Kulturkupeen

Vrede – begavet turnéforestilling på Folketeatret.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Begavet og velspillet australsk stykke på turné.

 

Det er sjældent at opleve et stykke dramatik i en stram og velfungerende dramaturgi med så meget på hjerte . ”Vrede” er et interessant møde. Først er man lidt forvirret på den gode måde. Hvor skal det ende? Vi møder nogle velfungerende akademikere. Hun er hjerneforsker og skal have en hæderspris, – han er forfatter, mens sønnen på 16 år er det, der binder dem sammen, tror de. Men der er slet ikke plads til ham i de fine omgivelser. Som motor i stykket optræder en ung, kvindelig journalist, der kommer for at få lidt at vide om personerne bag al den ydre succes. Tror vi.

Vrede. Folketeatret. Foto: Thomas Petri.

Snart viser det sig, at sønnen har malet graffiti på en moské – og det er ham, der er hovedmanden. Stor opstandelse, hvordan kunne det ske? Selv ved han ikke hvorfor, men oprøret lurer. Naturligvis bliver tingene ikke ved med at være sorte og hvide: journalisten er ikke bare en smilende ung ambitiøs studerende, moderen er ikke kun den flinke feminist, og faderen måske ikke den tøffelhelt, som…  etc.

Konflikten er ibsensk i sin struktur: kan en ond og skadelig handling forklares – eller måske netop ikke forklares rationelt.

Vrede. Folketeatret. Foto: Thomas Petri.

På trods af bevidst borgerlige valgte  rammer understreger stykket gang på gang, at det er en almen konflikt, personerne står overfor.

Stykket sender tanker tilbage til de lystige 1980ere, hvor flere af de angelsaksiske og amerikanske forfattere stadig skrev skuespil, hvor velklædte personer sad i en sofa og sagde interessante ting.

Det var tider dengang.

For øvrigt har der været flere ”debatterende” opsætninger hos Folketeatret til turne i hele landet. Forrige år Festen – i år ”Min Far” og nu ”Vrede” – alle har været smukke at skue og yderst velspillede.

Vrede. Folketeatret. Foto: Thomas Petri.

Og så glemte jeg at at sige, at de alle gør det fremragende, fra instruktøren Madeleine Røn Juul til skuespillerne Sarah Boberg, Troels Lyby, Elliott Crosset Hove, Benjamin Boe Rasmussen, Camilla Bendix, Jacob Weble og Tanya Lund Andersen.

En fornøjelse med begavet teater.

www.folketeatret.dk