Menu Luk

Sydvendt – antologi om italienske aftryk.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗ 

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Sydvendt – antologi om italienske aftryk.

En af de mere underholdende bøger, jeg længe har læst.

En interessant, tværgående antologi om italienske aftryk i dansk kunst og kultur – i det 20. århundrede. Bogen er redigeret af Charlotte Bundgaard og Anna Wegener, henholdsvis tidligere direktør ved Det danske Institut i Rom og tidligere amanuensis samme sted.

Der er ingen sammenhæng imellem de enkelte artikler, og tilsammen giver de heller ikke et helhedsbillede af en eventuel gensidig påvirkning imellem italienske og danske (kulturelle) strømninger, men alligevel er der mange interessante, konkrete perspektiver på en italiensk påvirkning, lige fra Hartvig Frisch til Per kirkeby – helt uden sammenligning! Desværre er både forside og de fleste illustrationer uden attraktion, så jeg drysser mine egne seneste italienske fotos ud – og de er altså ikke fra bogen.

Romersk tempel – Sicilien – foto US.

Det er kendt og godt gennemforsket, at danske og nordiske billedkunstnere i slutningen af 1700- tallet og igennem 1800-tallet drog til Italien, og ikke mindst til Rom. De studerede den romerske arkitektur og mødtes med landsmænd og fæller i Den Skandinaviske Forening og hos deres store  landsmand: Thorvaldsen. Kunstnernes expat-liv er blevet beskrevet mange gange, ikke mindst i forbindelse med kulegravningen af de danske guldaldermaleres gøren og laden, men nu rettes søgelyset mod det 20. århundredes kunstnere.

Mikkel Bogh, tidligere direktør på SMK – i dag professor på en særlig bevilling, skriver bl.a. om Per Kirkeby og hans norditalienske slot, mens ægteparret Troels Wörsel og Kirsten Ortwed drog mod Pietrasanta ved kysten ud for Pisa i Toscana.  Bevæggrundene var forskellige, og resultat af mødet med den italienske natur og undergrund satte sig meget forskellige spor hos de tre kunstnere, der vist ikke dyrkede nogen form for fællesskab. Men aftrykkene kunne ses i henholdsvis skulpturer, malerier – og for Kirkebys vedkommende – alle kunstneriske udtryk, herunder også grafik. Bemærkelsesværdigt er det selvfølgeligt, at Per Kirkeby søgte til Læsø og Norditalien, to steder, hvor Asger Jorn også havde slået sine folder.

Byen Pietrasanta. Foto: US.

Men det var ganske anderledes med Asger Jorn, der beskrives som en social person i kapitel af Karen Kurczynski. Under overskriften ”Leve Grimheden” fortælles om Jorn, der som Kirkeby var en multikunstner, og som ikke skyede noget. For ham blev Italien samtidigt et sted, der skulle give lindring for den tuberkulose, der hjemsøgte ham i det meste af hans voksne liv. I Albisola (tæt på havet – vest for Genova), kunne han eksperimentere med bl.a. keramik, hvor hovedværket blev udsmykningen i Aarhus Statsgymnasium (1959). Det stor filosofiske vokabularium tages i brug med den franske filosof Gaston Bachelard som rygstød. Forfatteren til artiklen er hentet i udlandet, men er Cobra-specialist.

En for mig ukendt dansk-italiensk kvindelig maler, Elisa Maria Boglina, der var kendt i udlandet i 1920erne, forsvandt ud af kunsthistorien – og stoppede i øvrigt med at male. Hendes værker er overraskende ”sydeuropæiske” i både form og indhold med depressive, symbolistiske figurer. Portrættet er skrevet af Dorthe Aagesen.

Ditlev Tamm trækker spændende linjer op fra Italien til Dante Plads’ med søjle  og tilbage til italiensk storpolitik i 1920erne. Danmark modtog i anledning af 600 året for digteren Dantes død i 1922 et antik søjle, og kunstneren Utzon-Frank skabte en buste af den fiktive person Beatrice, der er beskrevet hos Dante som den ultimative kærlighed eller drøm. Den italienske Konge, i militært udstyr, blev ledsaget af den danske kong Chr X ved grundstensnedlæggelsen.

På et karakteristisk foto ses uendelig mange fine herrer med bl.a. Glyptotekets direktør, Helge Jacobsen forrest.  Dantes Plads fik sit navn, og Ditlev Tamm tilføjer nu, 100 år efter, at Københavns Kommune for få år siden solgte pladsen til et parkeringsselskab. Prisen var lav, og der er ved at blive gravet ud til en parkeringskælder. Hvordan det kunne lade sig gøre, er under alle omstændigheder en skandale, men jeg husker protester og indsigelser, som politikerne var ligeglade med. Tamm bliver galgenhumoristisk, når han sammenligner den fremtidige kælder med en filial af Dantes Helvede. I øvrigt har Ditlev Tamm i 2025 udgivet en meget fin (folkelig) genfortælling af hele Dantes mesterværk: “Den Guddommelige Komedie”. ( Anmeldt her i Kulturkupeen.dk)

Gert Sørensen bidrager med vigtig viden om den nyere og ganske spegede italienske historie fra landet blev samlet til et diktatur tog over. Det kapitel fungerer godt som optakt til de ”blødere” historier.

Portovenere, hvor Lord Byron holdt til. grotten er opkaldt efter ham, foto:US.

Bogens titel er ikke så poetisk: ”Sydvendt”, og man skal tænke mindst to gange for at se det raffinerede i betegnelsen. Men artiklerne er så vidt forskellige i indhold, at titlen måske er et kompromis for at favne alle de mange beskrivelser af danskere på udebane, skrevet af forskere, som en tid lang også har opholdt sig i det fortsat komplekse land, Italien.

Desværre bærer bogen præg af, at en ikke navngiven fagfællebedømmer har været på spil. Som altid styres der efter et gumpetungt krav om ”at forklare” og i denne omgang takkes overraskende mange ”hjælpere” – selv om artiklerne er korte og skulle være ”videnskabelige”! Det kan i øvrigt undre, at der skal ekstern bedømmelse til, når et par af skribenterne er habile forskere, henholdsvis Ditlev Tamm, dobbelt doktor phil. og Gert Sørensen, ligeledes doktor fra en skrap tid, hvor kravene var højere end i dag. Der er vist gået inflation i fagfællebedømmernes opgaver, eller det blot for at give let tjente penge til kolleger?

Men emnerne er interessante, så min evige irritation over fagfællebedømmelse må ikke tage lyset fra bogens generelle indhold.

Gads Forlag  / Nord Academic  med fondsstøtte fra flere sider.  Udkommet i nov. 2025.

www.gad.dk    kontaktnordacademic.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *