Anbefalet af Ulla Strømberg.

Teatermaskinen – på Det Kongelige Teater.

Det er ikke hver dag, at seks af landets bedste skuespillere står samlet på en scene og prøver at forklare, hvad teater er eller kan være. Sådan er det i ”Teatermaskinen”.

Et stort tomt, sort rum, seks modne skuespillere i sort tøj (hverdagsagtigt), masser af ord, men måske lidt for meget aha-leg: Nu lader vi som om….”. For netop disse seks skuespillere med landets smukkeste stemmer er vant til at sige andres ord og tanker, så vi forstår livet på en ny og dybere måde. Det er i hvert fald for mig indbegrebet af, hvad teater kan, når det er bedst.

Det er makkerparret Staffan Valdemar Holm og Bente Lykke Møllers afskedsforestilling efter mange år i teatrets tjeneste i Sverige, Tyskland og Danmark. For det er ikke kun danskere, der har kunnet nyde godt af makkerparrets meget konsekvente teatergreb. Jeg har oplevet deres forestillinger i Sverige, bl.a. en af de allerbedste ”Hamlet”-versioner, jeg har set – spillet på Dramaten, i moderne klæ’r, hvor Ophelia i en åbningsscene gik mannequin på en catwalk, i en Yves Saint Laurent-kjole. Så var hendes underdanige placering i hierarkiet visualiseret.  Og netop de mange greb i den produktion viste indbegrebet af makkerparrets specielle teater-kunst, hvor en gennemtænkt visualitet forenet med stor skuespilkunst i lykkelige øjeblikke skaber en ny og højere betydning, altid med fødderne dybt nede i traditionen.

Også i Danmark på bl.a. det nuværende Republique og naturligvis Det Kongelige Teater har parret skabt fremragende, men af og til svært tilgængelige forestillinger. For sådan er det også, hvis og når skandinaviske teaterfolk har snuset til og arbejdet inden for den tyske teaterstil. Kunsten må ikke være for letfordøjeligt!

En ambitiøs forestilling og et mangelfuldt teaterprogram

Forestillingen ”Teatermaskinen” er mere end ambitiøs, men det magre program ryster ikke op med meget, der kan hjælpe et publikum uden for teatrets verden. Folk omkring mig i teaterrummet var forvildede, selv om det var teaterabonnenter og mennesker, der gerne ville forstå og ligefrem havde forberedt sig! I programmet var der ikke grundlæggende cv’er på de to teaterfolk. Det er for ringe, og det trykte interview med Staffan Valdemar Holm var/er slet ikke så begavet og raffineret, som de mange iscenesættelser bevisligt har været. I interviewet er der tillige en række henvisninger til forestillinger! Men hvor var og er  den imponerende oversigt over parrets produktioner? Nåh jo, på hjemmesiden er der en liste over forestillinger på Det Kongelige Teater, men det er IKKE nok at skrive – hvad med de mange andre teatre? Det er arrogant udeladelse!

Og hvor var den imponerende liste over de teatre, de har arbejdet på/ eller ledet? Det Kongelige Teater har et stort dramaturgiat, så der burde være kræfter internt til at skrive oversigter, eller hvad med en lille student (eller en begavet pensionist). De havde med glæde udført arbejdet. Nok er Det Kongelige Teaters bibliotek nedlagt under forrige teaterchef Morten Hesseldahl og splittet ad, men det betyder vel næppe, at al forhistorie på den danske nationalscene og udenfor er slettet? Det er synd, og derved kommer noget uambitiøst over teatrets opbakning af projektet: ”Teatermaskinen” – og det almene publikum, uanset stor velvilje, står af.

For forestillingen ”Teatermaskinen” har sin egen ret og sin egen styrke og er dybt plantet i den store teaterhistorie – ikke kun på Det Kongelige Teater, men i europæisk teater! Det burde det producerende teater forstå.

”Teatermaskinen”s hensigt

Det er ikke underligt, at Holm og Lykke Møller, når de har fået mulighed for det, gerne inviterer de bedste danske/svenske skuespillere på scenen og sammen med dem erindrer os om nogle af de store spørgsmål, som teaterkunsten har stillet igennem århundrederne. Tidslinjen går her lige fra grækerne over Shakespeare, Molière, Strindberg, Tjekhov og til svenske Lars Norén, der for tiden af en eller anden grund er lagt i glemmekassen.

Skuespillerteorier

Skuespillerens teknik har været udsat for nogle gevaldige skub igennem århundrederne, det ved de fleste, men desværre bliver det ikke så tydeligt, hvilke krav blandingen af dramatikere og teoretikere har stillet igennem tiderne. Der er bl.a. Peter Brook og hans ”det tomme rum”, Artaud med ”grusomhedens teater” og gamle Diderot, der i 1770erne skrev et essay: ”Paradoxe sur le comédien” – der først 46 år efter Diderots død i 1784 blev udgivet på fransk og siden på andre sprog. Det er et interessant skrift, som lidt forskudt fik betydning for skuespilkunstens udvikling, for der var sket så meget fra 1770erne til midten af 1800 tallet. Flere franske revolutioner og et helt nyt kraftfuldt borgerskab havde sat sit præg. Diderot argumenterede for ”den kolde skuespiller”, der ikke selv skulle ”føle”! Alene dette skrift, der gaber over et par århundreders kunstforståelse, havde fortjent sin egen forestilling med de formidable skuespillere. Men når det hele blandes sammen, ligger faren for studentikos name dropping snublende nær.

Stanislavskijs magiske ”hvis” får lidt mere plads, men mon publikum når at forstå, hvad det går ud på? I et vittigt moment hviskes ordet Butoh-dans. Også det er vel sjovt for insidere, der som undertegnede terpede alle teorier igennem i flere år på universitetet og for en tid elskede Butoh-dans og gerne rejste over landegrænser for at opleve mørkets akavede kropsbevægelser.

Ibsen/ Strindberg

Men det gør ondt, når skuespillerne næsten i samlet flok siger, at Ibsen er kedelig, men sådan er det med intellektuelle svenskere og deres hang til Strindberg. For jeg kendte en gang en anden stor svensk instruktør, der nægtede at iscenesætte Ibsen, fordi han var ”borgerIig”. Det er dog et interessant spørgsmål, hvorfor danske teaterfolk altid har haft nemmere ved at spille Ibsen end Strindberg – for det er bl.a. spørgsmålet om den regelrette naturalisme sat over for et mere abstrakt, semireligiøst livssyn.  I øvrigt noget som den svenske instruktør Ingmar Bergman har udtalt sig om.

Det svenske islæt

Vores instruktør Staffan Valdemar Holm er jo ærkesvensker, eller skåning, og en lang, sjov sketch, igen for insidere, vel skrevet af ham selv, spilles af Olaf Johannessen på drævende skånsk dialekt – men jeg ved ikke, om man stadig taler sådan i Tomelilla, en lille skånsk by, hvor instruktøren kommer fra. I hvert fald viser scenen instruktørens tilsyneladende ret til tyranni.

Spillescener

Spillescener er der ikke mange af og dog, for dramatikeren Lars Norén får lov at stå flot med en uhyggelig scene fra ”Natten er dagens mor”, et stykke som blev skrevet i slipstrømmen af O’Neill og Strindberg og lagde nordiske teatre ned i 1980erne.  Der er også en god scene fra Shakespeares ”Macbeth”, men faktisk fandt jeg ikke ordene fra ”Frøken Julie”, mens Nicolas Bro demonstrerede en stilfærdig version af Hamlets ” To be or —” monolog, desværre i Niels Brunses oversættelse. De sidste ord: ..that is the question …  blev til: ”Det er knuden!” – åh, så upoetisk, at det gør ondt, og publikum syntes irriterede.

Hver skuespiller har heldigvis sine momenter og gør det formidabelt.  Jens Albinus har måske mindst, og jeg håbede flere gange, at han ville springe til sin fantastiske rolle i filmen ”Direktøren for det hele” af Lars von Trier, hvor det netop er skuespillerens kunst, der får sig en tur i den intellektuelle vridemaskine på et meget morsomt plan, men igen for insidere. Karen-Lise Mynster må acceptere at illudere ”trædesten” eller var det et isbjørneskind (?)  – i et meget langt citat fra den britiske “90 års fødselsdag”. I hvert fald måtte hun i lang tid ligge på gulvet. Imponerende og tålmodigt udført, mens Tina Gylling Mortensen er øretæveindbydende som en moderne dramapædagog med alle flosklerne, som var hun snydt ud af et regeringsparti med mantraet:  ressource – mig her og der.

Stina Ekblad, der efter uddannelse i Odense, blev den store skuespillerinde i bl.a. Stockholm, men har været tilbage mange gange og spillet en række roller i København, er her den elegante skuespiller, der tidligt i forestillingen bliver fornærmet og sætter sig over i en krog.

Og sådan kan man blive ved med at opremse de mange enkelte detailstudier, som denne maskine tilsyneladende er programmeret til.

Er man bidt af teater, eller er man fra den verden, er forestillingen et must – kan man godt lide sammenhæng og klare linjer, er forestillingen nok for dekonstrueret – og dermed også noget bagudskuende i sin form. Men hvad ved jeg?

Hvis det er makkerparrets sidste produktion, vil jeg savne dem inderligt, for de har fra første færd, bl.a. med grundlæggelsen af Nyt Skandinavisk Forsøgsteater i Strindbergs fodspor med “Frøken Julie”  i de første år, givet dansk teater et ekstra intellektuelt løft!

Tusind tak for det!