∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Til glæden, 2026. Balletaften på Det Kongelige Teater.
Fin aften på Kongens Nytorv, selv om teatret kæmper lidt med overskrifter og titler – for hvad er ”Til glæden”?
Indpakningen er dog mindre vigtig, det er balletterne, indholdet, der tæller.
På denne første aften i den nye teatersæson bød balletchefen, Amy Watson, velkommen fra scenen, og det føltes, som om det samlede balletkorps helhjertet gik ind for at formidle en række Bournonville-balletter. Nye var de ikke, af gode grunde, og heller ikke iscenesættelserne var nyskabte, men det gjorde såmænd ikke noget.Og hovedattraktionen var “Sylfiden”.
Det er mange år siden, jeg har oplevet ”Jockey-dans” – et uddrag fra en større ballet: “Fra Sibirien til Moskva” (1876). Husker den som en kraftpræstation med to mandlige dansere (Kølpin og Hübbe, vist nok), men nu reduceret til en lidt pjanket kamp imellem to unge piger, Tara Schaufuss og Lene-Maia Gruber, i ny iscenesættelse ved Alexander Stæger med Jens-Jacob Worsaas smukke kostumer fra 1979. Men Jockey-dansen skulle være noget så sjovt på en balletscene om en rivalisering på stærke hop og spring, et eviggyldigt sindbillede, for sådan er livet jo også. Men her blev det mest til pjat.
Så fulgte en lille pas de deux fra “Abdallah”, en værk af Bournonville fra 1855, Nydeligt danset, men lidt fejlmatchet med en skinger moderne, orange bagvæg, ude af trit med den Bournonville-stemning, som vel var aftenens intention. Eukene Sagues og Liam Redhead var aftenens par iscenesat af balletchefen selv.
Endnu før pausen fulgte en moderne hyldest til Bournonville: “August 2.0” skabt af Dinna Bjørn og Nikolaj Hübbe i 2020. Værket med musik af N.V. Gade bygger alene på Bournonvilles såkaldte trinskoler. Med Tobias Praetorius og Jonathan Chmelensky i front blev det en, for de mandlige dansere i korpset, flot og kraftfuldt udfoldelsesmulighed, men en traurig stemning forplantede sig alligevel via de grå kostumer, som bedst var at ligne med termoskiundertøj i den billigere ende. Det er så ærgerligt, når det visuelle blokerer for ellers fine dansemæssige udfordringer.
Efter pausen kom “Sylfiden”, Det Kongelige Teaters klenodie, som Nikolaj Hübbe i sin regeringstid prøvede kræfter på indtil flere gange.
Heldigvis er det versionen fra 2020, der har overlevet i en mageløs, æterisk scenografi og kostumepragt ved Anja Vang Kragh og Mia Stensgaard.
Der er klantern og sækkepiber på scenen, små balletbørn i kilte og en skov, der visuelt balancerer imellem flere århundreders malerkunst. Alligevel giver dekorationen en sitrende spænding, som kunne danne baggrund for den spleen, som unge James føler. Skal han gifte sig med gode, jordbundne Effy, eller bør han forfølge drømmen om det eventyrlige hos Sylfiden?
Jon Axel Fransson har det hele i sin dansesjæl, og danser nu, 6 år efter premieren i 2020, så smukt og blev, som jeg sjældent har oplevet det, “hængende lidt i luften” ved de store herrespring – sådan var det også i ”gamle dage”, når Erik Bruhn kom forbi og dansede på Kongens Nytorv.
Stephanie Chen Gundorph har danset sylfide-partiet tidligere, bl.a. i 2023, og var en anden, mere moden, lokkende, mindre uskyldig sylfide end traditionen plejer at være, men hun var fint dansende.
Astrid Elbo er dæmonisk i flot kostumeskrud og styrede hele vejen igennem som en farlig og ond hekse-Madge. Ikke så underligt, at jeg så mange af de samme bevægelser, som Sorella Englund havde år tilbage som en fascinerende Madge, for sammen med Rose Gad og Anna Trevian har Sorella Englund stået for hele iscenesættelsen – og sådan går det hele i arv. Imponerende og godt for Bournonville-traditionen.
Musikalsk set har Herman Severin Løvenskiolds musik altid være problematisk. Den er for tung, der er mere biedermeier end romantik i de fleste passager, men hvis Bournonville var tilfreds med musikken, må vi andre også være det, nu 190 år efter tilblivelsen.
Sylfiden er en del af vores store dansearv, men Bournonville var som bekendt inspireret af Pariseroperaens opsætning fra 1832 over samme historie.
Det Kongelige Teater og balletchefen har i øvrigt med fanfarer fortalt, at der takket være en donation fra et par private fonde på op mod 60 millioner kroner nu er mulighed for at styrke Bournonville-fortolkningen og bevarelsen af Det Kongelige Teaters ballet-tradition over de nærmeste år. Tidligere har en anden privat fond under Hübbes regime doneret op mod 20 millioner kroner årligt til ballet-afdelingen.
Men glem ikke, at balletafdelingen på linje med de tre andre kunstarter, opera, skuespil og kapel, er inkluderet i det statslige tilskud på 600 mill. kr. årligt. Mere synd er det ikke for folkene fordelt på nationalscenens tre, sikkert dyre lokationer: Operaen, gamle Scene og Skuespilhuset.
Men økonomi til side – med genopsætningen af ikke mindst “Sylfiden”, (2020) har Det Kongelige Teater givet balletelskere en mulighed for et fint gensyn.
NBNB: må vise et billede fra en tidligere opsætning, hvor man kan se den smukke dekoration:
Og endnu et foto:
Se tidligere Sylfide-anmeldelser fra Kulturkupeen:
2020 https://www.kulturkupeen.dk/ny-sylfiden-paa-det-kongelige-teater/
2023 https://www.kulturkupeen.dk/balanchine-og-bournonville-med-hver-sin-sylfide-det-kongelige-teater/
Dirigent /Chanmin Chung
Koreografi / August Bournonville, Dinna Bjørn /Nikolaj Hübbe
Komponist /C.C. Møller, Holger Simon Paulli, Niels W. Gade, H. S. Løvenskjold
Kostumedesign / Jens-Jacob Worsaae, Kristoffer Sakurai
Lysdesign / Michael Radl, Thomas Bek Jensen, Åsa Frankenberg
Scenografi og kostumedesign / Anja Vang Kragh, Mia Stensgaard
Medvirkende / Den Kongelige Ballet og kapel.