Kas med byens kongesarkofag og det græsk-romerske teater med en ny filmfestival.
Anbefaling af Ulla Strømberg.
Tyrkiets riviera med oplevelser for næsten enhver smag. I.
Efter en lille tur til Tyrkiets sydkyst er jeg blevet klogere. Nu ved jeg, hvorfor danskere og mange andre tager til Tyrkiets sydvestkyst. Naturligvis fordi sommerhalvåret giver 100% solgaranti.
Aldrig har jeg sovet så godt, som i de fire dage, turen tog. Det var behageligt varmt, det var i begyndelsen af juni, ikke for fugtigt, ikke for mange myg, og med en smuk himmel og, heldigvis for mig, også en udsigt over havet, der sagde spar to. Kort sagt: Ro og fred.
Et ekstra plus er Tyrkiets indstilling til turisme. Det meste fungerer, air-conditionen er robust, og for en snerpet rejsende som mig er der overraskende rent overalt. Helt uden malice: der er renere på Tyrkiets sydkyst end i Danmark. Hverken papir eller plastflasker flyder på gader og veje!
På enhver sommerrejse sydpå skal der være lidt af hvert. I den lettere og underholdende ende er der naturligvis badestrande, swimmingpools og gode måltider. Kun få hoteller på sydkysten har direkte adgang til private strande, dertil er kysten for klippefuldt. Til gengæld er der forskellige bademuligheder med større og mindre sandstrande med strandstole etc. Af og til er nedgangene svære ad stejle trapper, og det er selvfølgelig til de mest pittoreske sandstrande.
Ellers kan man trække sig tilbage til nogle af de raffinerede restauranter, der ligger overalt med terrasser mod havet eller blot med udsigt over den tilsyneladende frodige grønne natur, der kun får regn i få vintermåneder af året.
Restauranterne er for de flestes vedkommende meget bevidst indrettede i moderne stil, der balancerer midt imellem rustik fortid og simpel nutid.
Kysten bugter sig, småøerne ligger på rad og række ude i havet, og en enkel ø, som er græsk, viser tilbage til Tyrkiets urolige historie med besættelser, overtagelser, indlemmelser og begyndende selvstændighed. Det sidste har betydet, at mange byer her på sydvestkysten nu i de senere år har fået et tyrkisk navn. Det kan virke forvirrende, når badestranden forlades til fordel for en tur til nogle af de gamle historiske monumenter, som man har lært om for årtier siden, og nye navne skal læres.
Med udgangspunkt i byen Kas (udtales KARSCH) med ca. 8.000 indbyggere uden for turistsæsonen samt et helt nyt område med små hoteller og pensioner, er der gode muligheder for at forstå noget af den store fortid.
Mit i byen Kas bliver man hurtigt mindet om den lykiske fortid. En stor kongesarkofag tager imod folk ved indgangen til den gamle by, som rummer mange små butikker og restauranter. Sarkofagen er fra det 4. århundrede f.v.t. Midt i en rundkørsel, helt nede ved havnen, står en mindre sarkofag. Her er nemlig ingen fine fornemmelser for fortiden. Alligevel drømmer alle lokale om, at de mange tusinde antikke monumenter en dag får samme høje status som de historiske monumenter i Grækenland og italien og at fortidens fascinerende historie kan blive et rejsemål i sig selv.
Set med de øjne er det vigtigste i Kas det gamle græsk-romerske teater. Alle teatre i det nuværende Tyrkiet er oprindelig blevet bygget af grækerne op til ca. 100 år f.v.t. og siden i de følgende århundreder ombygget af romerne.
Grækernes teatre bestod af en stor, nærmest cirkulær spilleplads og derfor er den amphiteatralske publikumsopbygning på mere end 180 grader. Det ændrede romerne på i de fleste teatre, også her i Kas – som engang hed Antiphellos. Teatret er overraskende velbevaret, dog uden sceneopbygning, og bærer i dag stadig det gamle navn Antiphellos.
Teatret er smukt udsigten i dagtimerne ubetalelig. De 26 rækker har engang kunnet rumme 4.000 mennesker (?). Dr er stadig åbent dagligt, og fra øverste trin er udsigten imponerende over bugten og Middelhavet.
Netop det smukke antikke teater i Kas fik for fire år siden Seren Topaloglu, der er opvokset i byen, til at etablere en filmfestival i det antikke teater. Med tilknyttede aktiviteter som debatter, workshops og lignende var det hensigten fra starten at samle filmfolk samt almindelige filminteresserede. Det er lykkedes for den nu 4 år gamle festival.
Seren Topaloglu er en kraftbundt af energi og venlighed og symbolet på den moderne, tyrkiske kvinde. Hun synes helt ukrukket, som hun går rundt blandt alle de unge deltagende filmfolk og de mere modne sponsorer. Initiativet er imponerende og ligeså gennemførelsen. Her i 2025 er det femte gang festivalen, som kun varer få dage, gennemføres. Alt er struktureret som andre filmfestivaler med et såkaldt “open call”, n bedømmelseskomité og præmieringer. Det er kun kortfilm, og det er en god idé. I år har der været fire kategorier. En af dem er naturligt nok undervandsfilm, for Kas er i dag et berømmet dykkersted.
Årets kortfilm kom fra hele verden, men dem, jeg nåede at se, var ikke imponerende. De mindede lidt om neurotiske skolefilm fra 1990erne, til gengæld var selve sceneriet i det antikke teater fascinerende, og det er i sig selv en gave.
Solen går ned ca. 20.30 i Kas, og som mørket falder på bliver stemningen fortsat uhøjtidelig, men også mere intens for en nordboer, for det er fortsat varmt, mindst 25 grader. En helt unik stemning.
Det er bemærkelsesværdigt, at det antikke teater kan og må bruges uden for mange ekstra tekniske finesser – bortset fra et stort lærred.
Med al den interessante fortid glemmes næsten den gode mad. Men i Kas er det nemt at finde nye, smarte restauranter med smukke terrasser ud til havet. Om aftenen tændes for charmerende belysning, når mørket bryder frem. Menuen er hver gang næsten den samme, små forretter til hele bordet, lavet af lokale råvarer som tomater, rødbeder, auberginer, asparges og endnu flere grøntsager. Heldigvis er ikke alt krydret. Hovedretterne er til gengæld ikke så store. Derpå følger desserten, som kan være lidt svær at elske, da sukkerbalancen ikke helt i overensstemmelse med en nordisk smag.
Kas er et fantastisk udgangspunkt for at opleve flere forskellige antikke ruiner, charmerende badestrande og raffinerede restauranter. Der var i begyndelsen af juni ingen charterturister. Det eneste minus er, at byen ligger mindst to en halv times bilkørsel fra flere lufthavne.
Der følger endnu to artikler om området i det gamle Lykien.
Jeg var inviteret af Visit Turkey.