Kommentar af Ulla Strømberg
The Swamp – en performanceinstallation om internettet af Kassandra Production.
”Tag skoene af! Kun små tasker! Sæt jer i en rundkreds, ryk sammen! Er nogle af jer skilsmissebørn?”
Niveauet er lagt fra starten, for forestillingen ”The Swamp” vil tilsyneladende i kontakt med publikum. Samtidigt er emnet overgreb – eller grooming for at tale dansk. Det er al ære værd at ville sætte et så kompliceret problem i spil.
Men som forestillingen kan opleves i Dansekapellet over for Grundtvigskirken i disse dage stritter den i mange retninger.
Forestillingen er vel med en moderne betegnelse en ”hybrid” eller som den betegnes: en performance, dvs. man kan blande lidt af hvert, dans, billeder, tekst og ? Skuespillerne skal heller ikke i gammeldags forstand leve op til nogle klassiske normer som at kunne sige en tekst, de skal snarere være mennesker med et budskab.
I hvert fald er ”The Swamp” svær at katagorisere, for der gøres brug af hele ”værktøjskassen”, mindre havde været nok.
Efter den langsomme sniksnak med publikum i rundkreds, deles folk op, og halvdelen udstyres med ekstra kostumer.
“The Swamp” giver mindelser om 1970ernes teater, hvor hensigten var, at vi som tilskuere skulle op af de røde plydsstole og føle på egen krop det budskab, som skuespillerne havde på hjerte. Jeg husker endnu med gru, da man skulle vejes før en forestilling om krig og deportationer, spillet på Café Teatret i Skindergade i de tidlige 1970ere.
Så galt er det ikke med ”The Swamp”, som vil vise noget om overgreb, om at sige fra, og om hvor svært det kan være at stå fast.
Men teatermediet synes ikke at være det rette sted her i 2026, selv om holdet bag forsøger ihærdigt, mens publikum hundses rundt i halvmørke. Man ledes ind i en meget raffineret scenografi, der skal illudere en sump med trædesten og en bro. Skiftende lys og en tilhørende lydside er overbevisende og også besnærende i alvoren. Men kostumerne på de to kvindelige aktører er aparte og hverken dagligdags eller det modsatte med lidt for stramme cowboybukser og for små overdele etc.
Samtidigt er det svært at hitte budskabet om overgreb, grooming og faren ved internettet. Der bliver talt om små fisk og fluer, og først mod slutningen kommer en lang stille og uhyggelig monolog – måske om en ung pige, der er udsat for overgreb – og så bliver der læst en tekst uddelt til publikum.
Her ligger forestillingens egentlige budskab. Dramaturgisk er det en forvirret vandring at nå dertil, selv om der er en slags vitaminindsprøjtning, når en publikummer, en udklædt aktør, reagerer højlydt. Jeg hoppede på den, var på det tidspunkt godt træt af forestillingens flakken imellem at kommandere med publikum og forsøg på at være semipoetisk.
Forestillingens dramaturgi og manglende fokus og ikke så præcise tekstbidder opvejes heldigvis et stykke af vejen af hele det tekniske apparat, som er interessant, og her ligger forestillingens styrke.
Men har man tendens til svimmelhed og ikke er god til skiftende lys, er forestillingen ikke anbefalelsesværdig.
Er man der imod ung, og ikke for træt efter en lang arbejdsdag og gerne uvidende om fortidens gruppeteater, kan det være, at man bider på.
Men The Swamp (hvorfor engelsk titel?) har brug for at blive strammet op, så budskab og virkemidler og ikke mindst tekstgrundlaget får en mere overbevisende karakter.
Hensigten med Kassandra Productions forestilling, som allerede blev vist for et aarhusiansk publikum i 2023, er sympatisk. Det har fem af de store private fonde også ment plus Statens Kunstfond. Alle har givet penge til teaterproduktionen. Men formodentlig er det sket forud for den færdige forestilling – og alene på ”budskabet”.
Det er faktisk farligt for teaterkunsten, at en række af de rigeste fonde og Statens Kunstfond måske ikke ser de færdige teaterprodukter og alene lader sig charmere af gode, velformulerede hensigter fra ansøgernes side. For Ikke alt, hvad jeg ser i disse dage, har faktisk det ønskede niveau, hvis dansk teater skal bryste sig af alsidighed og samfundsengagement på et kunstnerisk acceptabelt niveau.
…
Iscenesættelse, tekst og medvirkende: Annika B. Lewis og Helene Kvint. Scenografi: Signe Krogh. Dramaturgi: Daniel Wedel. Musik: Jens Mønsted. Lysdesign: Morten Ladefoged. Performere: Magnus Kongsgaard og Nina Tind Jensen.