Kommenteret og anbefalet af Ulla Strømberg.
Venedig Biennale 2026, 3. Arsenale og hovedpavillonen.
Kulturkupeens Venedig-føljeton 2026 fortsætter, for i de 4-5 dage, hvor jeg var i byen, regnede det en del og var så køligt, at hovedbeskæftigelsen såmænd blev at ”se på kunst” og vel at mærke den moderne af slagsen. Fortovscafeer blev sprunget over og ligeså stilfærdige slentreture langs kanalerne.
Årets biennale er som allerede beskrevet ikke en rejse værd, og det kan jeg skrive, for jeg har ingen redaktør, der af samme grund ikke vil sende mig af sted næste gang. Jeg er alene og betaler selv. Men er man alligevel i Venedig eller i nærheden, så sæt tid af til Arsenale og dermed også til hovedpavillonen i Giardini (forklaringer på stederne, se de tidligere rapporter.)
Årets projekt med den overordnede titel: ”In Minor Keys” ( I dur toner), var oprindeligt lagt i hænderne på Koyo Kouoh, en anerkendt kunsthistoriker og kurator med rødder i både Cameroon og Schweiz. Hun havde stået bag flere markante udstillinger og var blevet leder af et moderne kunstmuseum i Cape Town, hvor hendes indsats hurtigt blev anerkendt lokalt og også i den vestlige kunstverden. Hun sagde ja til at blive chefkurator for “Venedig Biennale, 2026” og samlede et team, udarbejdede et grundprojekt og skrev en indledende tekst med titlen: ”Toner i mol”.
Desværre døde hun af en galoperende kræftsygdom i maj 2025, men hendes team arbejdede loyalt videre. Derfor er det teamets indsats, som kan iagttages og beundres som noget af det eneste på den store internationale biennale i Venedig, der har en interessant helstøbt idé.
Tredje verdens kunstnere dominerer i Arsenale og sprænger de gamle kategorier som maleri og faste, fysiske skulpturer. Begreberne må erstattes af cross over, for det er spændende koloristiske installationer, vævede tæpper, sammensatte figurer, kunsthåndværk med kulturhistoriske rødder og meget mere, som fylder op i de historiske rum, der engang var den venetianske flådes værft.
Det er en lystvandring på begge udstillingssteder, hvor grundopfattelsen synes ens, “Toner i mol”, selv om de udstillende kunstnere, når man går tæt på, er ganske forskellige.
Der er dog af uransagelige grunde også repræsentanter fra både USA og Australien, men egentlig synes deres værker at stikke af som værende lidt for hårde, lidt for kantede og alt for brutale, hvorimod den mere ”autentiske” og næsten primitive kunst føjer sig til de menneskelige vilkår, nogle har levet under og måske stadig kender til.
Øverst på den nu afdøde kurators dosmerseddel stod der:
”Tag en dyb indånding, pust ud, sænk skuldrene og luk øjnene.” Det er jo ikke ligefrem det, man gør, hvad enten man er en vestlig kunstner, galleriejer eller bare én, der styrter rundt i Venedig for at ”forstå og indoptage moderne kunst”. Men det var smukt tænkt.
Det ville have været spændende at møde Koyo Kouoh og høre hendes entusiasme, for det må have været et hårdt arbejde at trænge igennem med at fremhæve ikke mindst afrikanske billedkunstnere.
Seneste Documenta i Kassel (2022 – se anmeldelsen her: https://www.kulturkupeen.dk/documenta-15-i-kassel/) havde indbudt et indonesisk kunstnerkollektiv, og det var mildest talt en stor fiasko på alle parametre. Men Venedig Biennale, 2026, er faktisk et eksempel på, at hvis én person, eller som her en loyal arbejdsgruppe er tilstrækkelig kvalificeret, kan der fremhæves nye, spændende aspekter. Det er faktisk lige netop, hvad den såkaldte ”kunstscene ” har brug for nu, med et usynligt motto: ”Foren jer i verden”.
Det er svært at fremhæve nogle kunstnere. Arsenales store hal er stedet, hvor chefkuratoren altid viser en samlet udstillingsidé. Men i de seneste år er Arsenales lokaliteter længst væk fra indgangen givet til nyere nationer, som ikke ejer en pavillon fra det 20. århundrede. Men så begynder intentionerne, udtrykkene og budskaberne faktisk at flyde sammen og helhedstanken er væk.
Derfor igen, igen: Venedig Biennalen, 2o26, er ikke noget “must”. Den er tværtimod et tydeligt bevis på, at samtidskunsten har svært ved at finde et ståsted, en relevans, en eksistensberettigelse.
Se tidligere rapporter fra årets biennale, 2026: