Forslag af Ulla Strømberg.
Uge 35 – Vigtige premierer og gæstespil på danske scener.
Teatrene er ved at tage tilløb til sæson 25/26.
Aarhus Teater har intet at frygte med den nye “Teaterkoncert Helmig”. Alle billetter er solgt inden premieren på torsdag, d. 28. august! Der sælges nu til genopsætningen i 2027! Det er en PR-bedrift, som svarer lidt til Det Kongelige Teaters succes i sidste sæson med ”Jeppe på Bjerget”, hvor ALLE ville se Frederik Cilius i titelrollen, og derfor kunne teatret melde udsolgt allerede inden premieren.

Det sjove er, at Aarhus Teater, fra starten på plakater om forestillingen havde en lille notits nederst: ”Thomas Helmig medvirker ikke”. Det gør til gengæld en håndfuld skuespillere, dirigeret af instruktøren Nikolaj Cederholm. Det var ham, som ”opfandt” den danske teaterkoncert tilbage i 1994 med ”Gasolin” på Dr. Dantes Aveny. Også dengang var pointen, at Kim Larsen ikke medvirkede.
Tivoli begynder en tredages Balletgalla samme dag, d. 28. – og det lyder lovende med solodansere fra New York City Ballet, The National Ballet of Canada, The Royal Ballet London, Hamburg Ballet, Kammerballetten og Dutch National Ballet og dansere fra Tivoli Balletteater. Ida Praetorius, som i det daglige er knyttet til Hamburg balletten, danser i flere partier. Det bør man da ikke gå glip af. www.tivoli.dk

Det Kongelige Teater, som ”i gamle dage” havde spændende internationale balletgæstespil, har repremiere lørdag, d. 30. august, på to Bournonville-balletter: ”La Ventana” ”Kermesse i Brügge”. Vi er nok mange balletentusiaster, der fortsat venter spændt på fornyelse på Kongens Nytorv efter den nye balletchef, Amy Watsons tiltrædelse.
Søndag d.31. august har Puccinis opera ”Tosca” premiere i teaterchef Kasper Holtens nye iscenesættelse. Det forlyder, at operaen fortolkes i et mere politiseret lys, hvor kunst og politik sættes op over for hinanden. Det bliver interessant, om “Tosca” kan bruges som en ”forklaringsmodel” på den politisk usikre og forvirrede nutid, vi lever i.

Kulturkupeen forsøger at nå det hele – læs med i de kommende dage.
