∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Truckervask til ældrebyrden. Folketeatrets store scene.

Forestillingen er en lille sejr for Folketeatret på trods af både titel og emne.

Ældrebyrde, plejehjem og “den sidste tid”. Hvem orker at høre om det? Samtidigt er titlen gyselig, men forestillingen er som teater brandgod, lattervækkende, dobbeltbundet og overraskende.

Men, og det må også understreges, man kan let føle sig udskammet og latterliggjort, hvis man er gammel eller blot moden. For forestillingen går i både tekst og instruktion lige til eller over grænsen, som var vi til revy med Claus Ryskjær og Lisbet Dahl, da de spillede gamle.

Det er succestrioen bag Anita-trilogien på Aalborg Teater, der er rykket til Nørregade i København: Dramatiker Henrik Szklany, instruktør Martin Nyborg og scenograf Laura Rasmussen.

Man kunne frygte det værste og samtidigt forvente det bedste. For når forfatteren Henrik Szklany skriver dramatik, søger han mod bunden af det danske samfund, der, hvor lov og ret måske gradbøjes, der, hvor borgerne ikke har fået mange valgmuligheder og der, hvor sproget rummer gloser, som kan være svære at oversætte og måske ligefrem er stødende.

Det hele er faktisk med i ”Truckervask til ældrebyrden”, et satirisk spil og også et spex om noget fundamentalt i det moderne samfund, det danske plejehjem.

På uhyggelig vis kan vi ikke ryste virkeligheden af os, for når sidste stop nærmer sig, dvs. plejehjemmet, så er det svært at stå imod. Samtidigt bliver vi ældre og ældre, men  afslutningen er næppe anderledes i dag end tidligere, blot skubbet nogle år, et årti måske.

Den ældre, danske borgers kontakt med systemet bliver på et tidspunkt uundgåelig.  Det kan være grumt og og uhyggeligt, men vedkommer os alle. For hvad skal der ske med os, høj som lav, når vi er så gamle, at vi har brug for hjælp til det meste? Engang var det familiens opgave, nu arbejder de fleste eller familieansvarligheden er gået fløjten, engang kunne de mest velbjergede betale sig fra det, men i dag, hvor det danske samfund har udlignet det meste, er ældrepleje  en opgave for ”det offentlige”.

Derfor er forestillingen, på trods af den muntre spillestil og groteske indpakning, alligevel uafrystelig for alle modne mennesker!

Skuespillerne er for ”de gamles”  vedkommende maskeret næsten til ukendelighed, og alle har forstået både forfatterens og instruktørens intentioner om en balancegang mellem virkelighedsbilleder og vild parodi.

Benedikte Hansens Herta-figur med skrutryg og masser af rynker og oveni gule briller gemmer som alle de andre på flere hemmeligheder, bl.a. er hun bil- og traktorkyndig og har levet sammen med en anden kvinde. Hun finder heldigvis sammen med Sarah Bobergs sjove rødhårede type, der er vild i sproget, tænker en del på sex og er tidligere indehaver af en pornobiks. Hun er bare morsom.

Ægteparret, spillet af Lene Poulsen og Joen Højerslev, er et uhyggeligt dobbeltportræt, da hun er mere senil end han og uafladeligt knuger en barnedukke til sig, ( Er det ikke set i RIGET?), mens han bliver mere og mere vanvittig i sin uformåen.  Udenom er der kitlerne og lederen, spillet på kornet af Petrine Agger.

Modsætningerne er til at få  øje på. For lederen løber hele tiden rundt med et skævt smil, nogle regneark og en telefon i hånden. Frakken over skulderen markerer, at hun er på vej, mens alle de floskler, som konsulenter i årevis har udstyret offentligt ansatte med, strømmer ud: Vi skal løfte i flok, nu skal vi lige op over bjerget, og så bliver det godt, ”dialogmøder fremmer”. Og den værste: ”Jeg hører, hvad du siger” og vupti er hun væk, lige indtil hun selv rammer bunden og oplever det store personlige sammenbrud.

