∗ ∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Tit er jeg glad – monolog på Teatret ved Sorte Hest.

Det blev en af de smukke og gode teateraftener med Kirsten Olesen alene på scenen i Jens Christian Grøndahls monolog – efter hans egen roman ”Tit er jeg glad” – fra 2016.  Stedet er det charmerende Teatret ved Sorte Hest.

 

Jens Christian Grøndahl skriver både melodiøst og lydefrit. Tillige er han eminent til at væve stilfærdige ordbilleder af skæbner og ikke mindst af kvindeliv fra anden halvdel af det 20 århundrede.

Elinor er 70 år og ser tilbage på sit liv, nu hvor manden er død. Pointen er ikke mindst, at hun hverken er helt sympatisk eller gennemreflekteret. Her kan hun minde om den kvinde, som Kirsten Olesen for få år siden i fuldstændig neddæmpet og suveræn stil levendegjorde på Det Kongelige Teater i ”Et tysk liv” – om kvinden i Hitlers propagandaministerium.

Med Elinor er det heldigvis noget anderledes. Hun er helt almindelig og hendes liv ligeså. I Solbjørg Højfeldts umærkelige instruktion er der ikke lagt skjul på, at Elinor er en kvinde, der er intuitiv stærk uden hverken at angre eller rumme store, bristede drømme.

Elinor er flydt med og sidder nu tilbage, af egen vilje, i nogle nye, tomme rum på Amerikavej. Der begyndte hendes liv 70 år tidligere som datter af en enlig mor, der var rengøringsdame. En livslang smuttur til Charlottenlund har ikke efterladt de store forandringer i hendes psyke.

Teksten er forfatterens egen bearbejdelse af den lille roman af samme navn med hentydning til Ingemanns smukke, dobbeltbundne sang: tit er jeg glad, ….

Monologen synes pletfri, og det i sig selv er helt mærkeligt at opleve i en teatersal. For tiden er de fleste nye, danske teatertekster spækket ikke kun med intetsigende, pseudofilosofiske sætninger –  også sproglige fejl og manglende struktur og dramaturgi er ofte iøjenfaldende.

Hos Grøndahl er den langsomme og baglænsrullende historie så veltrimmet, at det i sig selv er en nydelse. Konstellationen af Grøndahls ord iblandet lidt sarkasme med Kirstens Olesens suveræne beherskelse af både sprog og mimik er uovertruffen.  Fint at instruktøren Solbjørg Højfeldt ikke partout vil opfinde ekstra sceniske elementer. En skuespiller af Kirsten Olesens kaliber behøver ikke ekstra rekvisitter. Ordet, pausen, mimikken og stemmens uendelige nuancer klarer det hele. Kun nogle abstrakte lamel(?)vægge på den lille scene giver et par pauser i de 80 minutter.

Feminister vil måske anke over, at teksten bærer præg af at være skrevet af en mand, men omvendt: er man træt af woke og den evindelige stopfodring af følende tekster og dissekeringer af kvindeliv – er dette portræt af en helt igennem almindelig kvinde, født lige efter Anden Verdenskrig, dejligt ufarligt.   Men spørgsmålet er selvfølgelig, om det er tilpas dækkende?

Intet svar fra min side – forestillingen er på sine egne præmisser tæt ved at være sublim.

Gæstespil på Teatret ved Sorte Hest. Spiller den næste måned.

Tekst: Jens Christian Grøndahl

Skuespiller: Kirsten Olesen

Instruktion: Solbjørg Højfeldt.

www.sortehest.dk