Menu Luk

Tronfølger på Mungo Park i Allerød.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Tronfølger på Mungo Park i Allerød. Endnu et vedkommende blik ind i vor tids komplekse  danske virkelighed – spillet på Mungo Park.

Velspillet, men uhyggeligt indblik i fejlslagen integrationspolitik.

Kontrasterne står i kø i ”Tronfølger”. Fra latter og vildskab til den dybeste sorg. Fra fuld tryk på musikken til stilhed og pause. Fra tro på, at det nok kan lade sig gøre til en erkendelse af, at det bare ikke gik.  Integrationen i Danmark har tilsyneladende spillet fallit for 90 procents vedkommende.

Tronfølger. Mungo Park. 2024. Pressefoto.

 

Skuespilleren, dramatikeren og på det seneste også teaterdirektør på Blaagaard Teater, Alexander Mayah Larsen, er nået til anden del af sin familiekrønike, hvis man kan kalde de koncentrerede familieportrætter så stort et ord.

Med ”Tronfølger” indfrier Alexander Mayah Larsen alle ens forventninger. For allerede første del, ”Som Brødre” var et fremragende portræt af den svære integration og om en opvækst i Danmark. Premieren var i foråret 2021, samme dag, som teatrene genåbnede efter en nedlukning i månedsvis. Det var en kunstnerisk åbenbaring af se ”Som brødre”.

Med ”Tronfølger” går Alexander Mayah Larsen tilbage til faderens historie og portrætterer en kompleks skæbne.

Tronfølger. Mungo Park. 2024. Alexander Mayah larsen. Tegning af Claus Seidel.

Han blev født i Iran under Shahen, men siden blev præstestyret stærkere og stærkere. Med en kemiingeniøruddannelse i bagagen og efter at have været vidne til mordet på broderen, flygtede han. Helt tilfældigt blev Danmark endestationen. Ved et busstoppested mødte faderen Alexanders moder, og en ny tilværelse begyndte i Danmark.

Parcelhus, børn, men intet kvalificeret job, kun rengøring og tjansen som buschauffør. Det var og er hvad Danmark kunne tilbyde.  De to sønner gik hver sin vej, en blev kriminel, den anden, den yngste, det må være Alexander, blev et mønstereksempel på en veltilpasset andengenerationsindvandrer!

Men faderen blev mere og mere isoleret, og en dag søgte han hen mod den lokale moské og mødte ligesindede. Lidt efter lidt drejede hans tankeverden sig væk fra alt det danske, som jo ikke havde respekteret ham, og hans værdigrundlag blev det gammelkendte. Kvinder skal tie, må ikke gå udfordrende klædte etc. Tilsidst tog han tilbage til det land, som han oprindelig var flygtet fra. Danmark havde aldrig taget imod ham på trods af hans åbenlyse evner.

Tronfølger. Mungo Park. 2024. Pressefoto.

Teksten er ren, eminent, effektiv, moderne og det samme må siges om Thomas Hwams instruktion. Der er turbo på fra starten, og med musikeren Nanna-Karina Schleimann (uden kostume) er der tryk på lydbilledet, der følger og understreger den dramatiske handling.

Men er det virkelighed? Har tilværelsen været så nådesløs?  I hvert fald vælger både Alexander Mayah Larsen som forfatter og Hwam som instruktør at lade det, der i begyndelsen udfolder sig som et teaterspex med ”goddag” til publikum og ”kom med op på scenen”-attituder pludselig at blive grav alvor og aldrig vende tilbage til den lette tone.  Er det velfungerende rent dramaturgisk? Jeg er i tvivl. Synes at publikum efterlades på en tømmerflåde uden reb. For den lille dansker har ikke noget at gøre med den fejlslagne integrationspolitik.

Tronfølger. Mungo Park. 2024. Alexander Mayah Larsen og Nanna Karina Schleimann. Tegning af Claus Seidel.

Den danske asylpolitik har altid været latterlig og langt hen ad vejen forkert, men hvis der skal adresseres en kritik, må den ramme politikerne.  For mig at se, har det politiske system fejlet på grund af uvidenhed, inkompetence og dobbeltmoral.  En direkte henvendelse til det danske ”system” havde været på sin plads, men måske er det farligt også i Danmark at gå i rette med myndighederne, hvis man er inden for kunstens verden.

For alle ved, at den gode teaterkunst er 100 procent beroende på det offentliges velvilje, og så går det næppe at udskamme systemet.

Tronfølger. Mungo Park. 2024. Pressefoto.

Med TRONFØLGER har Alexander Mayah Larsen endnu engang understreget, hvor eminent og ”ærlig” en skuespiller han er. Samtidig at han er en fin og konsekvent  krønikeskribent. Vi venter spændt på tredje del, og det bliver vel den danske moder, som får en tur i teatermøllen!

 

Tronfølger af Alexander Mayah Larsen.

Skuespiller/ Alexander Mayah Larsen

Musiker/ Nanna-Karina Schleimann

Dramatiker/ Alexander Mayah Larsen

Instruktør/ Thomas Hwan

Scenografisk konsulent /Frederikke Dalum

Lysdesigner/Casper Døi

Lyddesigner/Emil Sebastian Bøll

www.mungopark.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *