∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Teater for folket, kongen og grevinden. Ny teaterhistorisk bog om H.W. Lange af Erik Hvidt.
Endelig en ny teaterhistorisk bog. Det er nemlig noget, jeg har efterlyst på det seneste efter at have anmeldt adskillige store kunsthistoriske bøger, der har bygget på årelangt researcharbejde.
Erik Hvidts nye bog er dog ikke en publikation, der ryster op i en hensygnende videnskab vedr. dansk og international teaterhistorie. Desværre.
Bogen om teatermanden H.W. Lange (1815-1873) er ordentlig, men mangler en hensigt udover at fortælle historien om en dygtig og entreprenant teateriværksætter. Det, der samlet står om Lange kunne i øvrigt fortælles ret kort. For de fleste af de næsten 250 sider er nemlig udenomsteaterhistorie om datidens skuespillere, dramatikere og andre kendte personer fra det danske åndsliv i første halvdel af 1800 tallet.
Den mest indlysende årsag til at skrive bogen om Lange er tilsyneladende, at Lange er blevet overset. Om det er rigtigt, ved jeg nu ikke. Han er ofte blevet fremhævet som en vigtig person i 1840erne og 1850ernes teaterliv, som teaterdirektøren, der var på linje med Carstensen, der var manden som ”opfandt” Tivoli og siden hen Alhambra og Casino.
Lange har også været en del af historien om prins Frederik (senere kong Frederik 7.) da denne boede i Odense og siden i forbindelse med skrifter om den nye Casino i Amaliegade, hvor Lange tog over, fordi der var mange økonomiske problemer.
Det var også Lange der stod for etableringen af det nye Folketeater i Nørregade – i den gamle Hippodroms lokaler. Også det har ofte været omtalt. Det meste lod sig nok gøre, fordi Lange kendte den nye konge, Frederik 7. og grevinde Danner tilbage fra bl.a. Odense. Det venskab var guld værd for Lange, men så sandelig også for det royale par, der hos Lange blev respekteret og hyldet på behørig vis.
Desværre går Erik Hvidt meget langt ned i detaljerne, hver gang en ny historisk person trækkes frem. Det svækker overblikket og synes indimellem helt irrelevant, hvem en skuespiller blev gift med, og da bogen er uden noter, navneregister end sige små korte biografier, som ville have været nyttige for ikke-teaterhistorikere, kan det nemt bliver en urskov at fare vild i, hvis man er nået så langt.
Erik Hvidt er selv teaterhistoriker, tidl. anmelder ved Weekendavisen og i en årrække leder af Revymuseet (i dag STORM) og har tidligere skrevet flere bøger om dansk revy.
I denne omgang er det den klassiske teaterhistorie, der ekserceres. Spørgsmålet er dog, hvordan den teaterhistorie skal formidles sammen med fortællingen om H.W. Lange i en tid, hvor teaterhistorie er en glemt disciplin.
Strukturelt og layoutmæssigt lægger bogen slet ikke op til at differentiere imellem hovedhistorien, H.W. Langes professionelle liv og en mere bred fortælling om det københavnske teaterliv. Her er det bl.a. Kongens Nytorv, hvor Det Kongelige Teater har ligget siden 1748, der stilles op over for det mindre kendte underholdningsmiljø primært lige uden for de københavnske volde og ikke at forglemme de rejsende teaterselskaber, som de hed dengang.
Men når der udkommer så lidt om dansk teaterhistorie, ville det altså have været læservenligt med et navneregister og tillige mere udførlige kildegengivelser. Kun hen imod slutningen bliver der nødtørftigt henvist til tidligere litteratur, men det er primært i forbindelse med citater. Så skal de jo være der! Ellers skøjtes der hen over detaljer og facts, som om teaterhistorien er en stor åbenbaring.
Det vigtigste, som Lange vel bør huskes for, er et åbent sind og en lydhørhed over for alt, hvad der rørte sig i Danmark og udenfor. Derfor gav Lange plads til den første revy i Danmark af Erik Bøgh, spillede lystspil i visuelt flotte rammer og i en kort periode på Hofteatret entrerede med Det Kongelige Teaters bedste skuespillere.
Bogen gentager, uden at sætte spørgsmålstegn, flere gammelkendte antagelser om de spændinger, der var i det kulturelle liv imellem ægteparret Heiberg og omverdenen etc. Uvenskaberne nuanceres ikke eller beskrives i et nyt perspektiv.
Det noteres, at der i Danmark var tre ”proletarbørn”, som alle fødtes inden for få år i henholdsvis Odense og København: H.C. Andersen (1805), Johanne Luise Heiberg (1812) og grevinde Danner (1815). De var i øvrigt alle en tur rundt om balletten på Det Kongelige Teater, før de fandt deres hylde i toppen af det danske samfund. Den historie er bemærkelsesværdig og vigtig i tilfældet Lange, men uddybes ikke.
Lange var skomagersøn fra Klosterstræde i København med ringe skolekundskaber, dog med en ubændig lyst til teater og debuterede som skuespiller, meget ung og uden forkundskaber. Lange kom senere i livet til at stå imellem de tre sidenhen berømte personer, dog uden at Erik Hvidt gør noget væsen ud af det faktum. Den sociale opstigning for alle, inklusive H.W. Lange, er sociologisk set et yderst interessant emne i en analyse af første halvdel af 1800 tallet.
H.W. Lange blev konkurrent til Fru Heibergs mand, J.L. Heiberg, der i en årrække var en magtfaktor på Det Kongelige Teater og dermed kom Lange som teaterentreprenør igennem næsten 20 år i København til at stå over for ham.
H.C. Andersens største drøm var at blive en anerkendt dramatiker, men det var svært at slå igennem på Det Kongelige Teater, hvor Heiberg kun allernådigst antog nogle få af Andersens stykker. Derfor kunne Lange træde til på Casino Teatret og støtte H.C. Andersens teaterambitioner. Grevinde Danner, der endte ved kong Frederik 7.s side, var fra sine yngre år bekendt med Lange og deres bekendtskab holdt igennem årene – hvilket som nævnt gavnede Lange, der næsten var ustoppelig på trods af, at han ikke var en god økonom.
Bogens billedmateriale og layout løfter desværre slet ikke fortællingen om en ellers interessant periode i dansk kulturhistorie.
256 s. Udkommer d. 12.11.2025 hos forlaget Multivers med støtte fra tre fonde.