∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Symposion. En hyldest til Eros. Det Kongelige Teater. .
Platons Symposion er noget af en mundfuld, men det har ikke afskrækket den unge, tyske instruktør Anja Behrens. Til gengæld går hun oveni de mange ord meget fysisk til værks og får drevet de 7 skuespillere langt ud, som var det afslutningen på en animeret dramakursus og ikke blot et dagen derpå drikkegilde i det gamle Athen.
Symposion. Det Kongelige Teater. 2019. Foto: Emilia Therese.
”Symposion en hyldest til Eros, frit efter Platon” spilles i ”Mellemgulvet” og minder meget om de interessante projekter, som Elisa Kragerup for flere år siden satte i søen samme sted, men dengang under navnet Det røde Rum. Det var bl.a. Shakespeares Sonetter og Ovids metamorfoser. Nu er stafetten givet videre til instruktøren Anja Behrens, der får både Peter Christoffersen og Patrick Baurichter til at smide bukserne. Nødvendigt? Nej, provokerende? Ja, en kende, selv om man i det kulturelle miljø vist ikke må indrømme det. Og under tysk inspiration? JA.
Symposion. Det Kongelige Teater. 2019. Foto: Emilia Therese.
Forestillingen klipper og klistrer i diverse tekster og lader skuespillerne, tre kvinder og fire mænd illudere de mænd, som talte og filosoferede dengang i Grækenland for ca. 2400 år siden. Kønsforskellene er udtværede, alle behages og tiltrækkes af hinanden i pauserne ind imellem den verbale tilbedelse af Eros, som det hele går ud på. Men forestillingen ender dog med Sokrates’ forsvarstale (af Platon) – og Sokrates død.
Forestillingen er ambitiøs, intellektuel, udfordrende – også for de medvirkende, men forbliver udvendig og kold. Man engageres ikke. Heldigvis er det hele smukt at skue, ikke mindst når de hvide kroppe indsmøres i hvidt, så det hele fremstår som afvaskede, græske friser i de mest dekorative opstillinger af skulpturel art.
Symposion. Det Kongelige Teater. 2019. Foto: Emilia Therese.
Men da jeg netop har været på Glyptoteket og endnu en gang er blevet belært om, at det er fake news, at antikken var hvid – så er det spørgsmålet, om der ikke skulle have været flere farver lokket ind i den græske verden. Men scenografen Nathalie Mellbye har gjort, hvad hun kunne, selv om vægdraperingerne måske har lidt gymnastiksal over sig. Derimod er de mange klassiske og måske nyklassiske skulpturer, drysset rundt på scenegulvet i starten, charmante.
Skuespillerne slider i det, ikke mindst det fysiske, som måske går ud over det retoriske, for det er jo lidt sjovt, at det sproglige faktisk går i øst og vest, med forskellige danske dialekter, mens den græske filosofi også på det punkt var meget detailorienteret.
Symposion. Det Kongelige Teater. 2019. Foto: Emilia Therese.
På mig virker forestillingen lidet relevant i en tid, hvor vi på globalt plan slås med helt andre, mere jordnære problemer, som er fælles for nationerne, klasserne og generationerne. Jeg tænker jo bl.a. på forurening, sult, fattigdom, krig og migration Så kan det synes lidt arrogant at spille en forestilling med et monomant blik rettet mod det store erosbegreb.
Forfatter: Platon
Iscenesættelse: Anja Behrens
Scenografi og kostumer: Nathalie Mellbye
Medvirkende:
Patrick Baurichter
Fanny Louise Bernth
Peter Christoffersen
Ernesto Piga Carbone
Karen-Lise Mynster
Stine Schrøder Jensen
Mille Hoffmeyer Lehfeldt
Komponist/lydkunstner: SØS Gunver Ryberg
Lysdesign: Mårten K. Axelsson
Oversættelse: Rasmus Sevelsted
Oversættelse: Christian Gorm Tortzen
Bearbejdning: Anja Behrens
Bearbejdning: Miriam Frandsen
Synes den anmeldelse er helt galt afmarcheret. Måske anmelder ikke kender den antikke tekst. Der var netop ikke klippet og klistret i teksten og skuespillerne leverer en kraftpræstation.
Fortolkningen var meget nutidig og rammende og det hvide kunne netop tolkes som en kritik af nutidens overfladiskhed
Tak for kommentaren. Jeg følte vist, atteksten kom i anden række, fordi teaterlegen tog overhånd og ikke alle skuespillere måske magtede at fremsige teksten, så den stod klar, tydelig etc. Men godt, at du kunne forlige dig med forestillingen og konceptet.
Helt enig , synes forestillingen helt igennem var fantastisk gribende
tak for kommentaren!