∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg
TARANTULA – NY DOKUMENTAROPERA – på Thorvaldsens Museum.
Operaen er overraskende, spændende, men også for meget. Kort sagt, en udefrakommende operadramaturg og instruktør kunne have gjort underværker ved at skære til benet og lade musik, sang og video stå tilbage i et nøgent rum. Nu er kammeroperaen med fire musikere, en sopran og et femdelt lærred med djævlens vold og magt presset ind i den betydningsladede store hall (bygget i 1840erne) på Thorvaldsens Museum. Der er næsten ikke plads til publikum, så meget fylder de mange interessante musikinstrumenter fra cembalo til percussions, sax m.m.
Og samlet set kommer operaen desværre til at ligne et lidt fortænkt skrivebordsarbejde, der skulle have været gennemarbejdet inden mødet med publikum. At operaen så får etiketten dokumentaropera er misvisende, da der bl.a. bygges på kunstneriske værker af både Bournonville og Ibsen. Det har intet med dokumentarisme at gøre, efter min mening.
Ideen er kompleks, men egentlig ligetil: en sammenkædning af et par syditalienske myter omkring edderkoppen Tarantula og den lokale dans Tarantella, som optræder i August Bournonvilles romantiske ballet “Napoli” (1842) og som bekendt i Henrik Ibsens realistiske samtidsværk “Et dukkehjem” (1879) – med urpremiere i København. Da Lille Nora er allermest klemt imellem den stive ægtemand, skyldfølelse over at have skrevet sin faders navn på en veksel og på vej mod at selvstændiggøre sig, danser hun tarantel.
Selv om det kan give mange ideer i en intellektuel hjerne, kan det godt kobles simpelt sammen, og baggrundshistorien burde kunne klares på få linjer. I den lille 60 minutter lange opera pensles det ud med ord i flere omgange, bl.a. med teaterhistorikeren Bent Holms udlægninger på lærredet.
Imens kører musikken, fascinerende udført af sanger og musikere, som står og sidder et par meter fra publikum, mens el-ledninger ligger overalt på det mønstrede mosaikgulvet, og Thorvaldsens kæmpe gipsskulpturer skuler faretruende til hoben af publikummer. Det er sammenstød, der vil noget uden at give rigtig mening, bare ”ekstra støj”.
Man gribes naturligvis af omgivelserne, men oveni er der det store opdelte lærred, hvor vidt forskellige filmiske bidder afløser hinanden, bl.a. agerer en moderne danser både edderkop, dansende kvinde m.m. På smukt engelsk forklarer hun også om frigørelse. Hertil kan lægges ekstra, gamle filmbidder af syditalienere, der høster og en autentisk tarantel-dans, hvor vildskaben efter et edderkoppebid skal uddrives af en kvindekrop.
Her drukner musikken endnu engang, når den ægte vare igen lyder fra de fire musikere og sopranen. Musikken er både tonal og atonal, men engageret og fascinerende. Sådan er det også at iagttage de arbejdsomme musikere, der griber til flere instrumenter, som de behersker, hvor også sopranen kan spille violin.
Selvfølgelig er jeg påvirket efter i de seneste dage at have beskæftiget med to vaskeægte (feministiske) minimalister inden for ord og billeder: henholdsvis Marguerite Duras (i forbindelse med ”Ødelæg, siger hun”, og først som sidst Sophie Calle, lige nu på Louisiana. At økonomisere med de kunstneriske midler er aldrig nogen dårlig idé, hvis man vil have publikum ombord i båden.
Som en lydtekniker engang sagde til mig i et radiostudie: lagkagen (udsendelsen) behøver ikke at få glasur og krymmel oven på flødeskummet. Det var klogt sagt. Og sådan havde jeg det lørdag aften på Thorvaldsens Museum til den italienske komponist Mauro Patricellis værk “Tarantula”. Skrab af og vær ikke bange, musikken skal nok holde, men der er for mange elementer, som skygger for hinanden.
Holdet:
Mauro Patricelli: komponist, librettist og cembalist.
Signe Asmussen: sang.
Matias Seibæmendek: perkussion.
Anders Banke: saxofon.
Thommy Andersson: kontrabas.
Jessica Lyall: dans (på videoskærm).
Bent Holm: idé og dramaturgi.
Florient Azoulay: iscenesættelse.
Søren Meisner: videokunst.
Anette Hansen: scenografi