∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Vide vægge – det moderne kunstmuseum i Danmark af Kristian Handberg.
Ifølge pressemeddelelsen har forfatteren, ph.d. og adjunkt Kristian Handberg, brugt 7 år på at samle historien om det moderne kunstmuseum i Danmark. Det lyder lidt mærkeligt, for de fleste (moderne) museer med respekt for sig selv har udgivet bøger om deres tilblivelse og baggrund. Også erindringsværker om eks. Louisiana foreligger. Yderligere er der i de senere år, bl.a. takket være midler fra flere private fonde og Ny Carlsberg Fondet, skrevet om de store mæcener og samlere tilbage i tiden, ikke mindst omkring 1900-1920. De store internationale udstillinger er tillige blevet beskrevet. Kulturpolitisk er det heller ikke så svært at nå frem til kilderne, og nogle af aktørerne lever endnu, hvis man skulle være i tvivl.
Min bogreol rummer en pæn del af litteratur om museer i Danmark og Nordeuropa, og resten har jeg oplevet direkte igennem de seneste 40 år – bl.a. ved utallige museumsmøder og interviews med museumsdirektører, arkitekter og kulturpolitikere. Så historien er ikke så ubeskrevet!
Den moderne, institutionelle danske kunstmuseumshistorie har i høj grad været præget og inspireret af udviklingen i både Tyskland og Frankrig. Også her er der litteratur at hente om udviklingen.
Men om det skyldes, at bogen ikke må være for lettilgængelig, eller forfatteren har en mere avanceret tilgang til begrebet museum og billedkunst, skal jeg lade være usagt. Men lige så godt det havde været at få en klar gennemgang af udviklingen, lige så ærgerligt er det faktisk, at forfatteren har forspildt den mulighed og i stedet udgivet en bog, der også på det rent visuelle plan er svær at hitte rede i.
Bogen ser layoutmæssigt ud som om den omhandler mellemkrigstiden eller den tidlige modernitet. Samtidigt er billedteksterne ret inkonsekvent skrevet og med så svage typer, at de er svære at læse. Dertil kommer, at der mangler en litteraturliste og et indeks over omtalte museer. Der er kun en navneliste. Forfatteren og forlaget mener tilsyneladende, at man skal læse de ca. 460 noter igennem for at hitte den litteratur, der ligger bag teksten. Det er ikke læservenligt, det er faktisk dumt i en tid, hvor vi stadig er nogle, der tror på oplysning og ikke kun show off.
Det munder ud i spørgsmålet: Hvem har Handberg skrevet bogen til og for? Jeg har en lumsk mistanke om, at han ikke har overvejet spørgsmålet, men at han sammen med sin fagfællebedømmer har ment, at det var nok at eksercere viden og tanker på tryk.
Titlen er for at sige det mildt lidt subtil, men selvfølgelig er det ok, gad blot vide, hvor mange der farer vild allerede her: ”Vide vægge”.
Havde bogen været klar og oplysningsorienteret er det en fantastisk historie, der kunne udrulles. Fra det sene 1700 tal, hvor pludselig også folket skal have adgang til nationernes besiddelser af billedkunst til etableringen af generel offentlig adgang i 1800-tallet i udlandet og siden også i Danmark. Pompøse bygninger etableres nogle steder i Europa, andre steder som i København er det dørene i det gamle Christiansborg, der åbnes. Denne adgang bliver der sat punktum for ved branden i 1884. Værkerne rykker over til Charlottenborg på Kunstakademiet. Siden kommer ved århundredskiftet Statens Museum for Kunst, Glyptoteket og Den Hirschsprungske Samling. Også Kunstindustrimuseet, oprindelig ved Rådhuspladsen, siden i Bredgade i Det gamle Frederiks Hospital, bliver en realitet i interessante bygninger. Som helt ekstraordinært står Thorvaldsens Museum, en kommunal foreteelse, men stadig et pragtværk fra 1848.
I Det 20. århundrede er der en kraftig sammenhæng imellem arkitektur og museumsbyggeri og selvfølgelig udstillingsvirksomhed. Her ligger måske årsagen til bogens snirklede titel: Vide vægge – også om den moderne kunst, som ikke kan holdes inden for stramme rammer. Der skal vidder til. Og det blev der til dels på Louisiana (1958, Bo og Wohlert). Siden Nordjyllands Kunstmuseum (i dag Kunsten) af Alvar Aalto.
En historie for sig er faktisk Ordrupgaards knopskydning med arkitekter fra verdenseliten, men som ikke nødvendigvis passer til det smukke parkområde nord for København.
Andre moderne kunstbygninger, mere eller mindre heldige i lokalmiljøerne, findes bl.a. på Bornholm, Trapholt, Brandts, tilbygning i Sorø, Holstebro for ikke at glemme Arken m.fl.
Den samlede historie er slet ikke skrevet og kunne sagtens have været en del af den foreliggende bog, der hellere vil dykke ned i nogle få, udvalgte udstillinger, som ikke nødvendigvis kan betegnes som karakteristiske for udviklingen. Men måske er de snarere udvalgt på grund af forfatterens førstehåndskendskab.
Der er desværre plads til endnu en bog, der på mere konkret vis og med et bevidst billedvalg viser udviklingen og inddrager også den kulturpolitiske situation på statsligt, amtsligt og kommunalt plan.
Udkommet på Strandberg Publishing.dk under Gyldendal.