∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
The art of the Fugue – Ny helaftensballet på Det Kongelige Teater.
Det københavnske balletpublikum er hungrende og har været det længe. Derfor var der set frem til urpremieren på den ukrainsk-amerikanske koreograf Alexei Ratmanskys nye ballet hen over J.S. Bachs fugaer: ”The art of the fugue”. Og de store forventninger blev ikke gjort til skamme. Det blev en smuk og bevægende balletaften.
Men baggrunden er mørk og dyster, og svarer desværre ikke til den munterhed, der ofte opleves i en teatersal. For Alexei Ratmansky var i Moskva på Bolsjoj Teatret, da Rusland invaderede Ukraine i 2022. Ratmansky er opvokset i Ukraine, og hans familie bor stadig i landet, men som voksen danser og koreograf gjorde han en international karriere, inklusive nogle år som danser ved Den Kongelige Ballet. Men Ratmansky forlod naturligvis Moskva i 2022, og med sig tog han den endnu ikke opførte ballet: The art of the Fugue. Og så havnede balletten i København hos Den Kongelige Ballet.
Forestillingen er kompleks, ligesom musikken samlet set er det, men kombinationen mellem Bachs aldrig fuldendte værk og Ratmanskys ambitiøse trin er både fascinerende, interessante og for at være ærlig svære at dissekere. Denne ballet kræver flere gennemsyn, for at det samlede værks indre stemme står frem.
Hvor musikken er fugaer, som betyder flugt hen over tonerne med gentagelser, musikken fremragende til også en moderne trinverden.
Der er faktisk ikke mange historier at hente og dog, for i femte del opleves en alvor, for livets gang passerer på en måde revy, ved at alle dansepar vender tilbage fra 1.-4. del i de kostumer, vi oplevede dem i. Så forstår man uhyggen, som understreges, når den mandlige danser, ved premieren Sebastian Pico Haynes, står og spejder ud i et tomrum. Koret Musica Ficta synger, men standser på et splitsekund, for længere nåede Bach ikke i musikken, før han døde. Det er et bevægende øjeblik. Tomrum – og så klapper publikum!
Men inden da har balletten bevæget sig igennem fire stadier:
’Den første til klaver – ved premieren med den smukt spillende Alison Smith bagest på scenen tv. for publikum. Også i tredje del tog hun sig af musikken, nu på cembalo. Denne gang sat ind i et billede, som var vi tilbage i Bachs tid, ca.1700. På samme vis var sangerne i femte del også i barokkostumer, hvorimod danserne og ikke mindst herrerne hele vejen igennem er i moderne dansetricot’er. Dog ikke lige klædelige.
Men kostumerne er mindre vigtige, for det er netop den semiklassiske dans i harmoni med Bachs toner, der rammer publikum. Det er ikke første gang, at en koreograf, med netop Bach som forløser, skaber de smukkeste stemninger.
I hver sektion er det ikke mindst herrerne, der får lov at udfolde sig.
Scenografisk skifter stemningen også hen igennem aftenen.
Fra en bevægelig lysrørsdekoration, hvor tangenter indimellem står tydeligt til noget mere kosmisk for i slutdelen at være overraskende mørk og dunkel, mens et par trappeformationer står i baggrunden til sangerne.
Det meste er semi-abstrakt – semi-klassisk dans – samtidig med en ekstrem organisk sammenkobling til musikken, som synes så ren og pur. Dans og kammermusik – det kan ikke være smukkere, og med en del to, som har en messingkvintet siddende i orkestergraven og en fjerde del med en strygetrio, vist også i orkestergraven, bliver man næsten høj, også af Bach. Så vidt vides havde Bach ikke udpeget specielle instrumenter til fugaerne.
Denne bevægende helaftensballet er for stemningens skyld ret mørk, man kunne sige underbelyst, og fra de bageste rækker i parkettet kunne det være svært at skelne danserne fra hinanden eller overskue hele scenen.
Men helhedsindtrykket blev måske derfor så meget stærkere, her skulle ikke individualiseres så meget.
Og så er vi tilbage til det overordnede billede: oplevede vi en kollektiv elegi over menneskelivet? Det kunne være.
Varm anbefaling.
Set d.1.11.2025.
Koreografi: Alexei Ratmansky
Musik: Johann Sebastian Bach
Scenografi- og Kostumedesign: Moritz Junge
Lysdesign: Brandon Stirling Baker
Musikalsk Ansvarlig:
Matt Scott Rogers
Strygetrio
Violin: Erik Heide og Emma Steele
Cello: Joel Laakso og Emilie Eskær
Viola: Iben Teilmann og Ida Speyer Grøn
Messingkvintet
Horn: Claudio Flückiger, Ola Nilsson
Trompet: Nikolaj Viltoft, Jeppe Lindberg
Trompet: Jonas Wiik, Lars Husum
Basun: Kasper Thaarup, Jonathan Goodwin
Tuba/basbasun: Lars Holmgaard, Marco Gomez
Piano og Cembalo:
Kelly Lenahan
Allison Smith
Thomas Rischel
Musica Ficta Vokalensemble:
Josef Hamber
Nils Greenhow
Jakob Soelberg Miskow
David McCune
Ann-Christine Ingels
Kirse Kampp
Eva Wöllinger
Anna Caroline Olesen
Bo Holten (Indstudering)
Den Kongelige Ballet.
Alle fotos: Camilla Winther.
Alle tegninger: Claus Seidel.