∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
To divaer: Callas og Abramovic mødes i Cisternerne på Frederiksberg under titlen “Seventh Deaths”.
Det er flot, at Cisternerne har fået lokket den internationalt berømte multikunstner Marina Abramović til at fylde de iskolde gemakker med musikalske videoinstallationer. “Seven Deaths” er titlen på udstillingen, der betegnes som en filmisk operainstallation, hvor Marina Abramović har iscenesat syv af operahistoriens ikoniske og tragiske kvinderoller i udvalgte slutscener, mens Maria Callas’ kraftfulde stemme banker ud af højtalerne.
Der er syv store lærreder, heldigvis med bænke foran, hvor der successivt afspilles korte, iscenesatte videos. Det er i Abramovic’s kendte stil, hvor hun selv optræder – nu med kraftig make-up og markante kostumer, suppleret af en mandlig modspiller.
Ideen er indlysende med Bizets Carmen, den lokkende kvinde, der driver mænd i fordærv, Puccinis Tosca, der, for at redde sin elskede, må myrde politichefen og siden selv dø – og den ulykkelige Butterfly, ligeledes Puccini, der overlader sønnen til en fremtidig skæbne i Vesten og selv tager sit liv.
De enkelte iscenesættelser af ca. 5-10 minutters varighed er ikke uefne. Tosca ses svævende i luften i lyse gevandter, mens Butterfly går i et månelandskab med den lille søn for til sidst at tage hovedbeskyttelsen af og selv dø i ensomhed af forgiftning. Egentlig en interessant fortolkning og måske funktionsduelig på en scene.
Carmen derimod er blevet iført et meget stramt toreadorkostume. Den fortolkning er blevet prøvet før. Jeg ser ikke nogen idé i at lade Carmen smelte sammen med Toreadoren, men, men.
Selve udstillingen og det nydelige katalog gør hverken noget ud af operaerne eller Maria Callas. De er samlet set blevet reduceret til at være nyttige udgangspunkter, men ikke en væsentlig del af udstillingen, lidt mærkeligt.
Kvinderne har altid lidt og været ofre for en langsom død i mange operaer, og nu dør de nede i det iskolde, underjordiske cisternelandskab. Det bliver næsten for meget, og egentlig klæder installationen slet ikke stedet.
I øvrigt var jeg ved at fare vild flere gange, hvis det ikke havde været for en hel gruppe af gæster, der som lemminger løb forvildede rundt, hver gang en ny operaarie begyndte. Dermed blev de indirekte min redning ved at vise vejen.
Det er selvfølgelig godt set, at Cisterne kan bruges af Abramovic, men jeg har oplevet mere lykkelige sammenstillinger i de underjordiske gemakker. Og så vil jeg håbe, at der kommer flere skilte op, så ingen gæster kommer til at lide en krank skæbne a la divaerne – som i virkeligheden og i operaerne!
Om kunstneren: (citeret fra museets info:)
Marina Abramović (f. 1946, Beograd) er en af samtidens mest betydningsfulde performancekunstnere. Siden 1970’erne har hun udfordret grænserne mellem krop, sind og publikum og skabt ikoniske værker som Rhythm 0 (1974) og The Artist Is Present (MoMA, New York, 2010).
Abramović har været vist på store museer verden over og i Danmark bl.a. på Louisiana med The Cleaner (2017). I 2023 modtog hun Sonningprisen for sit livslange bidrag til performancekunsten. I 2026 er hun aktuel med udstillingen Transforming Energy på Gallerie dell’Accademia som en del af Venedig Biennalens program.
Jeg kan tilføje, at i 1990erne, hvor jeg stødte på Abramovic flere steder, bl.a. i Venedig til Biennalen i 1997 og siden i Berlin, var hun overraskende, indimellem grænseoverskridende i sit kraftfulde nærvær og sin meget personlige investering i “at være tilstede”. Det har nok aftaget med årene. Nu er hun på alle måder blevet en “kunstindustri”, men det er nok forståeligt. Der er grænser for, hvor meget man fortsat kan opfinde.
www.cisternerne.dk til og med november 2026.