∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Thorvaldsens Museum. Bindesbølls mesterværk af Margrethe Floryan.

Det er en smuk bog i en dominerende gul farve. Sådan må det være, når bogen omhandler Thorvaldsens Museum. Alt andet ville også være utænkeligt, da Bindesbølls museumsbygning, åbnet i 1848, i sig selv er en arkitektonisk perle, der er så anderledes end resten af hovedstadens 1800-talsbygninger. Indholdsmæssigt er museet også specielt, for kun én kunstner hyldes.  Bertel Thorvaldsens mange gipsmodeller er placeret rundt i hele bygningen og udstråler fortsat en imponerende og en kunstnerisk kraft. Thorvaldsen er i øvrigt begravet i den indre gård.

Forfatteren bag den nye bog er Margrethe Floryan, overinspektør på stedet, og derfor kan det ikke undre, at hun er detailorienteret i en grad, som vel ingen før hende, hvad angår den spektakulære bygnings tilblivelseshistorie.

Bogen kredser i den første halvdel ikke mindst om aftaler, halve løfter, indsamling af økonomiske midler og samtaler i Rom, dvs. en lang bygge- og etableringsproces, som strakte sig over mere end 10 år. Resultatet blev som bekendt overraskende, desværre uden at Bertel Thorvaldsen selv nåede at opleve det. Han døde i 1844, men havde fulgt processen først fra Rom og, da han vendte tilbage til fædrelandet i 1838,  på nært hold.

Bertel Thorvaldsen var den store billedhugger, der allerede i 1797 forlod Danmark og slog sig ned i Rom. Her blev han hurtigt internationalt anerkendt, og bestillinger på skulpturer indløb i en fortsat strøm, så han havde et større værksted med mange assistenter. Omkring ham samledes yngre, nordiske kunstnere som var taget til Rom for at blive inspireret af ikke mindst den antikke kunst. Thorvaldsen var et samlingspunkt og en del af selskabeligheden foregik hos ham i Via Sistina eller på en nærliggende café.

Det har altid være et kunsthistorisk interessant spørgsmål, hvordan den spektakulære bygning blev til, og hvorfor den ret uprøvede Gottlieb Bindesbøll (1800-1856) fik opgaven og evnede at gennemføre projektet.

Han var kun i midten af 30erne og stadig under ”uddannelse”, da han i et par omgange opholdt sig i Rom og lærte Thorvaldsen at kende.  Han var nevø til den indflydelsesrige Collin, som nok har skabt den første kontakt til Thorvaldsen.  Men derfra til at få den endelige accept af et projekteret museum er ikke nemt.

Tilsyneladende er Thorvaldsen med på tanken om at få et museum i København, der skal være anderledes end eksisterende offentligt ejede bygninger. Rundt om i Europa var der begyndte at blive etableret museer. Ikke mindst Altes Museum i Berlin, tegnet af arkitekten Schinkel i 1825,  er set som en inspiration eller måske ligefrem et forbillede for Bindesbøll og, må man formode, for Thorvaldsen.

At det nye københavnske museum endte med at blive kommunalt og spækket med farver – både på facade, i udstillingsrummene og i den indre gård, er overraskende. At der på facaden fortælles en hel historie om Thorvaldsens tilbagekomst til København, malet af Jørgen Sonne, er ganske unikt, mens udsmykningen af de forskellige rum i bygningen i pompejansk stil med ornamenter lå i tiden. En bedrift var det i øvrigt, at det endelige byggeri blev til på fundamentet af en tidligere (og gammel) vognremise.

Som bygningen i dag kendes, fremstår den som en parafrase over et både ægyptisk og til dels græsk tempel, mens udsmykningen, udført af danske billedkunstnere samt helt unge elever fra Akademiet i København, appellerer til det store detektivarbejde.

Det hele er vist med i bogen, men af og til skal man vente nogle kapitler på at få et eller flere spørgsmål besvaret. Måske er det intentionen, at ikke alle oplysninger skal komme lige på og hårdt, men omvendt bliver det lidt af et puslespil at samle oplysningerne sammen. Grunden til den lidt irriterende disponering kan være, at forfatteren simpelthen ved for meget om emnet  og derfor glemmer, at vi andre dødelige kan have ganske simple spørgsmål som hvem, hvad, hvorfor etc.og helt kronologisk.

Tilbage i dag står en unik museumsbygning fyldt med imponerende, nogle steder lidt mørke gipsafstøbninger. Men det er valgt for at fastholde autenticiteten. Måske har Thorvaldsens hånd været i berøring med skulpturen.

Der er skrevet meget om Thorvaldsen, hans kunst, hans tegninger og tillige om hans private samling af kunst, som også i dag er en del af museet. Nu er der nyt om arkitekturen.

Udkommet i 2025.