Myra, en antik by med fascinerende grave indhugget i klippevæggen, et græsk-romersk teater og en overraskende sejltur.
Anbefaling af Ulla Strømberg.
Tyrkiets riviera, med flere antikke monumenter, II.
Som ”kulturturist” i Tyrkiet er det en god idé at nøjes med at være historisk interesseret i formiddagstimerne og lade eftermiddagene være mere afslappede. Når temperaturen endnu ikke er så høj, kan kræfterne bruges på at drage afsted i bil. Vejene ved kysten minder umiskendeligt om hele Sorrento/Amalfi-området i Italien og kræver en god chauffør.
Myra er det gamle græske navn for en by og et område, som i dag er benævnt Demre. Men det er i Myra, at fortidens evigt skiftende vinde bedst forstås.
Den moderne by Demre har i de seneste årtier opbygget en stor industri af grøntsager gemt under triste plastic-dækkener. Landskabet ligner et stille hav i lyseblåt, men er i virkeligheden uendelige rækker af væksthuse for primært tomater. Kønt er det ikke, men sikkert nyttigt for økonomien.
Lige uden for byen kan århundredernes gang opleves. Lykien er den gamle betegnelse for området og flere af de antikke monumenter kan føres tilbage til lykierne.
Den lykiske befolkning dækkede området fra Fethiya til Antalya (Ikke så stort et område – højst 200 km gange 100 km) fra ca. 1400 år f.v.t. Lykierne havde deres eget indoeuropæiske sprog, som dog blev fortrængt af græsk omkring år 200 f.v.t.
Ca. 540 f.v.t. angreb perserne befolkningen, og lykierne overgav sig. Siden kom grækerne, men perserne var stærkere. I 333 f.v.t. viste Alexander d. Store sin styrke og hans efterfølger tog magten over Lykierne. Senere, i 43 f.v.t. angreb romerne de magtesløse lykiere, og området blev siden overdraget til Rhodos.
Efterfølgende fulgte overgreb af andre magtfulde herskere, bl.a. fra Pergamon. Kampgejsten for lykierne var brugt op, det oprindelige sprog havde de mistet og snart også deres egen kultur. Tilbage stod ruiner af en tidligere kultur, da tyrkere og arabere invaderede området.
Kulturers undergang er altid deprimerende at tænke på, men nu er ruinerne der, og i Myra findes bl.a. fra ca. 300 f.v.t. nogle helt unikke grave – indhugget i klippen. Det specielle er bl.a. genskabelsen af træets struktur og muligheder, så gravene fremstår som var det små huse og kapeller bygget ind i klippebjerget: det er stadig, nu ca. 2.000 år efter, som om gravene er skabt af træ og ikke af sten. Mystisk og grotest og for Tyrkiet også unikt.
Når grækerne invaderede nyt land, byggede de ofte deres karakteristiske teatre, som romerne i første århundrede e.v.t ændrede i grundstrukturen. Derfor kan man ofte som teaterhistoriker blive forvirret. Men smukt er også dette græsk-romerske teater, som blot henligger, tilsyneladende uden at de lokale har inddraget det til kulturelle aktiviteter.
Ved foden af bjergvæggen med alle gravene står lidt tilfældigt store udhuggede og dekorerede stenblokke, der engang har været udsmykning fra det oprindelige græske teater. Her ses de karakteristiske ansigtsmasker, som havde dobbeltfunktion – både for illusionens skyld, for at de mandlige skuespillere kunne spille forskellige roller og tillige, så talen kunne forstærkes.
Hele området ligger nu hen og da jeg var der med en lille gruppe, var vi de eneste.
Flere mennesker var på besøg i den gamle kristne kirke, Saint Nicholas kirke fra det 7. århundrede e.v.t. i nabolaget. En anden og tidligere kirke fra ca. 300 tallet har ligget på stedet.
Kirken er meget smuk i sin grundstruktur og den tilknyttede historie er interessant, selv om den nok balancerer midt imellem virkelighed og skrøne. Foran kirke står en skulptur af ”Julemanden”. Nicodemus var en mand af rig familie, der bosatte sig i Myra i 300 tallet.
Myra nærbillede af de lykiske grave fra ca.4. årh. f.v.t.Han levede for at gøre gode gerninger, havde været i Jerusalem, hjulpen sømænd og nu var målet at sikre, at de fattige havde mad og penge. Ved juletid siger legenden, at han kastede mønter ind til nogle fattige, der samlede dem op i en sok. Heraf kom navnet, Santa Claus – (på engelsk!) og måske også hans helgenstatus. Historien er vel god i ikke mindst romersk-katolske og amerikanske turistkredse. Men hvordan Nordpolen (Finland og rensdyr) kommer ind i legenden, melder tyrkerne intet om.
Er man tæt på Myra kan eftermiddagen snildt bruges på havet. For i bugten ekova er det en spændende oplevelse at gå ombord på en mellemstor turistbåd og sejle ud i bugten.
Vi var heldige og fik serveret en fin lokal frokost ombord med hjemmegrillede ørreder og de sædvanlige salater af lokale grøntsager, bl.a. tomater, kartofler m.m.
Fra båden kunne der bades. Men uden det store dykkerudstyr kan man kun ane Kekovabugtens største hemmelighed- en sunken by som ligger udner vandet. Et jordskæv fik en hel lille bebyggelse tila t synke 6 meter., I dag – 2.000 efter står ruinerne i vandkanten – og et liv under vand anes.
Flere ruinbyer findes i området. Jeg nåede dem ikke, men de er afgjort værd at besøge. Fra havet kan man ane resterne af et slot oppe på en klippe ved Simena. Flere timers kørsel mod den store turistby Antalya ligger spændende monumenter fra den græske og romerske tid, bl.a. i Perge og Aspendos.
Se de to andre artikler om Tyrkiets riviera og dens skatte.
Jeg var inviteret af Visit Turkey.