikke en medsammensvoren, så dog en allieret til  hans projekt. Han skærer halsen over på kunderne i barberstolen, hun skaffer ligene af  vejen og får succes med sine kødfyldte pier. Nej, man skal ikke tænkte for meget over indholdet.

Iscenesættelsen ved James Brining er desværre ikke ny.  En assistent, Caroline Chaney,  har været i København for at sætte forestillingen op, og det har hun gjort fint. Men scenografien ligner noget fra et provinsteater. Halvdelen af anden akt foregår i en lurvet sofa – helt ovre til højre på scenen omgivet af lidt skrammel fra første akt, bl.a. et skærmbræt.  Det kan undre at Operaen nu for tredje gang inden for få måneder spiller henholdsvis en operakoncert (“Tristan og Isolde”), en 10 år gammel, indkøbt ”Cosi fan Tutte”, der slet ikke udfylder scenen  og nu denne ”Sweeney Todd”  helt uden fornemmelse for det 3 milliarder dyre teaters muligheder. Også det iscenesættelsesmæssige tager slet  ikke hensyn til, at der måske kunne drages andre og nyere paralleller i en nordeuropæisk, politisk kontekst.

Sweeney Todd. Operaen. 2019. Foto: Miklos Szabo.

Jeg er imponeret over, at sangerne over en bred front får denne komplicerede og dystopiske musical til at leve, men det er ærgerligt, at Den Kongelige Opera i sin imponerende produktionsiver lidt for ofte tyr til indkøbte produktioner med flere år på bagen. Man kan faktisk godt fornemme, om en teaterproduktion er ”født” på stedet og skabt af en instruktør, der vil noget med både kunsten, sangerne  og publikum.

Men det skal ikke tage glansen af Palle Knudsen og Susanne Resmarks samspil og fælles sejr.  Og ligeså applaus til resten af sangerholdet!

Sweeney Todd. Operaen. 2019. Foto fra en prøvesituation: Karoline Lieberkind.

Programmet er stort og flot på mat papir med alt for mørke fotos og masser af tekst, men desværre ingen teaterhistoriske noter om ”Sweeney Todd” s vej rundt på verdens scener – og slet ikke om netop den aktuelle produktion. Den er tilsyneladende købt i Storbrittanien, er fra 2013 i et samarbejde imellem Royal Exchange Theatre i Manchester og West Yorkshire Playhouse i Leeds. (Har googlet mig frem til det.) Siden også sat op andre steder.  Det er helt ok, men høfligt over for publikum at gøre opmærksom på det.

 

Instruktør: James Brining

Instruktør ved genopsætning : Caroline Chaney

Dirigent: Ian Ryan

Scenograf: Colin Richmond

Kostumedesign: Colin Richmond

Koreograf: Nick Winston

Lysdesign: Chris Davey

Medv:

Palle Knudsen / Sweeney Todd

David Kempster / Sweeney Todd

Susanne Resmark / Mrs.Nellie Lovett

Alissa Anderson / Mrs.Nellie Lovett

Nicholas Morton / Anthony Hope

Simon Duus / Anthony Hope

Cassandra Lemoine / Johanna Baker

Renate Ekerhovd / Johanna Baker

Frederik Rolin / Tobias Ragg

Johannes Mannov / Judge Turpin

Morten Staugaard / Judge Turpin

Jens Christian Tvilum / The Beadle

Michael Kristensen / The Beadle

Aileen Itani / Beggar Woman

Helle Fabricius Grarup / Beggar Woman

Gert Henning-Jensen / Adolfo Pirelli

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.