De to sosu’er i blå kitler har hverken floskler eller nykker, men samvittighed, de ikke kan bruge til så meget, når der ikke er tid til at gøre nok for de gamle. Fint, neutralt og overbevisende spillet af Amira Jasmina Jensen og Jela Natius Abildgaard.

Det  ugentlige bad er en saga blot, det samme med en ren ble etc. Det med bleerne hopper jeg let henover, men ulækkert er det, selv om det nok er tæt på virkeligheden. Her har scenografen kunnet muntre sig med forskellige tekniske finesser, der skal få det til at gyse nede på publikumsrækkerne. I øvrigt er det en næsten usynlig scenografi , med tynde gardiner og mod slutningen uhyggelig symbolsk siven af lysebrun væske ned ad de lyse institutionsvægge.

Selvfølgelig er der også en igangsætter, rent dramaturgisk skal der jo være én, der kommer udefra.  Det et en ung, arbejdsløs, tidligere mekanikerassistent spillet af Marcus Gad Johansen. Han kommer fra Alborg Teater og kender til det slangsprog, som dramatikeren Henrik Szklany ofte anvender, og som vi andre ikke altid kan oversætte. Han står helt fremmed over for ældre mennesker, men lidt efter lidt kan han bl.a. via moderne disko musik eller hvad det nu er, fange deres opmærksomhed og peppe humøret op hos de ældre. At han også kan kommunikere med Herta om biler er en anden sag, der mod slutningen får konsekvenser.

Selvfølgelig skal mindst to af de ældre dø, mens vi sidder dernede i salen og måske tænker på de dødsfald, som vi selv har været vidne til. Og da plejehjemslederen udbryder, at det er forfærdeligt, at den ene er død alene, må man reagere. For  Benedikte Hansens figur havde siddet ved sengekanten. Men det viser blot endnu engang hvilken disrespekt, der hersker over for ældre mennesker. De er ikke længere individer. En lille replik, og vi forstår den fatale mangel på respekt.

Den unge mand er i øvrigt slet ikke forberedt på døden, og da han mod slutningen fortæller om de personlige svigt, han selv har oplevet igennem sit unge liv, er der ikke et øje tørt. Men hans figur måtte godt have haft flere nuancer og en mere markant udviklingskurve.

 

Hvor Anita-trilogien var et blik ind i “underdanmarks” svære vilkår,  er ”Truckervask til ældrebyrden” mere almen. Hvis vi er “heldige” at leve længe nok, vil vi havne på et plejehjem, hvor vilkårene ikke nødvendigvis er meget bedre end på Folketeatrets bud.

Det er forstemmende, det er uhyggeligt, og på vejen hjem fra teatret var min ledsager mest interesseret i at diskutere, hvilken metode han kunne bruge for at slippe for et nedværdigende liv i en metalseng med voksenbleer betalt af det offentlige.

Folketeatret har desværre afskaffet trykte programmer. Det er er fortsat en dum disposition, som heldigvis ikke deles af alle danske teatre.  Men i en note på nettet citeres lidt nyttig statistik:

40.000 danskere bor på plejehjem, og gennemsnitsalderen er 81,4 år, når de flytter ind. 65% er kvinder. Ud af de 40.000 beboere har mindst 66 procent en til flere demenssygdomme.

I 2020 var der mere end 1.156.000 danskere over 65 år, og tallet forventes at være 1.390.000 i 2040.

NB:  I 2018 viste Aarhus Teater og Sort/Hvid Christian Lollikes såkaldte dokufarce “Hospitalet”. Det var mageløst morsomt, trukket helt ud til det ekstreme. Men  hjalp det?  Se den gamle anmeldelse på kulturkupeen.dk

Manuskript: Henrik Szklany
Instruktion: Martin Nyborg
Scenografi: Laura Rasmussen
Lysdesign: Lars Schou
Lyddesign: Rasmus O. Bunton
Medvirkende: Marcus Gad Johansen, Benedikte Hansen, Sarah Boberg, Petrine Agger, Amira Jasmina Jensen, Joen Højerslev, Lene Poulsen, Jela Natius Abildgaard

www.folketeatret.dk